Bliver noget skuffet og nået urolig for Danske fora fremtid når argumentationen når dette niveau.
jeg reagerer på at der bliver sagt at man vil bruge en linje kilde for at få et brede perspektiv, jeg prøver så at sparke mere holdbare fakta og holdninger ind i debatten , blandt andet at tale vi om hi-fi så er det ikke højtaleren som skal lave perspektivet , højtaleren skal kun formidle det perspektiv som er optaget på CD'en, og i første omgang er det elektronikken som formidler dette.
Det er eksakt det modsatte af PA opgaven hvor linjekilder normalt har deres hovedopgave og store udbredelse, der hvor et større publikums skal dækkes med rimelig lyd, og her er punktkilden simpelthen tit ikke den optimale løsning.
Men taler vi om Hi-Fi er det min erfaring også teoretisk at hvis det optagede perspektiv på CD'en skal formidles så gøres det bedst med en punktkilde som udspringe fra et "sort hul/dead-end" og ikke ved at placerer en masse højtalerenheder i rummet, selv om jeg vedkender at skal der opnås meget høje lydtryk og 2-3 enheder ikke kan opfylde disse krav så er det bedste kompromis nok en form for linjekilde, men det rør ikke ved at det ikke er det optimale hvad angår nøjagtig gengivelse af perspektiv.
Jeg er meget enig med Linkwitz her som skiver " I would encourage more investigation of line sources for use in very large venues, as for public address or entertainment speakers. For typical domestic environments they are unnecessarily large. Today, the same low distortion sound pressure levels can be obtained from far fewer drivers and without the image distortion. " Taget herfra:
http://www.linkwitzlab.com/frontiers.htm#E I dette link ses at Linkwitz angriber små lukkede bokse for manglende perspektiv egenskaber, det er bl.a. andet en af hans begrundelse for at lave dipoler som i sig selv producerer et perspektiv som mange finder interesant.
Men hvad han ikke ved er at han hører det perspektiv som hans eller andres elektronik nu engang er i stand til at formidle.
Hvis Linkwitz undersøgte dette her nærmere og prøvede at sammenholde det med hvordan stereo virker, så vil han komme frem til at det drejer sig om at den perfekte lyd skabt af elektronikken!!! Skal ankomme til højtaleren som bør være to punkter som er placeret på en uendelig baffel som i sig selv ikke påvirker lyden, lyden fra disse to punkter skal forlade "rampen" så perfekt som muligt og når ørerne så upåvirket af rummet som muligt , alt i alt så tæt på en "hovedtelefon" som muligt.
Den uendelige baffel vil af praktiske hensyn tit være udskiftet med en lukket baffel (lukket kabinet eller akustisk ventil) med to eller tre enheder.
Trods ovenstående kompromis , så vil der hvis elektronikken er iorden være højde dybde og brede i perspektivet som matcher det bedste inden for alle højtalerprincipper, og perspektivet vil være varierende fra lille til kæmpe stort afhængig af CD'ens indhold.
Proportioner vil være rigtige, perspektivet vil passe til det som spilles eller det vil fremstår som kunstigt hvis det er det som er optaget på cd'en.
Jeg har selv opnået samme perspektiv fra forskellige CD på både to vejs og større trevejs systemer.
Man kan sammenfatte det på følgende måde jo nøjagtige det signal som rammer vores ører er i forhold til kilden , jo mindre vil selve højtaleren og rummet høres , den oprindelige optagende begivenheds lyd og perspektiv træder frem løsrevet fra højtaler og rum fordi vi for det samme lydsignal i ørerne som blev fanget af mikrofonerne, eller som hvis vi havde siddet foran begivenheden, vores hjerne bliver simpelthen snydt, som når man har lavet en vellignende kunstigt smagsstof , og det er eksakt det jeg forstår som hi-fi.
Men det ret symptomatisk for hi-fi at man tit kompenserer i stedet for fokuserer og rette det endelige problem, mangler man højde på perspektivet så laver man en højtaler som giver et højt perspektiv eks.v. en linjekilde , mangler man dybde laver man en højtaler som giver dette eks.v. en dipol.
Mangler man bas så laver man en resonansport (basreflex) til at give ekstra bas, og derefter kan man sælge en masse rumtunings udstyr som rette på de ulykker som reflex højtalere og ikke mindst dårlig elektronik forårsager.
Kan man ikke opnår den rette forvrængnings struktur fra de forvrængnings fattige morderne apparater så tyr man til gammel rør-teknik og grammofoner, som helt automatisk giver den rigtige struktur for THD mønsteret plus den meget vigtige egenskab, jo højre lydtryk jo mere THD men desværre er det i mængder som udelukker hi-fi efter min mening , det bliver mere til en sound end endelig hi-fi.
Der er intet galt i alt dette, andet end der kompenseres fremfor at løse det grundlæggende problem, og man bør efter min mening ikke udråbe en kompenserende løsning som det bedste og mest optimale i jagten på hi-fi. Dermed er også sagt at jeg mener der er principper som løser hi-fi opgaven bedre end andre.
Som sagt jeg mener mange af de grundlæggende fejl tit lægger i elektronikken , og det kan virke som et paradoks at relativt små ændringer slå så kraftigt igennem som lydændringer når man tænker på hvor stor forvrængningen der er i selve højtaleren set i forhold til den i elektronikken.
Men måske er det ikke så mærkeligt alligevel, fordi hvis højtaleren er harmonisk , intet stikker ud så som skrigende diskant eller mellemtone eller booom boom bas fra en basreflex.
Så vil en harmonisk højtaler grundlæggende have den rigtige fejl-stuktur som vores hjerne accepterer som naturlig, bl.a. det rigtige THD mønster, og ikke mindst at THD stiger med lydtrykket.
Det er essensen af det jeg mener hi-fi drejer sig om, den rigtige fejl-struktur i lyden plus højst mulig præcision, men med korrekt fejl-stuktur som det vigtigste, og frem for alt må der erkendes at "nul-fejl teorien" ikke er en mulighed, desværre.
Håber på en mere sober debat i det nye år , en debat hvor der gås efter bolden i stedet for manden.