Otto J skrev:hifido skrev:En anden ting er, at for at udføre ægte dybfølt blues, så skal man have en masse ulykker og oplevelser i bagagen. Det havde de første blues musikere, i en sådan grad, at de kunne klemme tårer ud af guitaren. Det kan en 35 årige møgforkælet hvid musiker fra Beverly hills, altså bare ikke. Uanset hvor teknisk dygtig han er. Det er hovedårsagen til, at der ikke kommer ret mange nye blues stjerner til. Tiden er en anden, og ægte følelser og blues, kan ikke imiteres...
Lige præcis, og det er jo dét der er hele pointen ved blues-musikken, og dét som jeg i hvert fald finder fascinerende. Musikken som sådan er jo egentlig ret banal, sammenlignet med visse andre genrer, så man er simpelthen _nødt_ til at proppe noget sjæl i udførelsen. Melodi og tekst kan så at sige ikke stå alene. Det kan de vel aldrig, udførelse er altid vigtig, men i blues er det nok mere udtalt end i mange andre genrer. I den mere populære del af rock-musikken kan man lidt bedre slippe afsted med bare at lige numrene af som de lød på pladen, bare det sker på et vist teknisk niveau.
Et af problemerne i dén sammenhæng er jo at der er blevet kortere til toppen. Man får ikke lov til at synge om at være fattig ret længe, for hvis man er god til det, så bliver man ikke ved med at være fattig. Så skal man ret hurtigt til at synge om hvor træls det er at være kendt, og hvor surt det er at dét pengegriske pladeselskab der har skaffet Ferrari'en i indkørslen, også vil bestemme over éns musik - og det er der helt ærligt ikke ret mange der gider høre på.
Er det ikke Clapton, der er citeret for at sige, at alle bluessangere er løgnere?
Jeg mener nu ikke, at man behøver at føle det på egen krop, som man nu synger om. Det er jo det, kunstnere kan; altså sætte sjæl på en følelse, selv om de ikke nødvendigvis selv har det på den måde.
Det, jeg ofte oplever med muskere, er, at de mister sulten og vitaliteten - måske fordi deres eneste spekulationer går på, om de skal købe Ferrari eller Lamborghini.
En downtempo 12 takters blues er vel den mest spillede sang overhovedet, og alle kan efter 3 guitarlektioner lære at spille den. Men akkurat som skak er nemt at lære, men svært at mestre, forholder det sig på samme måder med blues. Og der udgives og spilles rigtig meget bras - herunder den Joe Bonamassa skive, tråden indledes med - selvom den er fint optaget.
Min top 3 over de bedste 12 takters slowtempo bluesnumre med masser af guitarlir er følgende:
Redhouse (Jimi Hendrix live-indspilning fra In The West)
I Can't Quit You Babe (Led Zeppelin, live bootleg fra How The West Was Won)
Have You Ever Loved A Woman (Eric Clapton, live fra E.C. Was Here)
Ingen af numrene er godt optaget og findes næppe i eksklusiv, koldpresset vinyl, men er heftig blues af allerfineste slags - imho.
