finlytteren skrev:Det er ganske vist dyrere end avantgarde's bud på økonomien, men vi er måske heller ikke helt enige om Denon PU'ers fortræffeligheder. Jeg mener der er kommet meget nyt og bedre til siden 1970. Men det koster så også lidt mere. Men jeg er enig med avantgarde i, at man kan få fortræffelig analoglyd betydeligt billigere end hvad en god digital løsning koster!
Nu bruger du jo i din egen pick up, motoren i en Denon 103, så helt ringe er den da vist ikke. Iøvrigt lanceredes Denon 103 i begyndelsen af 60erne.
Når dette er sagt, kan man selvsagt causere lidt over udviklingen indenfor den del af et analogt setup, der består i pick upper.
Når man laver en direkte sammenligning mellem en 103R og en af nutidens giganter Ortofon Rondo Bronze, så er det umanerligt vanskeligt ikke at konstatere, at udviklingen har været yderst spag. Ganske vist performer Rondo Bronzen på en del strækninger bedre, her mest i betydningen; bedre opløst, men det sker på bekostning af involvering og spilleglæde.
Jeg mener iøvrigt afgjort, at der er langt bedre pick upper end de 2 nævnte, både til betydeligt dyrere og i få tilfælde billigere priser i alle systemer..MC, MM,MI.
Til gengæld har du ret i - og det skrev jeg faktisk også et eller andet sted - at der - om man anskuer hele det analoge setup, incl. riaa -, ja så er der sket en udvikling, der er ret markant i de seneste 10-15 år - en udvikling, der har øget forskellene mellem det digitales og analoges lydkvalitet betragteligt i det analoges favør.
Jeg er også af den opfattelse, at de entusiaster, der ikke hører det digitales unoder, slet og ret ikke besidder en følsomhed herfor. Et eksempel herpå er den mekaniske facon digitale medier afspilles på. Her har jeg igennem årene adskillige gange i lyttesessions med andre konstateret, at der sandelig findes lyttere, for hvem dette ikke spiller nogen videre rolle eller som slet og ret ikke er i stand til at høre og forstå fænomenet. Det er typisk også den lytter, der sværger til transistorgrej par excellence.
Der er udover mekanisk spillestil en række andre delfænomener, der kan konkluderes det samme om.
Der er, ser jeg i tråden her, også en del analogfolk, der lider under prissnoberi og er præget af, at de fejlagtigt tror, at noget skal være dyrt for at være godt. Den er jeg kommet udover forlængst. Det kan være tilfældet, men det kan så sandelig også være det modsatte. Enhver med blot lidt forstand på en korrekt gengivelse, der entrerer den årlige hifi udstilling, med dens absurde dyre grej i ofte absurd dyre samlede setups,der kvitterer med en skrækkelig lydperformance, ved at den slet ikke holder. Det er et klart vidnesbyrd om, at de allerfleste forhandlere og importører simpelthen ikke har styr på noget som helst. Og det viser ikke mindst den der med, at importerne lider af den vrangforestilling, at smider man blot en masse dyre enkeltprodukter sammen i et setup, ja så må det jo lyde fantastisk. Virkeligheden er en anden. Groft sagt findes der ikke ordentlig lyd på udstillingerne herhjemme. Det går fra tåleligt til skrækkeligt.
Kim Olsen har været inde over med den problemstilling, at det så at sige er umuligt at finde 2 kopier med nøjagtig samme softwarekvalitet i de 2 respektive medier. Det har Kim Olsen selvsagt ret i og det kunne jo få en statistiker/ABx fanatiker til at hævde, at vi så slet er i stand til at sige noget som helst om noget som helst.
Heldigvis forholder det sig ikke sådan. Når man har en 3-4000 albums på hvert af medierne, så er det nemt at sige, hvad der kendetegner hhv. det ene og andet medie.
Jeg er også blevet stillet et spørgsmål , om jeg aldrig har haft en musikalsk oplevelse fra en digital kilde. Her er det vigtigt at få nuanceret situationen; nemlig omskrevet til om man kan få en helt eller delvis tilfredsstillende musikalsk oplevelse via digitale medier. Og svaret er selvsagt delvis tilfredsstillende på samme vis som jeg også får en delvis musikalsk oplevelse ude i bilen af og til. Jeg bruger forresten stadig digitale medier fordi jeg er nødt til det, da jeg ikke kan få nye udgivelser på LP, men det er egentlig dybest set inderligt uinteressant. Akkurat som den åbenbare nedgang i indspilningskvalitet i vores medier er inderligt uinteressant. Her er jeg på linje med Ramma i, at de gode indspilninger tilhører bestemte historiske perioder.
HES var i et indlæg frustreret over at han tilsyneladende kan have vanskeligt ved at sælge sine dyrere digitale løsninger til vinylfolket. Til det kan jeg blot sige, at jeg da udmærket forstår frustrationen, men der er vel også en pæn del penge i det analoge område for forhandlerne og HES har da glimrende analoge produkter på hylderne, så vidt jeg kan se.
Betragter man brugtmarkedet for digitale og analoge produkter såvel herhjemme som globalt, så træder et andet tydeligt kendetegn frem; der sættes masser af relativt dyrt digitalt(sidste års aftapning) til salg, hvorimod topyderne i det analoge ses væsentlig mindre hyppigt. Der er endda i nogle tilfælde nogle +30-40 årige analogværker, der ligefrem stiger i pris.
Og det skyldes nok, at ægte entusiaster med rette ørefølsomhed trods alt er kvalitetsbevidst nok til at beholde det, der spiller mest korrekt og skifter ud i et væk der, hvor det afgjort ikke er tilfældet.
Den udvikling vil fortsætte - i hvert fald globalt.