Jeg har faktisk aldrig tænkt på, hvordan en amplitudeforstærkning kan have betydning i tidsdomænet. Men som Lyngdorf forklarer det giver det egentlig god mening i det dybe område.
I øvrigt er det langt fra kun populærmusikken, som er ramt, selv om det måske er det, Lyngdorf fokuserer på. Herunder er et eksempel på Rachmaninovs klaverkoncert nr. 3 med Andrei Gavrilov og dirigenten Riccardo Muti. Det ser selvfølgelig ikke helt tosset ud sammenlignet med det Metallica-eksempel, Lyngdorf fremhæver. Men læg alligevel mærke til, hvad der sker ca. 9 minutter inde i lydfilen (det er førtesatsen, jeg viser her).
- gavrilov.gif (32.73 KiB) Vist 6689 gange
Der er tydelige tegn på 'brick wall' limiting i knap et minuts tid! Sjovt nok bliver der faktisk ikke overstyret, og alle peaks er smukt sinusformede, når man zoomer ind. Men det er alligevel tydeligt for mig, at der må være fusket. For i det problematiske område omkring de 9 minutter (især i venstre kanal, som er afbildet øverst) er der flere hundrede peaks, som alle rammer nøjagtigt samme niveau på -2.02 dB! Det kan næppe være nogen tilfældighed. Der er tale om en DDD-optagelse fra 1986, og måske har der i sin tid været overstyring/klipning af signalet. Og måske har man anvendt en soft-clipping algoritme af en slags, for at bringe den digitale forvrængning ned. Det er svært at sige med sikkerhed. Men det lyder under alle omstændigheder ufattelig ringe i den pågældende passage. En tyk grød uden luft eller dynamik.
Men selv om jeg også selv er en stor vinyl-elsker, så skal vi ikke stirre os blinde på sagens egentlige kerne. Det digitale format er sådan set ganske glimrende. Mange af de digitale unoder er ganske vist meget sværere at leve med end de tilsvarende analoge unoder - selv om de analoge i nogle tilfælde skulle være 10-100 gange højere. Men det digitale system har jo et ufattelig stort potentiale. Problemet er i virkeligheden de mennesker, som sidder og skruer på knapperne i lydstudierne. Det er jo den menneskelige faktor, som har bidraget til loudness war - og ikke det digitale system.