dreamz skrev:Kommentaren knytter sig til denne anmeldelse af Harman Kardon HK 990 stereoforstærker:
http://nerds.dk/news/?nid=2303
Fin anmeldelse, hvor jeg er enig i mange af dine betragtninger. Savner måske en vurdering af DAC’en samt lidt info om, hvilket udstyr der har været spændt for HK’en.
dreamz skrev:Her kommer mine betragtninger – bedre sent end aldrig. Men jeg har faktisk haft en periode, hvor jeg har været temmelig træt af hifi; eller rettere træt af hifi for hifi’ens skyld. Mine lydidealer og hele min tilgang til området er nemlig ikke nødvendigvis at have det anlæg, der spiller mest transparent eller naturtro. Jeg vil have det anlæg, der i mine ører får min musik til at lyde bedst. Og jeg kan allerede forestille mig en stribe indlæg, der handler om, at hifi ikke er smag og behag. Men det er det for mig.
Jeg er også blevet klar over, at ikke alle anlæg spiller forskelligt slags musik lige godt. Et setup med 15 tommer basenheder er gode til en slags musik, mens et par velkonstruerede stativhøjttalere kan skabe en nærhed og autenticitet, når det gælder akustisk musik, som store gulvhøjttalere ikke er i stand til. Jeg er således ikke i tvivl om, at jeg vil finde det sjovere at danse til et nummer af Trentemøller, hvis det er et sæt Cerwin Vega, der satte fut i dansegulvet, end hvis det var et par Dynaudio Focus 160. Men sidder jeg og vil hører en gammel Eagles plade (måske den med de to congas’ vil jeg så absolut foretrække 160’eren.
Desuden har den megen snak om hifi, indspilninger og lydformater haft den for mig negative konsekvens, at jeg for det første har siddet og lyttet efter, om den pågældende indspilning nu var ordentligt optaget eller om den nu var lidt vel rigeligt dynamikkomprimeret. Og hvad værre er; jeg har hørt alt for meget musik, hvor jeg lagde vægt på, at der var god lyd. Lad mig give et eksempel: Faktisk er jeg ganske begejstret for bandet Arcade Fire, der med sit debutalbum Funeral skabte en masse musik i spændingsfeltet mellem pop og indie-rock. Bandet har siden lavet to efterfølgere – også med fremragende musik. Men optagelserne er udynamiske og slet og ret ringe. Og som det fremgår af tråden om cd’ens snarlige død, gælder det jo for stort set det meste nye musik. Jeg hare derfor taget mig selv i at sætte musik på, hvor det som et vigtigt parameter skulle være en ordentlig lyd. Og jeg så mig selv om føje år sidde og lytte til Chesky-indspilninger i sjældne japanerpresninger. Og det har jo aldrig været meningen med min tilgang til hifi.
Denne lange indledning er nødvendig for at forstå mine betragtninger i forbindelse med HK 990. Det er nemlig ikke sådan, at jeg har haft snesevis af forstærkere gennem mit setup, så mit sammenligningsgrundlag er forholdsvis begrænset. Jeg havde også en Yamaha A-S2000 hjemme på prøve, men valgte altså HK - hvad jeg ikke har fortrudt.
Udover lyden er der også andre ting, jeg vægter højt ved en forstærker: den skal være robust og ikke sætte ud selvom der spilles føromtalte Trentemøller til klokken fire om morgenen. Den skal have de nødvendige tilslutninger (for mit vedkommende var det ganske tiltalende med indgang til to subwoofere). Endelig skal forstærkeren gerne få mig til at føle en vis grad af ejerglæde. Alle disse elementer er opfyldt med HK 990.
Og hvordan synes jeg så, den lyder?
Jeg har to sæt højttalere: Et sæt Audiovector Mi3 Signature som understøttes af to Mi Signature sub’er – og så mine ’fest-højttalere, Dali 850, som hives op fra kælderen, når skal spilles op til dans.
På mine AV’ere var det, som først imponerede mig, forstærkerens evne til at spille dynamisk og fylde rummet, selv når jeg spiller lavt. Det er en egenskab, jeg ikke altid oplever på selv meget dyre anlæg. Men naturligvis ansporer de mange kræfter til at skrue ekstra op for. Og her fornemmer jeg fuld kontrol og masser af punch. Jeg vil nu ikke kalde det en ren rock n’ roll-forstærker – og det fornemmer jeg, når jeg har den spændt for 850’erne; så er den faktisk ikke helt så underholdende som min ældgamle NAD 7400, som i mange år var min højtelskede forstærker.
Jeg vil faktisk kalde HK 990 lidt doven i sin signatur; og derved er den jo et perfekt match til Audiovector, som jeg er meget fremme i skoene.
Og netop den kombination finder jeg fantastisk vellykket; jeg har selvsagt ikke hørt alle forstærkere, og vil da heller ikke afvise, at en anden forstærker vil kunne gøre det mindst lige så godt. Men for mig er HK 990 et fantastisk kompromis. Om det kan kaldes high-end eller transparent er for mig underordnet; jeg er ovenud tilfreds.
Jeg hører meget forskelligt musik på mit anlæg; I øjeblikket kører Frank Oceans Channel Orange i fast rotation; og som så meget andet ny musik er den ræderligt optaget; men jeg nyder musikken og mit anlæg – herunder HK 990.
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst