Hvad hører du nu ?

[dreamz]

De fleste forbinder nok den unge brite James Blake med bas-fetich-nummeret Limit to Your Love, men hans seneste album Overgrown, viser, hvor stort et talent han faktisk også er.

Det er Portishead 2.0 med melankolske tungsindige ballader, der kører rundt i et skønt melodisk og elektronisk univers. Måske skiven egner sig bedre til lange, kolde efterårsaftener, men nu hvor foråret tilsyneladende er lockoutet, kan denne perle fra James Blake på det varmeste anbefales.

[gurdet]

Halvvejs utilfredsstillet efter gårsdagens Eels koncert. Professionelt udført, men der var hverken snot, sved, blod eller andre kropsvæsker fra scenen, i stedet indstuderede gags og kontrolleret energi. Den går bare ikke med Eels' sangkatalog...

Nej, så giv mig Ian Dury i stedet.
Her brænder han og the Blockheads igennem på over 20 års afstand live fra The Brixton Academy.

...Is this fuckin' microphone working...?  


Ian Dury and the Blockheads: Warts' n' audience (live 22 dec 1990)

[ZIG]

@gurdet

Det kan være Eels pÃ¥ plade og Eels pÃ¥ scenen foregÃ¥r i parallelle  universer....?

@dreamz

Jeg var lidt fristet af James Blakes nye.....men jeg ved, hvordan det går. Jeg lytter to gange med begejstring og så smider jeg den ud.

I stedet for det luftige vil jeg have det jordnære:



En moden mands værk.

Vidunderlige sange og hans stemme spiller en lige så vigtig rolle som hans guitar.

Zig

[gurdet]

Det kan være Eels pÃ¥ plade og Eels pÃ¥ scenen foregÃ¥r i parallelle  universer....?

Zig

Hmmm, måske gik det galt, fordi E fik sluttet for meget fred med sin fortid, da han gik på jagt efter en forståelse af sin far.
Her er dokumentaren om denne rejse, "Parallel Worlds, Parallel Lives".
Den varer lige under en time. Og hvis du vælger at se den i dette univers, kan du jo så gøre det med visheden om, at du lod være i et andet....

http://vimeo.com/58603054

[dreamz]

@gurdet

Det kan være Eels pÃ¥ plade og Eels pÃ¥ scenen foregÃ¥r i parallelle  universer....?

@dreamz

Jeg var lidt fristet af James Blakes nye.....men jeg ved, hvordan det går. Jeg lytter to gange med begejstring og så smider jeg den ud.

I stedet for det luftige vil jeg have det jordnære:



En moden mands værk.

Vidunderlige sange og hans stemme spiller en lige så vigtig rolle som hans guitar.

Zig

Har lyttet lidt til ham Robben Ford, som placerer sig midt i mellem En Steve Ray Vaughan og Larry Carlton; altså ikke så vild som førstnævnte og mindre pæn end sidstnævnte. Men ikke meget nyt under solen. Som at køre Ford Focus, måske.

Så hører jeg også Flaming Lips’ seneste opus, The Terror. Jeg har ellers altid haft det lidt svært med pompøse bands, der overdænger musikken med fortænkte effekter og tekster. Men jeg har overgivet mig til The Terror. Den er skræmmende god. En lidt rodet start, men så følger en bizar udgave af All You Need Is Love, hvorefter et lydunivers, som kan minde om Doors anno 2013, dunker frem. Man skal helt klart høre skiven mere end én gang – og gerne med hovedtelefoner. Numre som You Lust og Butterfly, How Long It Takes To Die er sande mesterværker.

[ZIG]

Artsy-Fartsy.

Jack White, James Blake, Robert Wyatt, Nick Cave, David Bowie, Swans og mange flere hører allesammen til denne gruppering.

De har efter min mening noget til fælles - nemlig en søgen efter "nyheder", og disse nyheder skal helst give en lille "frisson" - om dét er ved hjælp af bandeord, disharmonier, ekstrem sårbarhed, absurditeter og deslige er lige fedt. Blot det er nyt.

Denne "cold chill" bliver så samlingspunkt for the avantgarde, der dermed signalerer deres førende position blandt den kulturelle elite.

Signaller om nyhed bliver dog hurtigt meget gamle.

Men også dette kan bruges som et signal om loyalitet til princippet og dermed konsoliderer éns tilhørsforhold, mens svagere sjæle falder bort eller bliver ekskluderet.

Dette kan sammenlignes med "mainstream" musik, der blot signalerer "due diligence" både for de udøvende men sandelig også for de lyttende.

Dette blev skrevet, mens jeg lyttede til:



Same old. Same old.

Zig

[dreamz]

@ZIG,
Du lyder undertiden som en aldrende rindalist. Når en musiker søger nye veje, en ny lyd eller på andre måde eksperimentere med sit udtryk, er det åbenbart i dine ører blot for at virke interessant og ’nyskabende’. Det karakteriserer du som artsy-fartsy, hvor en hær af beundrende wannabee’s næsegrus beundrer denne musikalske udgave af Kejserens Nye Klæder.

Men det er den måde, musikken udvikler sig på. Doors var ifølge dine definitioner også artsy-fartsy, og Beatles med deres lange hår ligeså. Og Robben Ford og hæren af teknisk dygtige musikere, som i 70’erne 80’erne kastede sig over jazz, fordi det på det tidspunkt var det nye og artsy-fartsy.

Og ja, meget nyt bliver lavet udelukkende, fordi det er nyt, og meget er anderledes blot for at være anderledes. Men heldigvis bliver noget af det hængende og kan hives frem igen også årtier senere; sådan er det gået Bowie og sådan går det også Nick Cave og White Stripes. Om James Blake er i samme kategori er for tidligt at sige, men han har nogle interessante betragtninger om musikalsk nyskabelse:

http://gaffa.dk/nyhed/71109

[ZIG]

@dreamz

Nej - det var sandelig ikke kunstnerne, jeg kritiserede (selv om jeg aldrig har kunnet lide Klaus Rifbjerg). De følger deres Muse (eller pladeselskabets Marketingsafdeling).

Nej - det er fans jeg klandrer.

Folk, der bruger anderledes musik, der tilfældigvis har fået et blåt stempel, til at signalere deres moderne identitet.

Tilfældige bølger, der samler sig til Hits & Misses i markedspladsen, og den blinde chatter, der følger med, kan sgu ikke udgøre en solid identitet.

Det er bare støj.

Zig

[dreamz]

@ZIG,
Denne tråd hedder ’Hvad hører du nu’. Og ikke, ’Hvad hørte du for 30 år siden.’ Denne tråd har givet mig masser af inspiration til at lytte til spændende, ny musik, som jeg enten ikke kendte eller på anden måde havde overset. Om jeg – eller andre – forsøger at signalere en ’moderne identitet’ ved at flashe musik, som i nogle kredse er blevet blåstemplet som værende god smag for den kreative klasse, kan jeg selvsagt ikke bedømme. Jeg mener også, at der vises bedre film i Grand end i Palads.

Men jeg har også været stok konservativ, når det gælder musik. Jag hadede 80’er bands som Depeche Mode og Ultravox; alene fordi de havde skrottet den elektriske guitar. Og i dag hører jeg så med største fornøjelse James Blake, hvor dette ellers så uundværlige instrument er totalt fraværende. Tidligere mente jeg, at Hip Hop blev fremført af wannabee’s, der ikke kunne synge, og derfor blev nødt til at tale sig igennem sangene. I dag har jeg en anden opfattelse. Og jeg hører såmænd også musik, der bestemt ikke er i høj kurs blandt – lad os kalde dem de postmodernistiske smagsdommere – som f.eks. Scorpions, Deep Purple og de tidlige Bee Gees plader; for ikke at tale om min svaghed for Carpenters, Shirley Bassey og Four Jacks. Faktisk tror jeg, at min musiksmag stritter i så mange retninger, at identiteten vel mere er skizofren end moderne; men det er måske også meget postmodernistisk?

Da Bob Dylan satte strøm til sin guitar, råbte en tilskuer ’Judas’. Det var jo så hyggeligt med den akustiske guitar og lidt ditto mundharpe. Måske du, ZIG, er inkarnationen af den tilskuer?

Og om kunst og marketing kan man vel kun citere endnu en artsy-fartsy musiker, Frank Zappa: We're Only in It for the Money.

[ZIG]

@dreamz

Smag og behag er vel en given - selv om de er ustadige og uforudsigelige: Til syende og sidst kan de ikke diskuteres.

Men smag og behag er heller ikke mit ærinde. Faktisk vil jeg gerne have, at folk dyrker deres smag og deres behag endnu mere - uden at tage småligt hensyn til det politiske korrekte.

Jeg har lige købt denne plade:



Jeg tror ikke, at det er noget særligt - men af en eller anden grund siger det mig en masse. Det er en slags drone/ambient/road-tour igen americania uden at blive ekstrem.

En simpel fornøjelse for mig.

Jeg er vist bare modstander af komplicerede fornøjelser....

(Og for en god ordens skyld vil jeg aldrig sige ordet "Judas" til eller om nogen. Selv om jeg er æteist vil jeg betragte sådan et ordbrug som blasfemisk og vil kun forvente at det ville udløse omsiggribende ulykker.)

Zig

[gurdet]

Skal jeg lade mig lokke endnu en gang...?
Nej!

Jeg tror ikke, man bør slutte, at fordi man ikke selv interesserer sig for (indsæt whatever), så kan heller ingen andre ærligt gøre det. Og hvis det ser ud som om, nogen alligevel gør, må det være noget, vedkommende foregiver for at tækkes (indsæt whoever).
Nogle vil gerne til Solkysten (igen), andre hellere studere svovlsøer...

Eddie Fisher stod i jazz-afdelingen, hvilket er rimeligt nok. Men for h... hvor er det funky! En halv-obskur guitarist, der turnerede med Solomon Burke og Albert King i 60erne, og som endelig blev kaptajn på egen skude i 1970.

Albumtitel og afro-frisure fik mig til at købe:

Eddie Fisher: Eddie Fisher & the Next One Hundred Years (1970)

[ZIG]

@gurdet

Jeg tror ikke, man bør slutte, at fordi man ikke selv interesserer sig for (indsæt whatever), så kan heller ingen andre ærligt gøre det.

Enig!

Og det kan alligevel godt være, at det er det jeg gør. Hvor der handles spildes der. Men indefra føles det som om jeg godt kan skelne!

Problemet for mig at se drejer sig omkring "signalering" contra ærlig entusiasme.

Når man opdager, "Now we are talking" - så har man samtidig åbnet døren til, at man kan ytre hvad som helst når som helst. Én lang strøm af ord uden videre forbindelse med noget som helst.

Hollywood og TV reklamer har også gjort, at vi mennesker har opdaget, at vi signalerer. Hvad som helst kan bruges til at sende et signal om noget andet.

Så jeg plæderer for lidt skepsis midt i vores entusiasme.

"Hvad har man dog gang i?"



Ceci n'est pas un signal

Zig

[dreamz]

I andre tråde har der været en del moro omkring begrebet ’fjernlytning’. En egenskab som nogle hævdes at besidde, og som gør dem i stand til at høre, hvordan udstyr lyder uden de angiveligt nogensinde har hørt det.

Dette begreb kan så udvides til, at nogle besidder den særlige egenskab at kunne gætte, hvornår, den musik andre lytter til, er udtryk for ægte entusiasme eller blot skal sende et signal om, hvor politisk korrekt og moderne, man nu er.

Her har vi så et forummedlem, der lytter til musik på den signalerende måde; bemærk, at vedkommende er mest optaget af at se cool og moderne ud:


Her er så et meget mere oprigtigt forummedlem, der på ægte entusiastisk vis nyder og lever sig ind i musikken.

[ZIG]

Meget meget morsomt, dreamz!

Og jeg er glad for, at du orker at fortsætte vores diskussion, for jeg synes, at Nerds er blevet et meget kedeligt sted, hvor der egentlig ikke sker noget.

Det lykkes dig i dit indlæg at illustrere, at min position er absurd. Det gør du ved hjælp af retoriske kneb, der er ganske virksomme og slutresultatet står ved magt!

Men rent logisk har du ikke bevist noget som helst. SÃ¥ jeg vil vende tilbage til logikken.

Signalering er en meget kompliceret affære.

We seem to give more attention to the signals we send, vs. interpreting the signals of others. For example, we think more about what we will wear than about the judgements we form based on what other people wear.....

For our distant forager ancestors, their most important public speaking probably happened in situations where they were being accused, and needed to defend themselves. Since the generic accusation behind any specific accusation was that one wasn’t doing enough overall for the band, and maybe should be exiled or killed, our ancestors should have been eager to collect examples of the help they have given, especially unheralded help. So we may have inherited a habit of doing helpful things, and not calling attention to them, but remembering them so we could mention them later if called on to defend ourselves.

More generally, our ancestors probably acquired the habit of consciously thinking about actions that others were likely to challenge or criticize. They’d continually come up with explanations of what they did and why, and be ready to tell those stories, even if they didn’t actually have to explain or justify most of them. And because they were rarely asked to justify or explain the judgements they made about others, they didn’t get into as much of a habit of explaining those.

This theory predicts that we in fact give just as much mental attention to buying as to selling, and just as much to interpreting signals as to sending signals, because these are in fact on average equally as important to us. But we give a lot more conscious attention to the side that needs to be explained, because that is what consciousness is about – consciousness helps much less to make decisions than to explain and justify them.

(Robin Hanson @overcoming bias)

Så, altså, ifølge Robin og Zig har du f.eks. dreamz ikke priviligeret adgang til dine motivationer. Du kan sige en helt masse om dem - men talens egentlige formål er den offentlige modtagelse (med andre ord PR) fremfor en dyberegående selvransagelse.

Som udenforstående har jeg faktisk bedre mulighed for at gætte mig frem til den egentlige motivation, end du selv har - (hvis nu jeg er sådan en særling der går op i andres signaller mere end mine egne).

Så kan vi læse tanker?

Ja, det kan vi, og det gør vi hele tiden.

Og nu skal jeg lytte til musik og få lidt trøst....



Zig

[macwerk]

I dag er det Black Sabbaths debut album der skal til  
Den svære opfølger bliver efter planen Radio Ethiopia