Ritchieblackmore skrev:Selvom det er offentligt tilgængeligt dette her forum, så håber jeg godt nok at denne hobby er for langt ude til at nogen læser herinde. Jeg fortæller ikke nogen mere, at hifi er min hobby fordi med sådanne tråde fremstår denne ellers ganske gode hobby, som et levende bevis på at krisen i DK ikke kun er af økonomisk art.
Til uforstående overfor denne melding kan jeg kun sige, læs tråden igennem.....
På sin vis har du sikkert ret. Hvis jeg som newbie havde forvildet mig ind i en kabeltråd som denne, ville jeg også skynde mig hovedrystende væk. Især hvis man som udgangspunkt har tænkt sig at investere i omegnen af 10K på sit anlæg – og så læse tråde, hvoraf det fremgår, at det er, hvad et sæt signalkabler som minimum bør koste.
Men vi har alle forskellige tilgange til vores hobbies. Er man til cykelløb, kan man bruge timer på at file samtlige møtrikker ned for at vinde et par grams vægt, og er man konkurrencesvømmer, lader man sig gerne kronrage og voxe for at fjerne al unødig vandmodstand. Og man kan sikkert i fora for de pågældende sportsgrene finde diskussioner, som uindviede finder lige så langt ude, som eksempelvis denne her.
Jeg er også stået af på kabeldiskussioner. Jeg kan ganske enkelt ikke høre forskel på kabler. Om det så er min hørelse, mit anlæg, mit musikvalg eller noget hel fjerde er jo mig ligegyldigt. Alligevel har jeg da kabler for et par tusind kroner; udelukkende af hensyn til mit psykiske velbefindende. Jeg konstaterede nemlig, at jeg alligevel var blevet påvirket af al den kabelsnak, og tog mig selv i at sidde og tænke på, at jeg måske slet ikke fik det optimale ud af mit anlæg, når nu de forskellige komponenter var forbundet med diverse standardledninger. Så nu har jeg ro og er godt tilfreds og kan bruge tiden på det, et anlæg rent faktisk skal bruges til: At spille musik.
Men på den anden side bør du også have respekt for, at andre kan have en anden tilgang til deres hobby end dig. Der er personer, der i hifi-mæssig forstand filer møtrikker ned. Om det har nogen praktisk betydning andet end oppe i vedkommendes hoveder er i den sammenhæng også ligegyldig. For så er det jo sådan.
Derfor mener jeg, at RAMMAs punktopstilling er en fin rettesnor, og så kan man jo bare sortere de sidste punkter fra – og så lade være med at spekulere over strømrensere, afkobling, svævende kabler etc.
For mig eget vedkommende vil jeg påstå, at ved at flytte sine højttalerne 10 centimeter har større indvirkning på lyden end nogle af de fem sidste punkter.
Men når du er så bekymret for diskussionernes beskaffenhed og indvirkning på folks generelle holdning til hifi som hobby vil jeg da anbefale dig at starte nogle tråde om emner, du mener, virker mindre afskrækkende.