Hvad hører du nu ?

[gurdet]

Arr, lad os lige dvæle et øjeblik ved The Man og The Band - et af højdepunkterne i filmen.

http://www.youtube.com/watch?v=44wDwMQVqCc  

Mvh

[lydarne]

Jamen du godeste endnu engang, tror aldrig jeg bliver træt af denne cd.

Ved ikke om det er en optagelse fra CD indspilningen. men det kunne godt ligner lidt.

http://video.google.com/videoplay?docid=-6984208089899995423

[gurdet]

Musik til en langsom søndag formiddag:




Dave Brubeck: Nightshift og Late night Brubeck

Live at the Blue Note i oktober '93. Med bl.a. sønnen Chris Brubeck på trombone.

Mvh

[gurdet]

Mon Brubeck, der er født i december 1920, stadig spiller?
Jeg tjekkede Davebrubeck.com og fandt denne besked fra 20.12.11:

”Dear Friends,

I celebrated my 91st birthday just two weeks ago today. As Eubie Blake remarked on his 100th birthday, ”if I'd known I was gonna live this long I would have taken better care of myself.” Although I have retired from touring, I'm still at the piano every day and I am thinking about doing another solo piano album of wonderful old tunes that most people have forgotten. It seems I'm about the only one left who still remembers them....

”

Mvh

[gurdet]

Første lyt:


Jack White: Blunderbuss (2012)

Mvh

[A.R.T.]

Det er faktisk lidt zakas skyld - at jeg ikke har været så synlig her på det sidste. Men hans anbefaling af Allen Toussaint og Elvis Costello fik mig til at vende blikket mod denne:



Allen Toussaint: The bright Mississippi (2009)

Jeg kan ikke lige sætte en finger på hvorfor, men der er noget magisk over melodierne og rytmen - man er ikke i tvivl om at man faktisk befinder sig i New Orleans når man hører den - prøv selv, de varmeste anbefalinger herfra.

[ZIG]

Tak gurdet for "The Last Waltz". Jeg bliver helt nostalgisk.

Var det der, hvor Rock døde?

Jeg lytter til en ny plade, der er gammel gammel gammel.



Intet nyt på denne plade - men hvor er den dejlig.  Go' sanger, go' guitar og 90'er lyd.

Zig is happy. Men lykken er altid lige om hjørnet..... så  jeg er ved at downloade Blunderbuss.

Så bliver det dreamz, jeg skælder ud næste gang.

Zig

[ZIG]

Jeg tror, jeg måtte gi' mig efter tredje lyt.



Høj i originalitet.

Jeg får associationer til Plant og Robbie Robertsen - men dette er en ung mand, der skaber sine kunstneriske udtryk i en postmoderne tid med postmoderne midler.

9 ud af 10

Zig

[dreamz]

Jeg tror, jeg måtte gi' mig efter tredje lyt.



Høj i originalitet.

Jeg får associationer til Plant og Robbie Robertsen - men dette er en ung mand, der skaber sine kunstneriske udtryk i en postmoderne tid med postmoderne midler.

9 ud af 10

Zig

Pyha, så slipper jeg for skændsel i denne omgang jeg er glad for, du kan lide den. Jeg ved nu ikke, om jeg opfatter Jack White og hans plade som postmodernistisk; vel bl.a fordi jeg aldrig rigtigt har forstået, hvad postmodernisme går ud på. Tværtimod anser jeg Blunderbuss som ægte old school. Den lyder, som om den er optaget og udgivet i de tidlige 70'ere. Lyden er bl.a. tilbagelænet og rund og er langt fra den pågående og aggressive Sound, man tit finder på nyere udgivelser. Instrumenteringen er også gammeldags uden brug af rytmebokse og computere.

Jeg kan nu ikke lade være med at tænke på, at hvis denne plade så var udkommet i 70'erne måske blot havde været en ligegyldig parentes. Mens den i dag - i mine ører - er udtryk for, at rock vitterligt kan revitaliseres.

Under alle omstændigheder mener jeg, at Jack White gør det lidt sjovere at lytte til rockmusik - og lidt sjovere at have et hifi-anlæg at høre det på.

Og ZIG, har du mod på mere med Den Hvide Mand, gemmer der sig jo en guldåre i de syv albums, White Stripes udgav. Jeg vil anbefale at starte med White Blood Cells.

[A.R.T.]

Her Zig grib...



Screaming Trees: Dust (1996)

Long live Rock - nu med 90'er lyd....

[ZIG]

@dreamz



Ordet "postmoderne" er oftest skældt ud - og sikkert med god ret, men det betyder alligevel et eller andet.

Jeg forstår det som den moderne sygdom, hvor bevidstheden er blevet bevidst om sig selv. Man kan tale ubesværet sammen, men så kan man pludselig sige, "Hov! Nu taler vi sammen," og så har alt med et ændret sig. Det er slangen, der er begyndt at spise sin egen hale. Det er et tusindben, der overvejer hvilket ben, det skal flytte først.

Blunderbuss er en "skillsmisse plade". Men er der blood on the tracks? Hans eks-kone synger med for pokker. For mig at spore er der ingen smerte i denne plade. Der er til gengæld rendyrket selv-bevidsthed. Som når man siger, "Jeg elsker dig", men kan selv høre, at man har sagt det 10 gange før til 10 forskellige damer med 10 blandede resultater.

Han signalerer ikke på autentisk og umiddelbare vis. Han signalerer ved bevidst at vælge hvilke signaler han mener høre med. En ung mands hovmod, der ikke eksisterede på denne måde i 70'erne.

Han er ved at drukne, men han skal for pokker gøre det på så stilistisk vis som muligt.

Jeg burde egentlig hade pladen..... men han er søreme original, og dét får min respekt.

Zig

[SES.]

Der sker en stor ændring når man elsker en til man siger det, ja begynder tusindbenene at kløjs i det.
Denne CD er vist den mest spillede her i år. Den gamle Evans trio i fine koncertoptagelser.
I dag vil man sige at hovedet er oppe og benene nede, da de lavede koncerter var det omvendt, men nu måske nostalgisk.

[dreamz]

@dreamz



Ordet "postmoderne" er oftest skældt ud - og sikkert med god ret, men det betyder alligevel et eller andet.

Jeg forstår det som den moderne sygdom, hvor bevidstheden er blevet bevidst om sig selv. Man kan tale ubesværet sammen, men så kan man pludselig sige, "Hov! Nu taler vi sammen," og så har alt med et ændret sig. Det er slangen, der er begyndt at spise sin egen hale. Det er et tusindben, der overvejer hvilket ben, det skal flytte først.

Blunderbuss er en "skillsmisse plade". Men er der blood on the tracks? Hans eks-kone synger med for pokker. For mig at spore er der ingen smerte i denne plade. Der er til gengæld rendyrket selv-bevidsthed. Som når man siger, "Jeg elsker dig", men kan selv høre, at man har sagt det 10 gange før til 10 forskellige damer med 10 blandede resultater.

Han signalerer ikke på autentisk og umiddelbare vis. Han signalerer ved bevidst at vælge hvilke signaler han mener høre med. En ung mands hovmod, der ikke eksisterede på denne måde i 70'erne.

Han er ved at drukne, men han skal for pokker gøre det på så stilistisk vis som muligt.

Jeg burde egentlig hade pladen..... men han er søreme original, og dét får min respekt.

Zig

@ZIG
Fin forklaring på postmodernisme, og med den in mende kan jeg kun give dig ret i, at Jack White er postmodernistisk.

”Alle bluessangere er løgnere,” er der vist nogen der har sagt (og sunget). Det er jeg også enig i. Derfor abonnerer jeg heller ikke på den holdning, at man først kan skrive om ulykkelig kærlighed, når man har været til sin kærestes begravelse. En kunstner er jo netop i stand til at projicere almen gældende følelser over på deres kunst – og for bluesmusikere handler det som regel om bristede hjerter. Og dygtige kunstnere er netop i stand til skabe en stemning og fornemmelse omkring en følelse uden nødvendigvis at have det sådan selv.

Jeg er i øvrigt heller ikke enig i, at Blunderbuss er en skilsmisseplade. I så fald er det en lykkeligere en af slagsen. Han er ganske rigtigt både blevet skilt fra Meg (der er årsagen til, Jack hedder White) og fra Karen Elson, som synger kor på Blunderbuss, men uden at følge med i internationale udgaver af Se & Hør er det bestemt mit indtryk, at Jack White ikke er faldet ned i et dybt, deprimt hul af den grund; men som sagt, derfor kan han da sagtens synge sange om hjerte og smerte. Har Paul McCartney følt tomheden, han giver udtryk for i ’Yesterday’? Har Elvis Costello mærket den gnavende jalousi i ’I Wan’t You’. Har Mick Jagger længtes efter den Angie, han synger om i sangen af samme navn? Jeg aner det ikke, og er også ligeglad. Følelsen i de tre sange kan jeg sagtens genkende, uden at jeg stiller som krav for deres gyldighed, at sangskriveren skal have følt på samme måde, da den blev skrevet.

I øvrigt er jeg overbevist om, at der også fandtes hovmodige unge mænd tilbage i 70’erne som opførte sig akkurat lige så kynisk og postmodernistisk, som du mener, Jack White gør i dag. Den gang hed det bare ikke postmodernisme…

[gurdet]

The Shins: Port of Morrow (2012)

- I have a duck to pluck with you, Zig!

[ZIG]

What's up, Doc?

Zig