Det afgørende øjeblik

[Bevensee]

Dolly Partons 'Down From Dover'. Den handler om en pige, der er blevet gjort gravid af kaeresten, der saa er stukket af fra hende, hvorefter familien  har slaaet haanden af hende for at undgaa skam.

Slutningen, hvor hun opdager at barnet er doedt i vuggen "...and dying was your way of telling me he wasn't coming down from Dover". Der faar jeg altid en klump i halsen.

Sangen matte i oevrigt ikke udkomme som single pga. den kontroversielle tekst. Den har vaeret fast repertoire paa Dolly's koncerter, og bl.a. Marianne Faithful har lave et fantastisk cover af den.

[Kristian]

Kjempe fin Tråde Gurdet  

1000vis af øjebliker, klart det.

Her er et sammen med Olga Kern hvor vi ligger sammen i en Rachi 3 seng

https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=AapjpeqmviM

Kommer først sammen med Olga mellom 08:50 og 09:30 og så igen mellem 12:15 og 13:30 med en højpunkt i 13:00.
Det er ellers 42 minutter af fantastisk sammenleje med Olga:

Takk Olga!


Olga Kern, the striking young Russian Gold Medal winner of the 2001 Van Cliburn International Piano Competition - whose performance of the Rachmaninoff Piano Concerto No. 3 made her the first woman to achieve this distinction in over 30 years - made her New York City debut in Carnegie's Zankel Hall in May, 2004.

[Kristian]

Og et helt andeleds øjeblik

02:14 min i schizophrenia med SY og igen i 03:12

http://www.youtube.com/watch?v=sf2qYa8c-cA

[Kristian]

og ikke mindst Dusty og saxofonen som kommer ind i ca. 02:20min

http://www.youtube.com/watch?v=a28kY1-s-Vc

Måske er man lidt schizophreni i musiken  

[Slava]

Der er noget med erotik og Rachmaninov! I dette klip, hvor Hélène Grimaud spiller koncet nr. 2, nærmer hun sig orgasmen efter anden sats' kadence (begynder 7:20 med højdepunkt 8:27):

http://www.youtube.com/watch?v=znlUBaLH2zY

Hold op, hvor er det smukt! En af alle tiders bedste danske klassiske musikkritikere, KELS fra high fidelity (også kendt fra DR's radio og fra DR tv's Kontrapunkt), sagde engang, at det at lytte til Rachmaninov var som at tage bad i lilla bols! Rammende beskrivelse, og knap så klægt som man skulle tro.

Hélène Grimaud er i det hele teget en medlevende pianist. Bachs Chaconne i Busonis legendariske klaver-arrangement bringer hende også op på de store følelsesmæssige højder. Klimaks indtræder ca. 15:27, men forspillet starter 14:05:

http://www.youtube.com/watch?v=sw9DlMNnpPM

[Kristian]

Bravo Hélène Grimaud!


Og noget helt andeleds, LKJ blander sammen reggae og jazz, jazz gitaren begynder i 02:25 og med højpunkt i ca 04:00

http://www.youtube.com/watch?v=SBkwS39uKog

[SES.]

Jeg har nævnt en lille popsang, som gør det.
I min klassike musiktid er der også mange af slagsen. En enkelt skiller sig ud, og den bliver måske aldrig gentaget. Jeg har oplevet Anne Sophie Mutter i Brahms's violinkoncert i koncertsalen i Odense. Magien, gysninger og hvordan man ubevist reagerer på det der skabes her og nu og straks svinder bort. Det glemmer jeg aldrig, og kommer jeg til at opleve magien igen når en kunstner fra øverste lag slipper alt ud? I don't know – men søg dem disse stars når de er her. Nogle gange får man så hatten passer ....

Det tætteste Mutter kommer på denne koncert på plade er New York cden med Kurt Masur. Skulle min ”nyopdagelse” Nicola Benedetti komme forbi Odense med Johannes på spisesedlen, står jeg i kø i dagevis for en billig orkesterplads.

Musikkens art spiller også ind, jeg har også hørt Mutter spille Beethovens mesterkoncert – fremragende. Men den er måske Ludwigs næsten eneste stykke meditationsmusik – og så er dramaet jo udelukket. Oplevelsen er anerledes, men ikke nødvendigvis ringere.

[gurdet]

Hvilke øjeblikke!! Undskyld til de lange musikstykkers komponister for min pornofilmstilgang med fast forward frem til lige før klimaks - jeg LOVER at give mig god tid og hengive mig til hele turen næste gang!

Her er et stykke med Avishai Cohen Trio live fra Blue Note. Bedriften er næsten mest måden, de mange fine øjeblikke glider ud og ind af fokus på.

http://www.youtube.com/watch?v=lSzwN54yqas&list=PL8901F2732CC615D2

[gurdet]

Taj Mahal, Toumani Diabate og en sangerinde fra Mali (gætter jeg på).
Taj Mahal lyder 1000 år gammel, og sangerinden og koraen lyder som boblerne i bækken.

Hver gang det er boblernes tur, risler det frydefuldt ned ad ryggen - og det samme, når det går den anden vej:

http://www.youtube.com/watch?v=EpOZ91a6zJI

[dreamz]

Hvilke øjeblikke!! Undskyld til de lange musikstykkers komponister for min pornofilmstilgang med fast forward frem til lige før klimaks - jeg LOVER at give mig god tid og hengive mig til hele turen næste gang!

Nu sagde du det selv, og det er vel det, der er selve kernen ved et klimaks; som kun er et klimaks, fordi der bliver bygget op til det. Klimaks er belønningen eller – om du vil; udløsningen, som der er blevet arbejdet (eller nydt) hårdt og intenst op til.

Faktisk behøver et klimaks ikke være specielt spektakulært. Nu har Pink Floyd været oppe og vende et par gange, så de kan godt klare en tur mere: Tag et nummer som Shine og your crazy diamond, som i de første mange minutter kører i samme toneart; når den så endelig skifter, lyder det nærmest som en revolution – eller et klimaks. Det samme gør sig vel gældende med Ravels Bolero.

Og en eller anden måde er der noget tidstypisk ved at være på konstant jagt efter det næste klimaks. Vi skal jo ikke kede os. Derfor er compilations også så populære; det er jo kun hits, vi vil ha’. Men akkurat som man også ville blive træt af at spise deserter morgen, middag og aften, skal man jo også give sig tid til fordybelsen og indlevelse, og jeg vil da opfordre til, at man lytter flere af numrene/værkerne igennem i sin helhed efter man har smagt lidt på glasuren.

Efter dette belærende foredrag vil jeg så bide hovedet af skammen og komme med endnu et godt, veltilberedt klimaks; denne gang fra den klassiske verden: Jacqueline du Pre i 1. satsen af Elgars cello concert, dirigeret af Barbirolli. Ca. 2:20 når satsen sit første klimaks, hvor du Pre demonstrerer, hvorfor denne indspilning aldrig nogensinde er blevet overgået og næppe heller aldrig bliver det.

https://www.youtube.com/watch?v=JVTe8Zm1Xrk

[Boye]

Som ung blev jeg (takket være Anders Vinther / Plade-klassikeren) præget på Paul Torteliers fortolkning af Elgars cellokoncert, så jeg skulle lige vænne mig til at du Pre river knap så meget i strengene    

Jeg vil fremdrage Radioheads "Paranoid Android" som et skoleeksempel. Det synes næsten at være skruet sammen med henblik på at skabe (rum for) disse øjeblikke: http://www.youtube.com/watch?v=sPLEbAVjiLA Først bygges der op til indledende klimaks omkring 2:45. Fra 3:33 svæver vi mellem skyerne men bliver igen vækket brat 5:38.

Plaids "Eyen" http://www.youtube.com/watch?v=MC7QG7l6NVc har en anden, mere konstant fremadskridende struktur. Men jeg gyser stadig af fryd omkring 1:20 hvor den B3-lyd-agtige melodi lægger sig til. Det sidste minut lades alt håb ude og desperationen bliver til at føle på.

Og så er der jo gode gamle King Crimson: "21st Century Schizoid Man". http://www.youtube.com/watch?v=ujIbpt-CCTY Efter et langt improvisationslignende flow begynder der 4:40 et synkronspil af den anden verden. Nogen med mere kendskab til den tekniske side af musikken kan muligvis hjælpe med at definere skiftene i taktarter.

[kibri]

Et magisk øjeblik kan undertiden blot være et harmoniskift eller et takstskift; fx da Money skifter fra 7/8 til 4/4, da guitarsoloet går i gang: angiveligt fordi David Gilmour ikke kunne finde ud af at spille sit solo i den skæve takt.

  Sjovt. En af mine første tanker, da jeg læste denne tråd.
Skal det blive i familien, har jeg et bootleg med Waters solo live, "Thank You For The Ride", hvor han udfordrer netop Animals. Her er det dog vokalmæssigt, at han går en tone ned, istedet for op, lige før "omkvæd". Helt uforberedt, tager det vejret fra en og tillægger et eller andet magisk.

Ellers er Jeff Waynes musicaludgave af "War of The Worlds", spækket med disse moments. Tænker "The Spirit Of Man", hvor Nathaniel forsøges vækket fra hans vrangsforestilling, 4:30, og 8:03 http://www.youtube.com/watch?v=w6qEB5g8S2o
Jeg kan ikke høre det uden at svede, knægten kan spørge om en blåhval i det øjeblik. Foragter ellers musicals, men Waynes musik er stærk, med store kontraster.

Og Tull's "Baker Street Muse" http://www.youtube.com/watch?v=Irqadoy8MzU , river altid i mig. Udover at være et af de mest helstøbte rocktunes skrevet, er det en formidabel hybrid af genrer, toner, tempi, instrumentbrug og skift: http://www.youtube.com/watch?v=Irqadoy8MzU
10:55-16:37 er der omtrent 35 af disse moments, der fletter ind, ud og flyder under og ovenpå. Barre's elektriske licks, der ikke er ens for hver rundgang, Ian's vokal der er allesteder af det tilladte, rytmegruppens nærmest overjordiske forståelse. Og mine herrer! - det er one-take!

[Boye]

Et magisk øjeblik kan undertiden blot være et harmoniskift ...

Nå ja, som det uforglemmelige øjeblik her 2:22    http://www.youtube.com/watch?v=_c2jA-V4utw (tast evt. 8 )

[ZIG]

Alt andet lige vil man nok mene, at jo flere afgørende øjeblikke jo bedre var pladen. Således vil en "klassiker" have mange øjeblikke.

Men så løb jeg ind i den her plade:



Jeg synes selv, det er en klassiker.....men jeg kan ikke finde ét afgørende øjeblik.

De har karisma. De har charme. De har talent. Men de mangler en hel del afgørende øjeblikke.....

Varmt anbefales....

http://www.youtube.com/watch?v=bXFOQOjhLHc

Zig