af Otto J » ons sep 17, 2014 10:20
Jeg har lige et nyt indspark i tråden her, som ikke er direkte rettet imod debatten om DR værdier, men om dynamik helt generelt. Det er noget jeg kom til at tænke over mens jeg sad og lyttede til den nye Slash plade. Jeg synes den er ekstremt dynamik-forladt, men jeg synes ikke man kan sige at den er dårligt produceret. Tværtimod, så lyder det i mine ører som om den er yderst velproduceret, men med en målsætning der bare ligger meget langt fra min idé om hvordan rockmusik skal lyde. Jeg skal ikke kunne sige om der også er noget dynamik-komprimering i selve udgivelsen involveret, men for mig ligger problemet i plader som denne (hvilket inkluderer rigtigt mange nyere rock-udgivelser, desværre) ikke i kvaliteten af udgivelsen, men i selve musikken. Det er blevet moderne med rockmusik hvor musikken i sig selv er dynamik-forladt. Det gør det i mine ører ekstremt kedeligt - der er fuld skrue hele tiden, der er aldrig plads til et mellemrum, lidt ned i tempo, lidt kunstpauser - det er bare fuld whirr på guitaren fra start til slut, fuld knald på stemmen hele tiden. Og så snart der er lidt korsang på, så dæmper man lige forsangeren lidt så man overhovedet kan høre det. Det virker for mig ekstremt ferskt, og intetsigende. Guitaren har ingen krop overhovedet, det er bare hvinene studie-fræs.
Det ville være nemt at sige at så skal jeg bare høre noget andet, men det er bare ét eksempel på en tendens jeg synes er generel. Loudness war handler ikke længere blot om at selve udgivelsen komprimeres af hensyn til dårligt afspille-udstyr, men om at selve musikken er designet til dårligt afspille-udstyr. Når først loudness war er nået ind til selve kernen, til musikken, så er slaget endegyldigt tabt. Så hjælper det ikke at skrige efter bedre udgivelser. En hifi-mæssigt perfekt udgivelse af en lorteplade er stadig en lorteplade.
Dét der for alvor generer mig, er at dén stil jeg oplever på mange moderne rock-udgivelser, tilsyneladende ikke er den samme som når samme bands så spiller live. Danske Carpark North er et godt eksempel, på plade lyder de som beskrevet ovenfor, velproduceret ja, men det er tyndt, utåleligt hvinende fuld-hyre-hele-tiden. Men live er de (efter min ydmyge mening, jeg respekterer smag og behag) kamp-fede, med masser af krop, dynamik og "sjæl". Et andet eksempel er at jeg for nogle år siden hørte et svjv relativt ukendt band, Monopol, som havde lavet en plade som jeg vil kalde typisk ligegyldigt P3 meter-pop, men som live viste sig at levere en ganske tung, fuldblods rock-lyd.
Jeg er fuldstændigt overbevist om at dén lyd et band tilstræber live (ikke nødvendigvis den de i praksis opnår, men den de tilstræber!), er dén de mener karaktereriserer deres musik bedst. Hvorfor så denne forskel? Hvorfor skal pladerne, selv når de præsenteres optimalt, lyde tyndt, sjælløst og dynamik-forladt? Den bedste forklaring jeg kan finde, er at selve musikken helt fra instrumenterne blev rørt i studiet, er designet til at tiltale et iPod publikum, som har vænnet sig til at sådan skal musikken lyde.
Som musik-elsker - ikke som hifi-entusiast, men som musik-elsker - ender det derfor med at jeg som regel hører gammel musik. Men det er ikke fordi jeg er ude af stand til at nyde god musik hvis indspilningen er mangelfuld, tværtimod er meget af det jeg hører pivringe indspillet. Dét synes jeg er det største problem ved Loudness Wars, ikke dét at vi er en håndfuld hifi-tosser der ikke får lov til at nyde vores dyre hifi-anlæg, men at musikken i sig selv i stigende grad bliver mekanisk, udynamisk og kedelig.
Min pointe er, at vi ikke bare skal fokusere på om indspilningen lyder godt. Vi skal fokusere på om musikken lyder godt. Jeg vil argumentere for at musikken godt kan lyde godt, selv om indspilningen er dårlig, men indspilningen kan ikke lyde godt hvis musikken ikke lyder godt. Det lyder som en gammel sang, men jeg tænker ikke på "kan jeg lide melodien", men på måden dén melodi bliver leveret på. Hvorvidt musikken bliver leveret med nerve og sjæl, burde være relevant ikke bare for os hifi-entusiaster, men enhver der interesserer sig bare en lille smule for musik. Jeg vil påstå at loudness wars derfor ender som et problem, ikke kun for hifi verdenen, men for musik som sådan.
Det eneste lille spinkle håb jeg har, er at der snart kommer en modreaktion, som der næsten altid gør. En dogme-bevægelse inden for musikken, hvor al overproduktionen skæres væk, og musikerne begynder at interessere sig for at dét der leveres på pladen, også indeholder dén sjæl de forsøger at levere på live-scenerne.
Mvh. Otto
