80’erne var et mærkeligt årti rent musikalsk. Det var her synthesizeren fortrængte guitaren som dominerende instrument, og også trommerne blev elektroniske, hvis der da ikke var tale om programmerede rytmebokse, der nok sørgede for præcise takstslag, men leveret helt uden liv og vitalitet. Det var her bands som Depeche Mode, Duran Duran, og Ultravox havde deres storhedstid.
Men heldigvis var der også små oaser midt i denne ørkenvandring af computeriseret popmusik. En af dem var ovenikøbet dansk. The Sandmen, der med Allan Vegenfeldt havde en frontfigur, der kunne lyde som en blanding mellem Mick Jagger og Jim Morrison og den ferme og opfindsomme guitarist Sam Mitchell kunne både sine riffs og soli .
For et par uger siden hørte jeg bandet i en diminutiv koncert i Rødovre, og selvom Vegenfeldt har mistet meget af sin eksplosive stemmepragt, og Sam Mitchell slet ikke er hos os mere, glædede jeg mig over, hvor mange gode numre, bandet har lavet; hvorfra allerflest er fra mesterværket fra 1989 – Western Blood. Den har så kørt i heftig rotation lige siden. Og den holder stadig 500 procent.
80’erne var måske slet ikke så ringe endda…
Say Yes.