mr.antisilver skrev:Janils skrev:Findes der en teknisk forklaring på, hvorfor lineolie på bunden af din CD-afspiller skulle gøre en forskel?
Mekanisk afkobling kan jeg acceptere, men det her lyder næsten okkult! Hvad med at beklæde bunden med sølvpapir .. nåh nej! ALU-folie.Der bliver jeg nødt til at få hjælp udefra, f.eks. frederik carø. For jeg ved simpelthen ikke hvori den tekniske side af sagen består.Men at det er yderst nyttigt og virksomt tweak har jeg ikke været i tvivl om siden jeg første gange benyttede det.Men du har da ret i, at det virker lidt vodoo agtigt. Havde du spurgt mig for 1 år siden ville jeg have storgrint af dette tweak. Men grinet forstummer altså når man hører virkningen
arsenix skrev:fan of the man skrev:Jamen livet er da fantastisk - jeg er fuldstændigt måløsDet skal du ikke være, sølvfisken misbruger blot en død mand der ikke kan komme efter ham.
Arsenix
Kunne du ikke glemme ironien for een gangs skyld, og istedet svare seriøst på hvad det er Steen Duelund skulle have imod at Antisilver har smurt Linolie på bunden af sin CD Afspiller ?
Thomas Sillesen skrev:arsenix skrev:fan of the man skrev:Jamen livet er da fantastisk - jeg er fuldstændigt måløsDet skal du ikke være, sølvfisken misbruger blot en død mand der ikke kan komme efter ham.
Arsenix
Kunne du ikke glemme ironien for een gangs skyld, og istedet svare seriøst på hvad det er Steen Duelund skulle have imod at Antisilver har smurt Linolie på bunden af sin CD Afspiller ?
Helt seriøst så har Steen aldrig påstået at linoliepåsmurte blikplader skulle være vejen til noget som helst.
At linolien i det hele taget kom ind i billedet var som impregnering af de silkeisolerede kabler. Silken, i form af tubestrik, sidder lidt løst selv om det er strukket og bundet i enderne. Linolie er en såkaldt tørrende olie der under hærdningen vokser ca.20% volumenmæssigt. Linolien er elektrisk neutral og sikrede at silken både mekanisk og elektrisk var en "forsvarlig" isolation som, hvad der var den egentlige ide, ikke kan bære en statisk ladning.
Desværre tager det et kvartals tid før kablerne er tørre nok til at kunne tages i anvendelse. Steens løsning var lige så effektiv som den var ildelugtende, 3 døgn i ovnen med lågen på klem ved ca.50-60 grader. Kablerne var dog ikke fri for at være noget fluefangeragtige så det var et hestearbejde at få dækisoleringen på ved hjælp af et sindrigt system med ovaliserede messingrør.
Som alternativ fik jeg den fremragende ide at lade noget kabel vacuumimpregnere i voks ude hos Jensen. En oplagt mulighed med samme materiale som kondensatorerne, men kablerne var fedtede og ubehagelige at håndtere så de endte som intern kabling i mine højttalere.
Efter en del snakken frem og tilbage om hvorfor, hvordan og hvornår kører bussen kom jeg til at fortælle Steen at linolie har den sære egenskab at den er vandtæt men ikke damptæt. Steen kunne selvfølgelig ikke lade være med at afprøve det her der og alle vegne med, nu er jeg høflig, særdeles usammenhængende resultater. Der blev brugt langt mere tid på at erstatte plastik med keramik, pertinax og bakelit, de 2 sidste baseret på fyldstoffer af papir og træmel helt i samme ånd som silken, men linolien er blot bindemidlet
Andre af de vigtige tidsrøvere var kondensatorer med så lav induktion som fysisk muligt og effektive spoler med lav dc-modstand uden udstråling, ting der vitterllig lykkedes og kan dokumenteres
En anden specialitet forårsaget et par simple krav var "blyantsmodstanden" eller grafitmodstanden som er den korrekte betegnelse. Kravene var at modstandens areal svarede til kablingen i højttalerne samt at modstanden ikke måtte vokse ved opvarmning, blyantsstiften opfylder begge krav men medfører at den kun er egnet som seriemodstand i dæmpningsled hvilket var hvad den skulle bruges til. Jeg har stadig det første sæt "Viking nr.2" der dog kun virkede en uges tid. Stifterne er voksimpregnerede og skal brændes ud inden ternminering, men det lærte vi.
Steen var en ivrig fortaler for trækabinetter, om nødvendigt skærmet med indvendig grafitbemaling (som i gamle fjernsyn) i stedet for metalkabinetter.
En anden ting Steen så sig ond på var kølelegemer i effektforstærkere, både mekanisk og koblingen mellem transistor og kølelegeme, men det kan vi altid vende tilbage til.
Mange af Steens ideer er med tiden blevet udsat for den samme behandling som vandrehistorier og hønseeventyr, men desværre er han her ikke mere til at trække i nødbremsen når historierne bliver et nummer for luftige.
Arsenix, nu kun småironisk
PS! For Steens skyld kunne sølvpletten sikkert, med samt sin spille, tage bad i linolie, men hvad bruger han det til ?
fan of the man skrev:Se det var sq da et svar
Og der blev helt stille.........................
Når folk, på det nærmeste, druknes i fakta fra en sundt formuleret person der selv har været med i de allerfleste processer i duelunduniverset, ja - så bliver der helt stille..
Der var mange"rygklappere"i Steens omgivelser, Arsenix var ikke en af dem..
Mvh. Jens/Modifix - so much Linolie to apply, so little Time..
Der kom en person på Duelunds værksted, der havde købt en billig cd maskine og smurt den helt ind i lindolie. Bagefter havde han spillet musik hele dagen og var helt vild af begejstring. Alt havde fået en tur på nær laseren. Trafo, printplader, metal osv. Jeg gjorde det samme på Steens anbefaling. Han fraråde mig dog at komme det på printpladerne. Jeg var forbløffet over lyden det gav. Det var Steen Duelund der anbefade mig at fjerne plastikken fra de to store kondensatore i min Marant CD 17 KI., da jeg besøgte ham inde på værkstedet. Jeg gjorde det straks ved hjemkomst og lyttede. Jeg viste han ville ringe og jeg kunne fortælle om en lydforbedring. Han foreslog så at pensle kondensatorerne med lindolie. Det blev gjort og Steen ringede dagen efter og spurgte om resultatet. Jeg sagde at jeg hørte at efterklangen i optagelsen var blevet mere tydelig. Det er rigtig. Så kan du godt høre! Så Steen var med på at bruge lindolie. |
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst