Dynamik!

[lydarne]

Som her med Metallic Death Magnetic i CD version, er det den udgave du kan lide at høre på Wood.
iøvrigt er alle dine LP filer klippet, og det er bl,a sådan noget som kan gå galt , en undtagelse er den CD fil du har taget med.

Njaaa, skal først klippes imorgen. Jeg kan måske få dig til at kigge på figuren igen og ud for Death Magnetic_2_2.wav aflæse tallene igen?

Og ja LP versionen på 33rmp med 3 nr. pr. side lyder ret udynamisk, bedre med CD versionen og tilsyneladende også godt for LP versionen på 45rmp med et nr. pr. side. Dog stadig skrækkelig overliggende forvrængning i forhold til Guitar Hero versionen.

Nå, uagtet din bekymring om klipning udviser tallene for CF dog stadig vældig fine værdier, sååå ja gamle LP kan tilsyneladende også give den "gas". Det er jo ægte analog lyd og må passe meget godt til hifi idealet?

Ja Ja intet problem med gode analoge optagelse og det ser jo umidbart også ok ud, jeg kommenterede bare den usikkerhed omkring DR værdien for LP'er, hvor jeg er enig med dem som mener at der nok kan gå flere ting galt.

Bl.a klipning som vil give en lavere DR værdi, der er også nævnt støj fra tjikk. osv som måske kan give en højre værdi, og så er der vil også selve pickuppen som kan over eller under ekspandere.

At LP tit høres bedre ud kan jo have med så mange andre ting at gøre end lige kompressionen, graden af manipulation, og selve afspilningens natur bl.a.


Nu fik vi en nu værdi på banen CF, hvordan er den i forhold til DR, synes jeg har kunnet gooogle mig til at der er en forskel. vil prøve at finde ud af det.

[Wood]

Nu fik vi en nu værdi på banen CF, hvordan er den i forhold til DR, synes jeg har kunnet gooogle mig til at der er en forskel. vil prøve at finde ud af det.

Crest Factor giver information om afstanden imellem RMS og PEAK i et givent signal. Det vil her sige signalets variation. Det fortæller sådan set ikke noget om den dynamiske range en given forstærker skal kunne klare.

Jeg har igennem tiden arbejdet med CF udtrykket i forb. med RF elektronik, og begrebet Dynamic Range giver for mig en forkert opfattelse, da jeg i begrebet DR, ligger det, at en given (eksempelvis RF) amplifier kan håndtere en given dynamic range (linært). Det betyder i min verden det totale håndter bare dynamik område som er adskillige dB (65 -> 100+).

Dit tidligere link (til DR) beskriver sådan set det samme som CF bare på sample niveau (n), dvs det digitale signal. I akustik er begrebet CF også almindeligt brugt på analoge/digitale signaler.

[Slava]

Jeg er nødt til at understrege, at hvor høj en DR-værdi, der kan opnås, også afhænger af selve musikken, altså hvordan den er skrevet, arrangeret og ikke mindst fremført (jeg taler om akustisk musik).

Noget klassisk musik er fx skrevet for at illustrere et kortvarigt uvejr eller et vredesudbrud som blæses ud med fuld styrke. Et sådant stykke kan af gode grunde ikke opnå høje DR værdier. Omvendt med mere stille numre, som jo har lav RMS. Her vil der helt naturligt være et stort dynamisk råderum, hvilket kan give en særdeles høj DR-værdi.

For at illustrere det har jeg kørt 4 forskellige indspilninger af Beethovens 9. symfoni igennem det omtalte foobar 2000 plugin. Jeg kopierer ikke de fuldstændige logs - kun det mest nødvendige. Men der er tale om CD'er.


Analyzed: Erich Kleiber / Decca Recordings 1949-1955 - CD4 (indspillet 1952)
--------------------------------------------------------------------------------

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR12      -1.24 dB   -19.69 dB     15:57 01-Beethoven Symphony No. 9 - I. Allegro ma non troppo,
DR14      -1.14 dB   -22.70 dB     10:23 02-Beethoven Symphony No. 9 - II. Molto vivace
DR18      -3.27 dB   -27.86 dB     16:00 03-Beethoven Symphony No. 9 - III. Adagio molto e cantabile
DR13      -1.15 dB   -19.55 dB     23:45 04-Beethoven Symphony No. 9 - IV. Presto - Allegro assai


Analyzed: Wilhelm Furtwängler / Symphony No.9 Op.125 'Choral' (Furtwängler, VPO, Feb 3 1952)
--------------------------------------------------------------------------------

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR14      -0.68 dB   -19.34 dB     17:58 01-I. Allegro ma non troppo, un poco maestoso
DR14      -0.45 dB   -19.82 dB     12:10 02-II. Molto vivace - Presto
DR16      -2.30 dB   -23.55 dB     18:37 03-III. Adagio molto e cantabile
DR12      -1.00 dB   -17.42 dB     25:44 04-IV. Finale
--------------------------------------------------------------------------------


Analyzed: Leopold Stokowski / Decca Recordings, Vol. 2 (1964-1975), Disc 2, indspillet 1973
--------------------------------------------------------------------------------

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR10      -3.60 dB   -17.49 dB     15:06 02-Beethoven- Smphony No.9 - I. Allegro ma non troppo
DR10      -3.88 dB   -18.70 dB     11:03 03-Beethoven- Smphony No.9 - II. Molto vivace
DR13      -4.80 dB   -22.52 dB     15:08 04-Beethoven- Smphony No.9 - III. Adagio molto e cantabile
DR10      -0.19 dB   -14.82 dB     26:09 05-Beethoven- Smphony No.9 - IV. Finale, Presto
--------------------------------------------------------------------------------

Analyzed: Wilhelm Furtwängler / Symphonie n° 9 de Beethoven (Lucerne, Tahra SACD, cd-layer), 1954
--------------------------------------------------------------------------------

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR12      -0.52 dB   -17.75 dB     18:05 01-Allegro ma non troppo - Un poco maestoso
DR13      -1.19 dB   -20.16 dB     12:09 02-Molto vivace - Presto - Molto vivace
DR17      -2.00 dB   -24.02 dB     19:42 03-Adagio molto e cantabile - Andante moderato
DR13      -1.05 dB   -20.19 dB      3:05 04-Presto
DR11      -1.23 dB   -17.65 dB      7:39 05-Allegro assai
DR11      -1.35 dB   -17.04 dB      4:03 06-Allegro assai vivace - Alla marcia
DR11      -0.70 dB   -15.69 dB     10:32 07-Andante maestoso - Allegro energico - Prestissimo
--------------------------------------------------------------------------------

(På den sidste indspilning er fjerde sats delt op i 4 tracks, men det er uden betydning i denne sammenhæng). Jeg bemærker i øvrigt især, at det i alle tilfælde er 3. satsen, der har den højeste DR. Det skyldes selvfølgelig ikke, at de øvrige satser er manipuleret mere, men er blot et udtryk for, at musikken i de fire satser grundlæggende er af forskellig natur.

Man kan selvfølgelig heller ikke sætte lighedstegn mellem høj DR og god lyd, for der indgår jo mange andre faktorer. Det giver heller ikke rigtig mening at sige, at 3. satsen på disse indspilninger lyder bedre end de andre satser. I øvrigt er der næppe mange, der overhovedet vil betegne Erich Kleibers eller Furtwänglers 1952-indspilninger som værende high fidelity. Men det er så indlysende, at det næppe er værd at bore rundt i (mono, lavt frekvensområde osv.).

På den anden side kan man heller ikke udelukke, at indspilninger med en lav DR har fantastisk lyd! For eksempel har jeg en orgelplade med Poulencs orgelkoncert fra det fremragende selskab Proprius. Orgelkoncerten har en DR på 17, hvilket er fint nok. Men på samme skive er der et værk af Langlais med et lille interlude af 2 minutters varighed, som blot kører stille og roligt med samme konstante lydstyrke hele stykket igennem uden et eneste forte eller fortissimo. Musikken fungerer som en slags pause, hvor man kan få pulsen ned efter den forrige sats' vildskab. DR værdien for dette interlude er kun 6. Men tro mig, lyden er aldeles fremragende! DR er trods alt kun et tal.

Når det så er sagt, så synes jeg alligevel, at DR værdierne giver en rimelig god overensstemmelse med min egen subjektive opfattelse af dynamikken på forskellige udgivelser. Jeg nævnte engang en klaverplade med Labeque-søstrene, og fremhævede især stykket Der nächtliche Zug for dets fremragende dynamik. Et hurtigt tjek har da også vist, at netop dette stykke har skivens højeste DR værdi. Men brug ørerne. I sidste ende er det det eneste, der giver mening.

[lydarne]

@Slava og generelt

Tak for den fine gennemgang Slava. Helt korrekt der vil naturligvis være forskel på DR værdien fra nummer til nummer.
Var der ikke det, ville det også være mistænkeligt, og tyde på at der var manipuleret , eller at musikken var utrolig ensformig.

SÃ¥ der er vigtigt i vurderingen at bruger den sÃ¥kaldte officielle DR værdi mener jeg, den er et gennemsnit af alle numrene pÃ¥  albummet, normalt er der lidt af hvert pÃ¥ et album.
Så er det muligt at se en tendens for hvor meget der evt. er skruet på knapperne og komprimeret.

Men det er stadigvæk kun en indikering ikke noget fuldstændig eksakt man må også bruge ørerne for at få ydeligerer viden.

Vi ved stadig væk ikke hvor langt vi er fra masterbÃ¥ndet begivenheden selv om vi har en DR værdi,  der kan kun gættes, her kan det være en hjælp  at have hørt fuldstændig umanipulerede optagelser.

Til gengæld kan man være ret sikker på at hvis en remasteret udgave scorer væsentligt laverer i DR værdi end originalen/første udgaven hvilket er typisk, så har man nok fjernet sig ydeligerer et nøk fra masterbåndet/begivenheden.

DR værdien er ogsÃ¥ meget afhængig af tiden hvilket ikke sandsynliggør  at man vil lave en sound i kunstnerisk øjemed osv , sÃ¥ skulle man være blevet enormt "kunstnerisk" de senerer Ã¥r i forhold til før i tiden.

Men jeg ved ikke med sikkerhed hvad der foregår, jeg har givet nogle byd men det er kun gisninger.
Så det kunne være rat hvis fredmarantz som jeg har forstået har viden på dette område måske kunne forklarer nærmere.

Videoen http://www.youtube.com/watch?v=c7mUKbi8CEg#at=107 som jeg tidligere linkede til give også en masse byd og svar , den viser også DR værdiens sammenhæng med tiden, figuren er taget fra videoen. Se Videoen!

DR1.JPG (23.4 KiB) Vist 8707 gange

Man kan også får yderligerer oplysninger ved at kigge på udskrifterne fra DR metret

john cale Artificial intelligence  elektronisk synthesizer musik fra 1985

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR14      -0.88 dB   -16.21 dB      4:19 ?-01 Everytime the Dog Barks
DR14      -0.43 dB   -17.08 dB      5:21 ?-02 Dying On the Vine
DR14       0.00 dB   -16.69 dB      5:56 ?-03 The Sleeper
DR14      -0.56 dB   -16.00 dB      4:30 ?-04 Vigilante Lover
DR15      -0.18 dB   -18.28 dB      3:47 ?-05 Chinese Takeaway (Hong Kong 1997)
DR16      -0.27 dB   -18.46 dB      5:08 ?-06 Song of the Valley
DR13      -0.84 dB   -15.39 dB      3:27 ?-07 Fadeaway Tomorrow
DR13      -0.93 dB   -16.26 dB      5:01 ?-08 Black Rose
DR12      -0.53 dB   -14.87 dB      5:00 ?-09 Satellite Walk
--------------------------------------------------------------------------------

Number of tracks:  9
Official DR value: DR14

Her ses forskel på DR værdierne ved de forskellige nummerer , der er også forskel på hvor tæt der er gået på nul db, og på "peak" værdierne.
DR værdierne er pæne og den officielle DR værdi pÃ¥ 14 er god , alt dette fortæller stadigvæk ikke hvor tæt man er pÃ¥ masterbÃ¥ndet, men det fortæller at  musikken den oprindelige begivenhed er blevet behandlet med en hvis respekt.


SÃ¥ er der  Daft punk 2013 herunder , der er kørt præcist op til -0.1 db pÃ¥ alle numrene , det kan kun lade sig gøre med en komprimeringsmaskine limiter eller lignede.
Det ses ogsÃ¥ at alle  DR værdierne er et pænt hak laverer en john Cale , og dermed er den officielle DR værdi ogsÃ¥  lav i forhold til John Cale.
Her tør jeg godt sige at vi er kommet et stykke væk fra begivenheden masterbåndet. mindre Hi-Fi vil jeg sige.

DR Peak RMS Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR7 -0.10 dB -8.96 dB 5:38 05-Instant Crush
DR6 -0.10 dB -8.47 dB 4:11 12-Doin' it Right
DR7 -0.10 dB -11.05 dB 8:19 07-Touch
DR7 -0.10 dB -8.72 dB 5:54 06-Lose Yourself to Dance
DR8 -0.10 dB -9.38 dB 6:10 08-Get Lucky
DR8 -0.10 dB -9.22 dB 4:40 11-Fragments of Time
DR9 -0.10 dB -10.29 dB 4:34 01-Give Life Back to Music
DR9 -0.10 dB -10.83 dB 5:22 02-The Game of Love
DR7 -0.10 dB -9.06 dB 9:05 03-Giorgio by Moroder
DR8 -0.10 dB -11.47 dB 3:48 04-Within
DR8 -0.10 dB -10.24 dB 4:50 09-Beyond
DR9 -0.10 dB -11.73 dB 5:42 10-Motherboard
DR5 -0.10 dB -8.19 dB 6:22 13-Contact
--------------------------------------------------------------------------------

Number of tracks: 13
Official DR value: DR8

DR værdien sniger sig lige over dårligt i gennemsnit
http://www.dr.loudness-war.info/

En anden elektronisk klassiker fra halvfjersene , dog her i en udgave fra 85,  den originale udgave er fra 74 og den vil sikkert ligge en tand højre i DR værdien, mÃ¥ske pÃ¥ 15.

Analyzed: Kraftwerk / Autobahn (Elektra 9 25326-2)
--------------------------------------------------------------------------------

DR Peak RMS Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR14 0.00 dB -16.50 dB 22:43 01-Autobahn
DR14 -1.48 dB -18.74 dB 6:26 02-Kometenmelodie 1
DR12 -1.35 dB -16.92 dB 5:48 03-Kometenmelodie 2
DR14 -1.47 dB -21.37 dB 3:43 04-Mitternacht
DR14 -3.30 dB -25.10 dB 4:04 05-Morgenspaziergang
--------------------------------------------------------------------------------

Number of tracks: 5
Official DR value: DR14

Det samme mønster som for John Cale pladen, igen er der en sammenhæng med tid.
Det er klart at "maskinerne" i studioet har ændret sig igennem årene og alt kan lade sig gøre idag, hvilket nok er et problem set med hi-fi øjne, også dette kan lade sig gøre:

dear_magnetic.JPG (59.23 KiB) Vist 8707 gange

@Wood Tak for forklaringen vedrørende CF værdien

[Slava]

Ja, desværre er tendensen, at det går den forkerte vej mod lavere og lavere dynamik. Fx har Phil Collins-nummeret In the Air Tonight en DR på 14 på det oprindelige US-album (Cd fra Atlantic, 1988). På udgivelsen "...Hits" fra 1998 har samme nummer kun en DR på 11, og lyder klart dårligere, fladere.

Men der er heldigvis også eksempler på det modsatte, selv om de er sjældne. Jeg har førsteudgivelsen på CD af Mahlers 3. symfoni med Bernstein (1960-indspilningen). Den blev udgivet på CD af Sony i den såkaldte Royal Edition i 1992. Det er i øvrigt fuldstændig samme master, som blev benyttet i Sony's samlede Mahlerboks et årti senere. I 2007 udsendte Sony Japan så samme symfoni på SACD i en helt ny remaster. Det er ikke muligt for mig at checke DSD-filerne, men overraskende nok har selv skivens CD-layer langt højere DR-værdier end den gamle CD-udgivelse:

                     1992 Sony CD      2007 Sony Japan SACD (CD-layer)
Movement 1          DR13                          DR14
Movement 2          DR13                          DR14
Movement 3          DR12                          DR15
Movement 4          DR12                          DR16
Movement 5          DR12                          DR13
Movement 6          DR11                          DR13

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har lyttet til SACD-skivens CD-layer, da jeg jo har mulighed for at lytte til SACD-skivens DSD. Men jeg fornemmer helt klart, at vi med denne SACD-remaster er kommet et skridt nærmere de originale masterbånd. Muligvis ville DSD endda have endnu højere DR værdier end vi ser på diskens CD-layer? Men dette er et fint eksempel på, at udviklingen kan gå den rigtige vej.

[Milu]

Lydarne:

Glimrende eksempel John Cale.
Jeg havde den på LP og husker den som en rigtig god plade uden komprimering.

Tilgengæld har jeg lige haft John Cale's "Honi Soit" på, glimrende, rigtig god musik uden komprimering.

En anden jeg også holder af er Alice Cooper's "Million Dollar Babies".
Rigtig god musik synes jeg og lav komprimering. MEN der er leget lidt mere end med John Cale.

En af mine absolut favoritter, hvis det skal lyde som at stå der selv til koncerten, er Eric Burdon's "That's Live". Ikke at det er super musikere, eller lige gode valg der er taget, men ærligheden i optagelsen er besnærende.
Den kan være lidt svær at få fingre i. Jeg har heller ikke nogen DR måling til at bakke den op.
Men pas på, jeg har set udstyr "knække" på optagelsen, især på de lange bas og tromme solo'er der er.

Så vi kan godt være enige, med hensyn til J. Cale om ikke andet.

Mvh.

[macwerk]

Monster dynamik er da noget fanden har skabt! NÃ¥r man bor i lejlighed mÃ¥ man jo hele tiden skrue op og ned som man kommer igennem de forskellige passager i musikken  

[RAMMA]

Sjov lille tråd med debat mellem små lydproducenter om loudness og crest faktor
https://forum.ableton.com/viewtopic.php?f=1&t=132685


eksempel på en plugin til formålet

elephant310 master.jpg (68.13 KiB) Vist 8472 gange

det sætter tingene lidt i perspektiv, eller

[lydarne]

Lydarne:

Glimrende eksempel John Cale.
Jeg havde den på LP og husker den som en rigtig god plade uden komprimering.

Tilgengæld har jeg lige haft John Cale's "Honi Soit" på, glimrende, rigtig god musik uden komprimering.

En anden jeg også holder af er Alice Cooper's "Million Dollar Babies".
Rigtig god musik synes jeg og lav komprimering. MEN der er leget lidt mere end med John Cale.

En af mine absolut favoritter, hvis det skal lyde som at stå der selv til koncerten, er Eric Burdon's "That's Live". Ikke at det er super musikere, eller lige gode valg der er taget, men ærligheden i optagelsen er besnærende.
Den kan være lidt svær at få fingre i. Jeg har heller ikke nogen DR måling til at bakke den op.
Men pas på, jeg har set udstyr "knække" på optagelsen, især på de lange bas og tromme solo'er der er.

Så vi kan godt være enige, med hensyn til J. Cale om ikke andet.

Mvh.

John Cale blev valgt for at vise at det ikke specielt har noget med musik genre at gøre om der dynamisk eller ej. også elektronisk synthesizer musik er dynamisk, vidste også Autobahn.
Om ting er dynamiske har med de valg der gøres ved mikserbordet, og som det også ses en del med tidsperioden at gøre.

Men jeg kan godt hjælpe med DR værdien for Eric Burdon & Band - That's Live fra 1985 som  helt sikkert ogsÃ¥ er en af mine favoritter.

Analyzed: Eric Burdon / That's Live
--------------------------------------------------------------------------------

DR         Peak         RMS     Duration Track
--------------------------------------------------------------------------------
DR13      -0.17 dB   -23.20 dB      0:27 01-Intro
DR15       0.00 dB   -19.43 dB      6:25 02-Don't Let Me Be Misunderstood
DR15      -0.11 dB   -19.02 dB      7:43 03-When I Was Young
DR17       0.00 dB   -20.69 dB     10:42 04-Working Life
DR14       0.00 dB   -16.78 dB     10:22 05-We Got to Get Out of This Place
DR16       0.00 dB   -20.22 dB      7:55 06-Poor Man
DR13       0.00 dB   -15.94 dB      7:09 07-River Deep - Mountain High
DR14       0.00 dB   -16.38 dB     10:11 08-I'm Crying
DR13       0.00 dB   -14.92 dB      8:50 09-Lawdy Miss Clawdy
--------------------------------------------------------------------------------

Number of tracks:  9
Official DR value: DR14


Som det ses fin dynamik.


Af klassisk kan nævnes det ultimative "chok" stykke:

Statistics for: Jon Leifs O Vanska Soguhetjur op 26 fra Jón Leifs: Saga Symphony
Number of samples: 22314600
Duration: 8:26
--------------------------------------------------------------------------------

                 Left              Right

Peak Value:      0.00 dB   ---      0.00 dB  
Avg RMS:       -25.11 dB   ---    -25.21 dB  
DR channel:     18.35 dB   ---     18.52 dB  
--------------------------------------------------------------------------------

Official DR Value: DR18

[ZIG]

En voksen mand skal have en hobby.

OK!

Jeg synes også, at Lydarne giver en meget stringent definition og udlægning af sin hobby: Den handler nemlig om FIDELITY. Det er der hvor hans "kick" ligger.

Lydarnes position er objektivisme i højeste potens, og jeg er subjektivist, hvorfor jeg ved, at vi ikke kan overbevise hinanden om noget som helst.

I min verden er det "vrøvl" og "nonsens", det, I objektivister siger, og det, der står i denne debat.

Vi har, så vidt jeg ved, ikke direkte adgang til verden. Vi hører ikke "lyde". I stedet for bliver kemiske og elektriske resonanser i hjernen omdannet til bevidsthedens oplevelse af "lyd". Vi kan aldrig vide, om der er "fidelity" eller ej, for vi kan ikke hoppe udenfor vores hoveder og matche den ene med den anden.

Objektivisterne kan ikke forklare (men I kan selvfølgelig bortforklare), hvorfor I er så uenige, hvis det handler om at komme så tæt på den virkelige lyd som muligt. Det siger også sig selv, at et symfoniorkester vil ikke allesammen kunne sidde i jeres stuer og "lyden" ville blæse jer væk. Jeg har heller ikke lyst til, at Mick Jagger danser i min stue - hvad ville jeg snakke med ham om bagefter?

Jeg synes alle disse indlæg her kikker på fingeren, der peger mod månen i stedet for at kikke på månen.

SES har her for nylig sagt det så smukt:

Ørerne bliver et par millimeter længere, sanserne skærpes. Det sidste er vigtigt eller vigtigst i al musiklytning, det vante bliver hurtigt en tilbagelænet hovedpude. Stor vellyd kan også blive en vane, alt lyder simpelt hen fantastisk. Og så hører man fantastisk lyd uden at høre hvad musikerne trods alvorlig manipulation fra producerne egentligt faldbyder til ens sjæl

Dét er sgu min hobby.

Zig

[RAMMA]

For at kunne få fornøjelse af musik og fortolkning er det helt klart nødvendigt med high Fidelity, ellers lytter man bare til lydgrød eller det der er værre og for mit vedkommende bliver jeg direkte frusteret af at lytte til mp3 eller loudness/noiseshapped lyd, det har absolut intet med musik at gøre,
det er baggrundsstøj, ikke andet

[Slava]

Jeg prioriterer altid god musik over god lyd, hvis (eller når) de to ting udelukker hinanden. Der er en grund til, at jeg her i tråden har vist eksempler på Beethoven-symfonier indspillet 1952, eller Mahler indspillet 1960, selv om optageteknikken måske er lidt bedaget på de nævnte skiver. Musikken er der nemlig ikke noget galt med!

Når det så er sagt, så synes jeg også det er sørgeligt, at pladeselskaberne leverer musik i dårligere og dårligere kvalitet. Og jeg giver RAMMA ret i, at det ofte ikke er til at holde ud at høre på. Dét synes jeg bestemt, vi skal diskutere, ikke bare i tråden her, men overalt på nettet og i andre medier. Og jeg er glad for, at så mange ildsjæle har taget kampen op ved at lave dedikerede anti-loudness-war-sites. Ellers ville det bare blive værre og værre. Det er stadig muligt at tendensen vender, hvis vi råber højt nok og længe nok.

[Slava]

En lille spøjs ting, jeg har noteret mig: Jeg prøvede at smide en Test Jazz-sampler fra Chesky i PC-drevet og teste den med det omtalte foobar-plugin. Det er i øvrigt en CD, som jeg i sin tid fik med Hi-Fi & Musik (jeg kan nu dårligt huske det, men en tekst på coveret påstår, det er et Hi-Fi & Musik særoplag!). Nummeret Pennies From Heaven med Clark Terry har DR24! Chesky har også udsendt det samme nummer på SACD, men ifølge et rip på nettet kan jeg læse mig til, at nummeret på SACD kun har DR17 i stereo-versionen, og DR13 i 5 kanals mix! Læg mærke til, at der altså er tale om et DSD-rip med hhv. 4 og 10 gange så stor bitrate (for hhv. stero- og 5-kanals versionerne) som min CD-version!

Hvorfor der er så stor forskel, skal jeg ikke kunne sige. Men det får mig til at minde om, at man selvfølgelig også kunstigt kan udvide dynamikområdet (med en expander, som fungerer modsat en kompressor). Altså noget med at dæmpe alt under et vist threshold (og/eller forstærke alt over samme threshold, hvis det er muligt uden at overstyre). Jeg tror nu ikke, det er tilfældet her, men det er bare endnu en grund til at man skal være forsigtig med at lægge for stor vægt på de nøgne tal. Man må stole på sine ører.

[RAMMA]

her er lidt læsning vedrørende dynamik versus loudness fra Barry Diament audio  der arbejder med mastering af musik
http://www.barrydiamentaudio.com/loudness.htm

http://www.barrydiamentaudio.com/index.htm

[dreamz]

Først og fremmest tak for en god debat med mange interessante indspark og ditto links.

Når jeg som trådstarter har været fraværende i tråden skyldes det, at jeg også havde en ferie, som skulle passes ; -)

Trådens udgangspunkt var som bekendt Daft Punk’s seneste album, Random Memory Acces (RAM), som jeg i musiktråden fremhævede som værende vellydende og velproduceret. Også selvom den ikke har en specielt højt DR-værdi. Jeg har aldrig – som lydarne ellers refererer mig for – påstået, at den er en milepæl eller en ny reference. Jeg har blot hævdet, at den lyder godt, fordi der er kælet for lyden. At den så er manipuleret, og der er gjort heftigt brug af kompression, limitere equalizing og andre produktionsmæssige påhit ændrer ikke ved min holdning – tværtimod; det er bl.a. derfor, den lyder så godt. Jeg mener også, at The Matrix er en fremragende film, selvom jeg naturligvis godt ved, at det hele er filmtrick.

Jeg har sommeren igennem lyttet til andre plader, som musikalsk har været ganske fremragende, men lydmæssigt har været helt ude i skoven. Det gælder eksempelvis Frank Ocean’s Channel Orange og ikke mindst Kanye West’s Yeezus, der er er en lydmæssig katastrofe, men alligevel helt igennem underholdende at lytte til. Flere af numrene på de to ovennævnte plader lyder som om, de bliver afspillet på en billigt Bilka-anlæg. Og det er sikkert også meningen.

Men først og fremmest er det væsentligt at adskille akustisk musik fra elektrisk forstærket musik. Med akustisk musik har man i højere eller mindre grad en reference at gå ud fra.

Det er langt fra tilfældet med elektrisk musik; især ikke hvis den er manipuleret, sÃ¥dan som RAM er. Kan RAM sÃ¥ ikke spilles live? Helt sikkert. Men sÃ¥ bliver det igennem et PA-anlæg (mÃ¥ske endda med basreflekshorn ; -), som sagtens kan give en god musikoplevelse, men vel næppe kan kaldes high fidelity, og den vil helt sikkert fÃ¥ et andet udtryk, mÃ¥ske et, som  Otto efterspørger, men helt sikkert anderledes end pladen.

Min påstand har hele tiden været, at DR-værdierne ikke siger mere om lydkvaliteten - endsige dynamikken end eksempelvis fedtprocenten i en fødevare fortæller om, hvor fedende den er. Ian Shepherd giver et glimrende eksempel: nummeret The Birds med Elbow fra albummet Build A Rocket Boys (http://www.youtube.com/watch?v=KTcrX17joIE).

Der er tale om et klassisk opbygget rocknummer, med en stille start, som bygges op til et klimaks, hvor orgel og strygere mod slutningen får fuld skrue. Nummerets DR-værdi er 4! Men måler man kun på første halvdel af nummeret er værdien 11! Det vil altså sige, at hvis et nummer har lange passager med vedvarende toner med et højt lydniveau i mixet, kan man være sikker på et lavt DR-tal.

I mine ører er der tale om et nummer med stor grad af dynamik; og måske oven i købet en lyd, som selv lydarne ikke vil kaste op over. Men han ville vel næppe overveje at høre nummeret, når han med et opslag i DR-databasen kan forvisse sig om, at DR-værdien er på skamløse 4.

Og der er masser af andre eksempler på, hvor misvisende disse DR-tal er. Så mit råd vil være: Hvis det lyder godt, er det godt; brug ørerne og drop læseriet og lad være med at stole på tvivlsomme tabeller.

Fortsat god sommer.