dreamz skrev:Et magisk øjeblik kan undertiden blot være et harmoniskift eller et takstskift; fx da Money skifter fra 7/8 til 4/4, da guitarsoloet går i gang: angiveligt fordi David Gilmour ikke kunne finde ud af at spille sit solo i den skæve takt.
Sjovt. En af mine første tanker, da jeg læste denne tråd.
Skal det blive i familien, har jeg et bootleg med Waters solo live, "Thank You For The Ride", hvor han udfordrer netop Animals. Her er det dog vokalmæssigt, at han går en tone ned, istedet for op, lige før "omkvæd". Helt uforberedt, tager det vejret fra en og tillægger et eller andet magisk.
Ellers er Jeff Waynes musicaludgave af "War of The Worlds", spækket med disse moments. Tænker "The Spirit Of Man", hvor Nathaniel forsøges vækket fra hans vrangsforestilling, 4:30, og 8:03
http://www.youtube.com/watch?v=w6qEB5g8S2o Jeg kan ikke høre det uden at svede, knægten kan spørge om en blåhval i det øjeblik. Foragter ellers musicals, men Waynes musik er stærk, med store kontraster.
Og Tull's "Baker Street Muse"
http://www.youtube.com/watch?v=Irqadoy8MzU , river altid i mig. Udover at være et af de mest helstøbte rocktunes skrevet, er det en formidabel hybrid af genrer, toner, tempi, instrumentbrug og skift:
http://www.youtube.com/watch?v=Irqadoy8MzU 10:55-16:37 er der omtrent 35 af disse moments, der fletter ind, ud og flyder under og ovenpå. Barre's elektriske licks, der ikke er ens for hver rundgang, Ian's vokal der er allesteder af det tilladte, rytmegruppens nærmest overjordiske forståelse. Og mine herrer! - det er one-take!