Jeg er bestemt ikke imponeret over lyden, og det er uomtvisteligt, at brødrene Koppel, Riel, Frost og hvad de ellers hed, var bedre musikere og komponister, end dem der i dag svinger instrumenterne i Savage Rose, men hold da op, hvor Annisette synger med en glød og et nærvær, som man desværre ikke finder så mange steder nu om dage, og hold da op, hvor der det skønt at høre genindspilninger af klassikere som
The Shoeshine Boy is Dead og
Refugee, som selvom det er gamle hippiehits, på mange måder er mere aktuelle end nogensinde.
Det var en herlig overraskelse, at dette album dukkede op på Wimp's nye albumliste. Så det hører jeg nu. Og heldigvis er der bebudet en efterfølger, der akkurat som denne både indeholder nye og gamle numre.