Hmm, nu hvor debatten er drejet i den retning, så vil jeg egentlig sige at kun de tre rørforstærkere, min egen R120 triode/Tamura baserede og de to OTLér gengav en realistisk lydende diskant og til dels også mellemtone, hvorfor de også bibragte noget mere luft og space - jeg ved andre var enige med mig i denne oplevelse - end nogen af de transistorbasserede formåede. Men hovedmarioteten af lytterpanelet lagde stor vægt på en dynamisk basgengivelse...Lidt ligesom hvis man sidder og ser et stort episk filmværk og så udbryder NØØJ og WAUW, hver gang noget eksploderer og så slet glædes over og dvæler ved de mægtige landskabspanoramaer og farvetoner - og musiktoner - som instrutøktren ønsker at favne sit publikum med.
Det er jo ligegyldigt om tingene er "kropslige" hvis de ikke er besjælede.
Vi rør og horn folk, får ofte skudt den i skoende, at vore anlæg er farvende og langt fra virkeligheden. Men sagen er vel om man er til stede i virkeligheden og nuet og tør hengive sig til følelserne - voldsomme som blide - og lade sig fører med af noget hverken interlekt eller teknisk målbare finurligheder kan begribe.
Det er jo helt rigtigt, som Harmonic kommer ind på længere oppe i tråden, at virkelighedens instrumenter - og lyde derfra - aldrig bliver direkte smertefulde at lytte til. Det bliver til gengæld mange musikanlæg, så man derfor efter kort tid enten skruer ned eller slukker helt.
Letdrevne fuldtoner og korrekt kontruerede horn i samspil med singelendede triodeforstærkere har i hvert tilfælde taget undertegnede med længere ind i det musikalske univers, end nogensinde før.
Men som man siger: "Hver mand sin himmel"