Om "Tunnelsyn".Jeg ved ikke, om man kan undgå det. Jeg tror, jeg har i årenes løb bevist, at jeg jævnligt har prøvet, men jeg har dog også bevist, at det ikke rigtigt kan lade sig gøre for mig.
Som du siger,
skrøbelig og weird matcher ikke min nydelsesprofil. Og jeg har søreme ikke lyst til, at den nogensinde gør. For så vil jeg selv blive skrøbelig og weird, og det har jeg heller ikke lyst til. Weird er nok.
I aftes lyttede jeg til noget gammel Cream, og blev egentlig chokeret over, hvor kreativ og vellydende den var. Og hvor meget musik der var.
Og jeg har en stærk mistanke om, at nye bands ikke har den musikalske tæft, som de gamle drenge havde. Der er alt for mange guitarer i verden og alt for lidt musikalitet.
Siden jul har jeg smidt tæt på 100 plader ud af mit system. Ting som jeg ikke mere kunne lytte til med glæde, velbehag eller overraskelse. Så mon ikke jeg synes nærmest, at man skal dyrke sit tunnelsyn og være opmærksom på, at det lige nemlig er det, man gør.
Jeg spillede
The Girls for en ven i går.
De er også unge mennesker med for mange guitarer, men jeg synes, jeg (tilfældigvis) kan høre en kvalitet, som jeg indtil videre kan bære over med, men min ven blev harmedirrende og insisterede på, at jeg tog den af. Han vil høre den oprindelige musik og ikke denne moderne og på nogen punkter blodfattige mash-up.
Så det drejer sig ikke kun om tunnelsyn, men også om, hvordan man sørger for kvalitetsoplevelser for sig selv. Der er nogle, der skal vandre vidt omkring for at føle, de er i live, og der er andre, der hellere vil blive hjemme i deres vante omgivelser for bedre at kunne vide, hvor de er.
Og vi skal selvfølgelig ikke påstå, at den ene har mere ret end den anden. Det er bare vores fysiologi, der er anderledes fungerende.
Og hermed har vi udskiftet vores duel med billige kineserkabler til en duel med ord.
Zig