Det er tid til at tænke lidt på de ekstraordinære gode sager der er hentet i pusher street i år.
Årets plade er en bog skrevet af Karl Aage Rasmussen. Den er så god at boghandelen ved bestilling gjorde opmærksom på at den ikke kunne returneres eller byttes. Hvad den stakkels ekspedient i templet for tonsvis af dårlige krimier ikke kunne vide, er at den kun kan fjernes fra min hule ved groft røveri. Men roligt bogen er så god, at banditten ville returnere den med en alvorlig reprimande.
Titelen er: Musikken i det 20 århundrede. Rasmussen er som sædvane grundig, seriøs, og en klarhed i sproget der gør det muligt for en autodidakt at følge med i alle facetter. Hans lune og ironi er i særklasse, han fortryller. Jeg har lige købt den og læser 5 sider hver dag – den skal vare længe – gode bøger er lige så sjældne som enhjørninge i Nordkorea.
Og så til pladerne.
Den skønne comedienne Natalie Dessay er en sjælden kunstner der har sat sig sine mål uanset og på trods af pengene i musikken bestemmer. Hun sætter skuespillet lige så højr som sin sangkunst, det skal være eet hele.
I år er der Händel (Cæsar) at fryde sig over, og så denne Debussy plade. Min begejstring er endeløs, måske fordi jeg egentlig kun kendte Debussys klaver- og orkestermusik.
Og en Debussy mere. Jeg skulle høre denne adskilige gange før jeg tog den til mig. Noget uvant er detn renhed i klangen der her har høj prioritet, frem for det impressionistiske. Det sidste er Debussy jo ikke (det er et mærkat der er sat på), bevægelsen i hans musik er som bølger på havet. De bevæger sig, men det gør vandet ikke. Eller som et træ, ingen blade er ens men det er formen.
På samme tid som Debussy skete der noget helt andet i Wien. Hvor pariserne enten var for eller imod nyt var wienerne afvisende (det er de stadig). Så det var opad bakke for Gustav Mahler. Chaillys DVD opførelse af 2. symfoni har jeg set og hørt mange gange. Den er så humanistisk på den gode måde at man ikke kan forstå at verden ikke er blevet bedre..
Og så lidt tilbage til den klassiske senromantik. Claudio Abbado og Lucerne Festival er enestående i en af de store symfonier.
Tilbage til Mahler, eller rettere Alban Berg som er Mahlers åndelige flagbærer. 2 fantastiske operaer nåede han, og denne opførelse fra Liceu er dristig, stærk og vedkommende. Musikken er ganske enkelt utrolig.
Patricia Petibon, Julia Juon, Ashley Holland, Paul Groves, Symphony Orchestra of the Gran Teatro del Liceu, Barcelona. Michael Boder, conductor.
Og en Berg mere.
Jeg troede at med Daniel Hopes og Itzak Perlmans udgaver af violinkoncerten skulle jeg være dækket godt og grundigt ind. Men nu er der en mere, som helt har overtaget CD afspilleren. Isabelle Faust og Claudio Abbado har begået en utrolig fin plade. At tillægget er en Beethoven koncert af de allerbedste gør ikke spor. Begge koncerter er nu mine yndlinge. Begge kunstnere er nemt i min top 10 musikere.
Mon ikke jeg senere kommer med en del 2, plus en med fangsten af plader der er udgået.
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.