lydarne skrev:Mr.Avantgarde skrev:
At kunne lytte hinsides det blot at lytte lyd for lydens skyld er jeg ikke altid sikker på er en spidsdisciplin iblandt hifi entusiaster.
Ja jeg må sige jeg er chokeret og ved ikke rigtig hvad dette her endelig drejer sig om, hvad er det man ønsker gengivet,
jeg kan se alle fortrækker 50 år gamle optagelser, med deres farvning af lyden, overstyring, forvrængning osv.Jeg foretrækker nu at finde de plader hvor farvningen ikke optræder markant eller er helt fraværende(de findes faktisk
fra den tid) som du beskriver den, det udelukker faktisk stort set alle Emi/Columbia UK udgivet i årene 1957-1965(derfor ejer jeg alligevel ca 100 stk af dem, men primært for fortolkningen af musikken, da den tekniske side på disse generelt er dårlig)
En væsentlig mindre procentdel af Decca/London fra denne periode opviser de af dig beskrevne dårligdomme og de fleste af disse dårligdomme findes i SXL 2000 serien, specielt de første 100 numre, 6000 serien og fremad er generelt rigtigt gode også på den tekniske side
Når talen går på Philips så skal man frem til de Røde og Blå labels før det bliver rigtigt godt.
Hos Deutsche Grammophon , skal der ledes og lyttes utallige igennem for at finde de få lyspunkter der er i deres katalog, de er generelt lukkede og kedelige dynamikmæssigt og udtryk for at DG var bange for at ramme grænserne for mediet
så hellere noget kedeligt og sikkert må de have tænkt.
Mht til franske labels Som feks. Pathe Marconni/Erato/Musidisc etc. er de generelt meget dårlige lydmæssigt, dem har jeg ikke en eneste af .
En behagelig undtagelse er her fransk Harmonia Mundi som nok har lavet nogen af de mest dynamiske og rene indspilninger, prisniveauet er dog deroppe hvor man længe er stået af.
Et label som Mercury Living Presence producerede på grænsen og også over det der var teknisk muligt, det kan høres på deres plader fra den tid, som svinger fra det forfærdeligt forvrængede til det sublime lydmæssigt og stiller generelt store krav til pickuppens sporingsformåen, de bedste af slagsen kan faktisk findes som de såkaldte Golden Imports, som Philips stod for i slut 1960erne og fremad, de er dog svære at finde her i landet og skal købes i USA , hvilket gør dem dyre at anskaffe.
Et andet selskab som har lavet fremragende inspilninger er RCA Living Stereo, igen på grænsen af og over det der var teknisk muligt i den tid, og det er det samme der gælder for dem som der gør for Mercury Living Presence, et sikkert bud er her at købe Engelsk trykte RCA Suffix SB
Det er åbenbart den type plader det drejer sig om at gengive sublimt, jeg fatter det ikke.jeg tillader mig at tvivle på at du har hørt ret mange af de her nævnte labels udover DG/Emi/Decca tysk/Philips/Fona/Tono/MusiDisc for det var dem der var gængse her i landet på den tid, importplader fra USA var så dyre at de kun blev taget hjem på specialbestilling, så dem finder man ikke ret mange af overhovedet her i landet, for danskere har til alle tider været nogen nærigrøve
derfor blev de som regel også afspillet dem på gamle 78 grammofoner som man kunne få modificeret nede hos den lokale radioforhandler med et nyt drevhjul til 33 1/3 og med en safir til de nye plader og stadig 5 gramm nålevægt, så mange af disse tidlige lpplader er totalt smadrede når man finder dem her i landet og jeg køber ikke noget af det ødelagte lort
Jeg har selv en stor mængde af disse plader på CD (har også hørt en del vinyl, det ændre ikke noget) og jeg kunne aldrig finde på at lytte til disse 50 år gamle eller mere plader på grund af lydkvaliteten, aldrig!.Cdpladerne er en bleg kopi af det der ligger på de originale lplader, at du ikke kan høre det er der ret naturlige årsager til, du har måske på forhånd udelukket at den slags lpplader overhovedet kan bruges til andet end en stor lagkagekniv, hvilket de iøvrigt er fremragende til, hvis man skærer et håndtag ud til formålet
jeg ejer selv Decca boxen, Mercury Livingpresence; RCA Living stereo boxene og løse cder og meget af det der ligger på disse er kun en skygge af de originale indspilninger,hvoraf jeg har mange af dem der ligger i boxene på lpplader og har sammenlignet dem direkte, det er iøvrigt lidt som at sammenligne æbler med pærer, mere klog bliver man ikke af det, udover at cdudgivelsen er en bleg kopi, fordi de fleste har været igennem den moderne procesindustri hvor der bliver lagt vægt at at barbere lyden så den er helt "perfekt" eller "Audiophil" altså ingen båndsus, ingen fejl som hosten hos publikum,dirigent der rømmer sig, noget bliver tabt gulvet i baggrunden,trafikstøj(feks Kingsway Hall i England, støj fra undergrundbanen på optagelsen, Decca 1950erne)optagerummet fjernet og erstattet med det lydbillede teknikeren synes er perfekt, den liste er lang, tilbage står en dødsyg audiophilindspilning uden sjæl og musik, men teknisk perfekt også når man måler på den, for det er meget vigtigt så den kan blive sat ind i diagrammer og der kan verificere at man er på rette vej med hifilyden
Jeg har bl.a Decca boksen , og her kan man vist i den grad tale om Decca sound. Dette kan man iøvrigt også sige om de andre labels fra den tid.
Jeg fatter ikke dette her er det en sound man ønsker som disse gamle optagelse åbenbart har, hvad er det man vil, for høj troværdighed kan det helt sikkert ikke være.
Derimod synes jeg det er helt iorden at lytte på disse 50 år gamle optagelser på grund af det kunstneriske, er det sådan at sound'en, farvningen, overstyringen, forvrængning bliver en del af det kunstneriske så man netop foretrækker disse 50 år gamle optagelse, eller hvad sker der. 
) hele tiden forsøger at nå længere og videre med lyden og musikken og det kommer man kun hvis man udveksler erfaringer og besøger hinanden på tværs af alle forskelle, det er sådan man lærer noget nyt og kommer videre 
