Hvilken klassisk musik, lytter du til

[SES.]

Jamen vi tager bare lidt mere Scarlatti.

Copenhagen Saxophone Quintet har indspillet  bl.a far A.Scarlatti på deres Italian Baroque, og igen en hel CD med sønnen Domenico. Den CD hedder bare Scarlatti.

For lyttere der gerne vil igang med den klassiske musik/ Barock(-and-roll) har jeg måske et forslag til en entry her. Fin-fin musik, ta den 15-20 minutter af gangen måske.  

Begge udgivet af Classico og med navnkundige Vigge Mangor ved teknikken (og udøvende continuo). Viggo kan noget med teknikken - indspilninger fra hans hånd er bare mere ægte....

Tak for tippet, den skal scores. Af en eller anden grund sender CD klassisk (udgiver af Classico) ikke CDer til mig, pengene hæver de. Kommunikation er silence. Så nu vil jeg prøve at troppe op for at se om jeg må købe deres CDer personligt.  Jeg kan ikke blive sur på nogen der udgiver så meget god musik.  

D. Cimarosa var samtidig med Mozart, en fattig landsbyknægt fra Napoli området med en forbløffende karriere som komponist. Dette Requiem er komponeret i de 4 år han var i St. Petersborg, senere var han i Wien, hans buffo operaer var Verdis forbillede. Han vendt tilbage til Napoli, og blev indblandet i oprør mod fransk besættelse og fængslet.

[SES.]

Bortset fra opera o.l. så er levende billeder til klassisk musik svære at lave. Som tilhører er billeder i  vejen for lytning da der nu er 2 sanser der er i gang. Så det er kommet bag på mig at jeg oftest godt kan lide DVDer, der er en dokumentareffekt ved at se hvordan de sjove klange og rytmer bliver lavet.
Kor DVDer bliver vist vore favoritter fremover. Det er enormt tilfredstillende at følge orkester og kor og dirigentens indsats for at forene kræfterne.

Britten er en suveræn vokal komponist, alle professionelle sangere jeg kender siger at det er så mundret. Og det kan jo undre da hans musik ikke er ligeud ad landevejen. Hans War Requiem havde 50 års jubilæum i 2012, og denne optagelse fra Coventrys genopbyggede katedral er en markering heraf. Og som dengang er de medvirkende solister fra øst og vest. Dirigenten Andris Nelsons må være en af fremtidens mænd.  



Musicweb har 2 anmeldelser af DVDen. Den er fremragende.
http://www.musicweb-international.com/classrev/2012/Nov12/Britten_requiem_101659.htm
http://www.musicweb-international.com/classrev/2013/Jan13/Britten_requiem_108070.htm

[SES.]

Dette er en forbruger advarsel eller ... jeg køber den i hvert fald

Lebrecht er ude af sit gode skin, og når det er en plade af de sjældne, er det en god følelse.

Ever since a long-haired blonde with a raging migraine entered a dungeon studio 48 years ago to play the Elgar cello concerto, the beat-that recording has been Jacqueline du Pré’s on EMI. Musicians sensed it on that hot August day in 1965, converging from all over town on a whisper that something extraordinary was going on at Kingsway Hall. And the primacy of that performance was confirmed when Mstislav Rostropovich, the cellist’s cellist, refused to record the Elgar on the grounds that Jackie had made it her own.
Many have since had a shot, and fallen short. Not on thoughtfulness or skill – Natalie Clein and Paul Watkins are two fine recent interpreters – but in shaking off the shadow of a 20 year-old girl who found an intuitive understanding of an old man’s lament for a life destroyed by the first world war.

Alisa Weilerstein is the first cellist I have heard who plays the concerto as if Jackie never lived. Her entry is marked by a distinctive restraint, a refusal to make the big statement until the narrative is in full sway. Phrase by phrase, she takes us away from the terror and the pity and deep into a golden beauty. She does not so much detach the concerto from Elgar’s time as give it a greater relevance to present fragilities, of society teetering on the edge of change.
I find her reinterpretation utterly convincing. It is all the more daring for having, as conductor, none other than Daniel Barenboim, who was first married to du Pré, and an orchestra, the Berlin Staaskapelle, that has no roots in Elgar and his sound world. Against all odds, it works.
The pairings are even bolder. Weilerstein takes on and breathes life into a phlegmatic concerto by the centenarian American modernist Elliott Carter, a work of wisps and flutters and dark rustlings in the night. And she winds up with an irresistible reading of Bloch’s supplicatory Kol Nidrei, a fusion of ancient fears into eternal hope. For sheer courage, strong convictions and fabulous playing, nothing less than five stars will do.

[HANSI]

HUSK at tænde DABen i aften og hør torsdagskoncert. Altså hvis man ikke kan smutte over til den ægte lyd.

Som SES skrev tidlidere er det Nicola Benedetti der giver os Korngolds violinkoncert, og som supplement Charles Ives og Stravinski.

Forventningerne er høje.

Jeg harnetop  hørt Vagn Holmboe's Benedic Domino som er et stykke acapella kirkemusik af en uendelig skønhed. Her kræves ingen tilvænning til den "nye musik" her kan alle være med og få stor glæde af musikken.

Den kan købes hos Dacapo og indgår i CDen med Liber Canticorum.

Dagens fif: find den god lænestol, sluk lyset, glit øregangene og...lyt.

[SES.]

Lige en OT - Multi room i 1926

http://sphotos-b.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-ash4/484873_10151378200345839_1785295722_n.jpg

[SES.]

På det seneste er der kommet en del CDer hjem, som er til stor gene for mit arkivsystem, fordi de er en blandet landhandel. Men sommetider må jeg bøje mig (se Benedetti) fordi programmet er spændende, og udført til UG med det hele. Mit kendskab til Stephen Hough stammer helt tilbage til hans debutplade på Virgin. Anskaffelsen skyldts kun at jeg på det tidspunkt gik meget op i lyden, og Gramphone kunne oplyse at det var den bedste optagelse af klaver de havde hørt. Og god var den, men det var Hough også, så er der en lille skare CDer på hylderne + denne her. Og det er en fremragende en af slagsen. French album og Bach? - de to stykker er bearbejdet til klaver af Alfred Cortot, måske stadig den mest berømte pianist derfra. Lyden er i øvrigt helt i top.De 2 Bach stykker og Ravels Alborada er hver især hele pladens pris værd, og resten er en fryd.



Stephen Hough (piano).


Alkan La chanson de la folle au bord de la mer, Op. 31 No. 8b.
J. S. Bach Toccata and Fugue in D minor, BWV565 (arr. Alfred Cortot/Hough)a. Keyboard Concerto No. 5 in F minor, BWV1056 – Arioso (arr. Cortot).
Chabrier Mélancolie.
Chaminade Automne, Op. 35 No. 2.
Debussy Suite bergamasque – Clair de luneb.
Delibes Sylvia – Pizzicati (arr. Hough)b.
Fauré Nocturne No. 6 in D flat, Op. 63b. Barcarolle No. 5 in F sharp minor, Op. 66b. Improvisation in C sharp minor, Op. 84 No. 5b. Impromptu No. 5 in F sharp minor, Op. 102b. Liszt Réminiscences de Halévy’s ‘La juive’, S409a.
Massenet Crépuscule (arr. Hough)b.
Poulenc Improvisation No. 8 in A minor. Mélancolie. Nocturne No. 4 in C minor, ‘Bal fantôme’.
Ravel Miroirs – Alborada del gracioso.

[SES.]

Stephen Houghs franske plade har sat mig i det frankofile hjørne. Letsind og godt humør kan sagtens blive resultatet, som denne herlige CD fra Alexandre Tharaud. Der doseres i rette mængder og den smule irritation jeg føler stammer sikkert fra at sådan ville jeg gerne kunne spille Yes Sir, thats my baby.


Ved at følge dette link får man historien om stedet i Paris i 1920erne.
http://www.mdt.co.uk/tharaud-alexandre-le-boeuf-sur-le-toit-swinging-paris-virgin.html

Francois Poulenc er en af mine favoritter her udsat for en sprudlende Pascal Roge og tyndt Decca vinyl med enorm sound.



og så til en af mine bedste Ravel plader, udover der spilles som stod der guddommelige druer på spil, så er musikvalget perfekt.

[SES.]

Frankofil nogle dage endnu. En fin symfoni af Chausson og endnu et mesterværk fra Cesar Franck.
Gammelt RCA vinyl og den altid fremragende Munch.



og Tharaud på en nyere CD med Couperins Tic Toc Choc og andre fine klaverting.



og så en CD fra dengang Mariss Jansons satte Oslo Philharmonic på verdenskortet. Mest kendt for deres Tschaikovsky plader, men denne er også fornem. Honegger mildt modernistisk og f.eks. en flot Stravinsky hilsen i Pacific231, ren motorik.

[SES.]

Før jeg forlader Frankrig for en stund, er der lige en fin streg af Picasso af Eric Satie. Manden som uretmæssigt beskyldes for at have opfundet muzak. Det var sjovt nok det modsatte han gjorde nemlig at skrive musik der ikke gjorde væsen af sig eller forførte. Muzaks formål er jo at få os til noget.



Nu er det en trio. Cocteu skriver libretto, Satie skriver musikken og Picasso designer set og custumer. Parade!

http://www.diydancer.com/wp-content/uploads/2012/06/Parade.jpg

man kan blive svimmel ved at google på Picasso og Satie, gamle dage er ikke kun dårlige.

Og så lade denne billige Naxos CD spille musik der bare er musik. (Skøn optagelse)


og så lade sidste plade være den forrygende dejlige pianist Cecile Ousset. Fantastiske anslag med den franske touch.



Next stop? Det skal man ikke planlægge så er tankerne allerede forbi det punkt.

[SES.]

På vejen ud af Frankrig møder man en englænder der tilbragte sine sidste år i netop Frankrig. Han nåede også mange andre steder hen. USA og Skandinavien f.eks.
Han er påvirket af Debussy og Ravel, men vel nok mere af det han oplevede de andre steder. Og så er han ingen efteraber, finder også inspiration i tidlig blues og ragtime, laver finurlige 5 tone skalaer.
Jeg kender altfor lidt af hans musik, det må jeg se at råde bod på.

Hansi har tidligere nævnt en CD hvor Henriette Bonde og Bo Holten laver fine CDer med hans musik, præget af og med tekster fra forskellige.lande, Danmark, Norge mm. De står stadig på want listen, men 2 gamle vinyler har været på Notte:

Thomas Beecham og John Barbirolli har været flittige forkæmpere for hans musik. Her er 2 dejlige lper.





det var med denne plade jeg kom til at holde af Bryn Terfel


Det var en god dag af vælge Delius på, kulden blev udenfor og indenfor kom tanker på forår, have, skov og den fine rytmik satte svingningerne i vejret.

[SES.]

Så er vi i England, medens jeg venter på frigivelsen af den fremtidige Elgar koncert, er det på sin plads at spille den regerende mester i de sidste 50 år på:



så lidt irsk, ikke meget spillet i vore koncertsale. Med den uforlignelige Bryden Thomas får man altid det bedste frem. Og den 3. symfoni er god.  



Gustav Holst er næsten kun kendt for planeterne, og den er da også velgørende god. Denne korplade kan jeg også godt lide



Denne dobbelt CD indeholder kun god musik i stærke udgaver. V-W's fjerde symfoni med Berglund fik turen 3 gange i rap. Jeg har den også på vinyl, men det er en eks. biblioteksplade, for de heldige med næsten fejlfri vinyl er det en LP der giver good feelings.

[SES.]

Indlæg nr 401 i tråden
Mit indlæg nr 2501
Jeg burde stoppe nu

Næsten hjemme igen. Der er ikke mange plader med Ole Schmidt, men de utrolig favnende CPO har da lidt, bl.a. denne fine N.W. Gade plade, man tror på forårets snarlige komme



og en skøn russer leverer han også


og så helt hjem med den uudslukkelige fantastiske 4. symfoni.


Jeg har heller ikke glemt at han dirigerede LvB's 9ende hvor jeg var en skrøbelig tenor i koret. Schmidt har garanteret glemt det.

Der var også disse herlige snakkeprogrammer med Rifbjerg, Bastian og Schmidt. Men det er længe siden

[SES.]

Denne CD har jeg haft nogle år og spillet den med pæne mellemrum. Mandag afen fik den endnu en tur, og så gik den hel amok. Jeg måtte høre den 3 gange i går og 2 gange i dag. Det er herlige perlende finurlige musikstykker.



Så menuen står på miniaturer af den gode slags.
Udover Scarlatti jun., er disse leveringsdygtige i minitaurusser: Chopin, Poulenc, Weber, Debussy, nå ja der er jo egenlig rigtig mange. F.eks.

[SES.]

Yevgeny Sudbin fastholder min interesse, her er en af mine Rachi yndlinge. Programmet er Chopin variationer, 2. klaversonate, 4 song transriptions (Lilacs, Daises, Liebesleid og Liebesfreud). Jeg kan ikke spille sacd, men CD laget er fantastisk.    

[SES.]

”The word "idiot" is derived from a Greek word which means "a private person". Men derfor behøver det danske ord ikke at have græske forbindelser, men ellers ville det passe  aldeles på mig.
Idiodisk musik må så være kammermusik, musik komponeret til privat atmosfære. Især Brahms små sene klaverstykker, hvor han viser sig som ”idiot” private Johannes. Intimt er det, og vinyl passen dazu.



Jeg er nu glad for endelig at vide hvad det betyder, nu vil jeg svare tak for den, med et stort smil!