Jo, heri er jeg fuldstændig enig, for en gang skyld - SHRAS
Jeg har endda selv skrevet det i en tidligere tråd, at det handler om vore forventninger, men påstulatet eller oplysningen druknede i mængden af andre interessante ting. Dels forventninger til tingen vi hører på og dels den sammenhæng den indgår i. Lad mig prøve at illustrere:
Det med forventningen går begge veje; hvis jeg bliver inviteret til aftenlyt af et "fint anlæg", et jeg ved har kostet boksen, og jeg modtages lidt ophøjet, god og ærværdig stemning, rødvin og lidt høfllig konversering frem og tilbage og jeg ser de andre fremmødte ligner nogle der selv har et fantastisk anlæg og kommer med indforståede kommentarer, ja så er jeg allerede godt på glatis når jeg senere skal udtale mig om anlæggets kvaliteter. Jeg tør jo da ikke sige min ærlige mening, hvis jeg føler den går helt på tværs af det de andre siger, eller hvis jeg tror den vil fornærme min vært. Og det er jo slet ikke sikkert at jeg overhovedet KAN finde min mening, fordi jeg er så okkuperet med at finde indpas i det klemte sociale rum. Så jeg svarer hvad jeg stort set forventes at svare, nemlig at det spiller bare så fint og bare det var mig som havde råd til sådant et anlæg...
Og jeg mener det sikkert på det tidspunkt. Det er først dage senere man kommer til sig selv og kan tænke og reflektere selvstændigt over det man hørte.
Og så den mere typiske situation: jeg skal høre en ny forstærker af mærket X og jeg kender mærket fra før. Jeg har 1000% sikkert en (forudindtaget/indlært) holdning til mærket og det vil i 9 ud af 10 tilfælde ende med at jeg synes noget om den, som jeg synes inden jeg hørte den. Jeg forventede det og bliver ikke overrasket.
Eller jeg hører en Kloss radio - som jeg selv har 2 af - og tænker, det var som satan, hvordan gør den det? Den lyder bare SÅ godt og spiller altid glad op. Jeg forventede det ikke og bliver derfor overrasket, første gang. Anden gang er det jo en selvfølge, lissom tredie gang.
Jeg repeterer lige for at holde fast i tråden: Du siger, er vores vurdering af en gengivelse ikke betinget af hvad vi forventer?
Igen jo og hvorfor? Mit svar er at det ligger i vores instinkt at gætte /antage noget om noget der ligner noget vi har set før. Det hedder mønsterteori. Ud fra den kendsgerning, at vi ( i hjernen) har en begrænset kapacitet ( målt i bits/per sekund) og vi alligevel skal være opmærksomme på alt muligt i hvert sekund, så for at "overleve" rent mentalt, putter vi alt vi ser og hører ned i mentale bokse. Alt efter hvad den nye ting ligner. Fordi vi har ikke kapacitet til at se nøje på hver enkelt og samtidig lav andet. Et eksempel er at når jeg går henad gaden så antager jeg at alle bilerne og busser køer ude på vejen og ikke pludselig begynder at jagte mig. Jeg lægger et mønster ned over biler som er at de kører der hvor der er asfalt og busserne også. (Det er vist kun i Brønshøj de kører så vildt at de torpederer uskyldige der venter på bussen!) Dette mønstersystem har en reel begrundelse i menneskets udviklingshistorie. Da der løb sabeltigre rundt og vi kun havde køller, så var det rigtig smart af en hulemand, som havde set hvad en sabeltiger gjorde ved en mand der lignede ham selv, at antage at en anden sabeltiger vil kunne gøre det samme ved ham. Så derfor ungår han sabeltigre, idet han udvikler antagelser omkring sabeltigre i almindelighed.
Det er netop derfor vi ofte har en træls diskussion her og der; nogle siger til andre at de ikke må generalisere. Jamen for Søren (!), det er vi altså født med anlæg til! Jævnfør teorien om mentale antagelser, så er det betop meningen at lave generelle antageleser om ting og mennesker. Vi har jo ikke kapacitet og tid til at undersøge alle enkelthisorier til bunds. Og vi gør det i den daglige politiske og arbejdsmarkedsdebat også. Hvad Er det nu med polakker og tyrkere? Alle mener noget om dem, men hvor mange har mødt en?
Så, ja, endnu engang ja, vi bedømmer noget udfra vore forventninger. Og det er endda så slemt, at vi PÅ FORHÅND dømmer en person eller et produkt op eller ned, inden vi har set, hørt eller mødt vedkommende. Alene ud fra vores mentale dømmekraft og ønsket om at komme ud af følelsen af usikkerhed omkring et givent emne. Det er ønsket om tryghed i betragtningen af verden, som gør vi så hurtigt presser en mening/holdning ned over en ny ting. Vi kan jo ikke have den uro i vores system!
Kan vi så ikke skifte sysnpunkt, kunne man spørge? Jo, men det er sateme svært. Prøv at folde dine hænder, flette dem. Se hvilken tommelfinger der er øverst, den højre eller den venstre. Det føles godt. Prøv så igen, men læg dennegang den anden tommelfinger øverst. Det føles forkert, ikke også? Først når du med vilje har prøvet 50 gange, er det muligt du automatisk kan idntage den ny tommelfingerregel, men det kræver altså en stor mental indstas. Og dermed har du samtiodig svaret på om vi kan se det som andre siger er rigtigt, når vi selv synes noget andet.