Så fik jeg taget de billeder, jeg lovede for længe siden. Jeg kiggede lidt tid efter en af de færdige løsninger, men syntes, at priserne var alt for høje i forhold til, hvad det er man køber. Så derfor byggede jeg selv en pladerenser. Det tog vel en små 5 timer vil jeg tro inkl. en tur til Silvan for at hente de nødvendige dele.
Jeg vil tro den har kostet omkring 400kr at bygge alt inkl. Træet er MDF som jeg købte billigt som en rest i Silvan, og pladetallerkenen kom fra en gammel billig pladespiller jeg fik gratis igennem Gul og Gratis. Jeg valgte at bygge en støvsugermoter ind i kassen, da jeg så havde en samlet løsning. Jeg skilte simpelthen en støvsuger af, og monterede motoren inde i kassen. Jeg besluttede ikke, at montere en motor til pladetallerkenen, da jeg ikke var sikker på, at jeg kunne skaffe en, der var stærk nok til rimelige penge. På sigt er det noget, jeg måske vil eftermontere.





