Otto J skrev:<DIV> </DIV><DIV>...men alligevel lidt interessant, at navnene du nævner når optagelserne også skal være hifi, ikke er blandt dem du nævner først, som værende blandt favoritterne generelt. Det er lidt som om at blues og perfektionisme bare ikke rigtigt hører sammen.</DIV>hifido skrev:Dette var lige et indspark fra en kæmpe blues fan. Dette skal selvfølgelig ikke ses som en facitliste, da smag som tidligere nævnt ikke kan diskuteres.
<DIV></DIV><DIV></DIV>
hifido skrev:En anden ting er, at for at udføre ægte dybfølt blues, så skal man have en masse ulykker og oplevelser i bagagen. Det havde de første blues musikere, i en sådan grad, at de kunne klemme tårer ud af guitaren. Det kan en 35 årige møgforkælet hvid musiker fra Beverly hills, altså bare ikke. Uanset hvor teknisk dygtig han er. Det er hovedårsagen til, at der ikke kommer ret mange nye blues stjerner til. Tiden er en anden, og ægte følelser og blues, kan ikke imiteres...
Otto J skrev:hifido skrev:En anden ting er, at for at udføre ægte dybfølt blues, så skal man have en masse ulykker og oplevelser i bagagen. Det havde de første blues musikere, i en sådan grad, at de kunne klemme tårer ud af guitaren. Det kan en 35 årige møgforkælet hvid musiker fra Beverly hills, altså bare ikke. Uanset hvor teknisk dygtig han er. Det er hovedårsagen til, at der ikke kommer ret mange nye blues stjerner til. Tiden er en anden, og ægte følelser og blues, kan ikke imiteres...
Lige præcis, og det er jo dét der er hele pointen ved blues-musikken, og dét som jeg i hvert fald finder fascinerende. Musikken som sådan er jo egentlig ret banal, sammenlignet med visse andre genrer, så man er simpelthen _nødt_ til at proppe noget sjæl i udførelsen. Melodi og tekst kan så at sige ikke stå alene. Det kan de vel aldrig, udførelse er altid vigtig, men i blues er det nok mere udtalt end i mange andre genrer. I den mere populære del af rock-musikken kan man lidt bedre slippe afsted med bare at lige numrene af som de lød på pladen, bare det sker på et vist teknisk niveau.
Et af problemerne i dén sammenhæng er jo at der er blevet kortere til toppen. Man får ikke lov til at synge om at være fattig ret længe, for hvis man er god til det, så bliver man ikke ved med at være fattig. Så skal man ret hurtigt til at synge om hvor træls det er at være kendt, og hvor surt det er at dét pengegriske pladeselskab der har skaffet Ferrari'en i indkørslen, også vil bestemme over éns musik - og det er der helt ærligt ikke ret mange der gider høre på.
strand skrev:Hvad en kunstner end har oplevet om det er fattigdom, sult, nød, død, dårligt humør eller forelskelse, er fuldstændigt ligegyldigt, deres fornemmeste opgave er at give modtageren en oplevelse og få modtager til at føle budskabet, hvis der er et. Dog er der noget der hedder troværdighed og der kan empati være et nødvendigt værktøj. Alt andet er smagsdommeri.
Spencer skrev:strand skrev:Hvad en kunstner end har oplevet om det er fattigdom, sult, nød, død, dårligt humør eller forelskelse, er fuldstændigt ligegyldigt, deres fornemmeste opgave er at give modtageren en oplevelse og få modtager til at føle budskabet, hvis der er et. Dog er der noget der hedder troværdighed og der kan empati være et nødvendigt værktøj. Alt andet er smagsdommeri.
Hvis du synger om, at du er 'fra havnen', behøver folk vel ikke at vide, at det er en lystbådehavn?
(Jokeren kommer, mig bekendt, ikke fra fattige kår. Blues er det nu heller ikke, men det er musik med selvmedlidenhed i lange baner.)
strand skrev:Det er det jeg mener, hvis man fortæller en historie så er det afgørende at man er god til at fortælle, man behøver ikke at ha oplevet det selv.
dreamz skrev:Min top 3 over de bedste 12 takters slowtempo bluesnumre med masser af guitarlir er følgende:
Redhouse (Jimi Hendrix live-indspilning fra In The West)
I Can't Quit You Babe (Led Zeppelin, live bootleg fra How The West Was Won)
Have You Ever Loved A Woman (Eric Clapton, live fra E.C. Was Here)
Ingen af numrene er godt optaget og findes næppe i eksklusiv, koldpresset vinyl, men er heftig blues af allerfineste slags - imho.
Karsten Sømand skrev:dreamz skrev:Min top 3 over de bedste 12 takters slowtempo bluesnumre med masser af guitarlir er følgende:
Redhouse (Jimi Hendrix live-indspilning fra In The West)
I Can't Quit You Babe (Led Zeppelin, live bootleg fra How The West Was Won)
Have You Ever Loved A Woman (Eric Clapton, live fra E.C. Was Here)
Ingen af numrene er godt optaget og findes næppe i eksklusiv, koldpresset vinyl, men er heftig blues af allerfineste slags - imho.
Dreamz - you´re my man
hrmand skrev:
Mener hans skiver er et sjældent eksempel på noget, der går op i en højere enhed på cd - jeg kan ikke her & nu komme i tanke om andre, der er så tæt på hi-fi i blues-genren. Det skulle da lige være en live-i-studiet indspilning med JC og Ronnie Earl: A Man And His Blues ...
Nu skal det egentlig ikke forstås sådan at jeg _nødvendigvis_ synes det skal lyde som live - det afhænger af musikken. Meget musik indeholder "tænkte" elementer, som ikke kan lyde "ægte" - elektronisk musik, og "behandlet" musik med diverse effekter, synes jeg godt kan være "hifi", men vi har ikke nogen reference, da referencen ligger inde i musikerens hoved. Og uden at det på nogen måde var møntet på nogen bestemt, så er der bare en generel tendens til at dét folk opfatter som "hifi-indspilninger", det er de "pæne" indspilninger. Jazz at the Pawnshop har "live-lyd", men dér er MUSIKKEN så også "pæn". Hvis du lavede en lige så realistisk live-lyd på f.eks. en elektrisk blues-session (som tråden her jo handler om), så vil mange opfatte det som "larmende".
Og til dét kan jeg jo så lige tilføje at Hr. Bonamassa står for én af de absolut HØJESTE koncerter jeg har overværet (og dét er ikke noget kompliment).
Otto J skrev:... så er der bare en generel tendens til at dét folk opfatter som "hifi-indspilninger", det er de "pæne" indspilninger.
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 2 gæster