- Avid Pellar.jpg (83.55 KiB) Vist 12836 gange
Indledning
Jeg har tjekket en del webshops, læst tests og læst på forums om div. phono forstærkere i prislejet 5- 8000 kr. inden jeg besluttede mig for at købe Avid Pellar hos en dansk forhandler. Mens jeg ventede på at den skulle komme med posten, besluttede jeg mig for at skrive en brugeranmeldelse uanset hvad jeg måtte synes om Avid Pellar i min hi-fi kæde. Jeg kunne nemlig kun finde meget få engelsksprogede tests af den og en smule positiv omtale på udenlandske hi-fi forums og intet på dansk.
Da jeg selv har haft held til at vælge for- og effekt forstærker, pladespiller og PU samt højttalere, som udgør mit nuværende hi-fi, ud fra ”professionelle” – og bruger anmeldelser tænkte jeg at en el. anden måske også kunne få glæde af denne brugeranmeldelse af Avid Pellar. Enten for finde ud af om den kunne være af interesse el. modsat, at man skal videre i sin søgen efter ny riaa. Er man ikke på jagt efter ny riaa, kan det læses som tidsfordriv hvis man har lyst for det.
Man skal holde sig for øje at jeg vil beskrive Avid Pellar som jeg oplever den i forhold til den riaa den afløser og sammen med mit hi-fi der jo har den lydkarakteristik som jeg finder behagelig og kvalitetsmæssig acceptabel for at kunne nyde selve musikken og ikke, som klichéen lyder, lytter til anlægget i stedet. Selvmodsigende nok var det netop det jeg gjorde i starten med den nye phono forstærker.
Jeg vil vove den påstand at jeg har hi-fi som leverer musik i god kvalitet inden for netop hi-fi. Jeg har hørt high-end som i pris og lyd kvalitet ligger langt over hvad mit hi-fi formår. Men jeg skelner mellem high-end og hi-fi da jeg ser det som to forskellige måder at formidle musik på, i hver sin liga om man vil. Hvor skellet ligger er subjektivt men man skal altså holde sig for øje at jeg bedømmer mine oplevelser med Pellar ud fra hi-fi kriterier.
Mit hi-fi er listet nederst, så kan man selv drage sine konklusioner på min tolkning af god hi-fi lyd.
Hvorfor valget blev Avid Pellar
Grunden til at jeg valgte Avid Pellar var, efter hvad jeg kunne udlede af teksten om den, at den (og de ”større” Avid riaa modeller) på nogle punkter minder lidt om Musical Fidelity i lyd karakteristik (min tolkning).
Min DA konverter er en Musical Fidelity X-DAC V8 som lyder super godt i mit hi-fi system. Min riaa var en Musical Fidelity X-LPS V8 som jeg i en del år synes lød rimeligt godt. Men den blev til det svage led sidste år da jeg som rosinen i pølseenden afsluttede mit mangeårige opgraderings projekt med køb af nuværende højttalere. Med højttaler købet troede jeg at jeg var i mål med at have det kvalitets hi-fi jeg ønskede. Men kunne altså ikke komme uden om at forskellen på lydkvaliteten mellem DAC og Riaa var blevet alt for markant.
Hvordan viste jeg at min phono forstærker var blevet det svage led?
Det er måske som at blande æbler og pærer at sammenligne en riaa og en DAC. Men da det er to komponenter fra samme producent og samme produktions periode har de samme lydkarakteristik. Men de ligger et stykke fra hinanden i lydkvalitet. Musical Fidelity X-DAC V8 var i sin tid 4 gange dyrere end MF X-LPS V 8 og har da også vist sig at holde hele vejen fra mit budget stereo til det kvalitets hi-fi jeg synes jeg har i dag. De er begge gået ud af produktion for nogle år tilbage og det er jo heller ikke en anmeldelse af dem jeg skriver. Det er for at give et billede af hvad jeg hørte før som sammenligning med hvad jeg hører efter Avid Pellar blev koblet til resten af hi-fi kæden. Næste afsnit er altså skrevet mens jeg ventede på at Pellar kom med posten. Jeg tænkte at det ville give et mere objektivt sammenligningsgrundlag, hvis jeg skrev om hvilken lytte oplevelse jeg havde med den riaa, som jeg havde været vant til at lytte til gennem nogle år efterhånden. Det faldt mig derfor naturligt at bruge MF X-DAC V8 som reference fordi det var den der gjorde beslutningen om opgradering af riaa uundgåelig. Jeg så selvfølgelig bort fra den karakteristiske forskel i digitale vs. analoge musikmedier (CD og LP). Det handler om opløsningsgraden / lydkvaliteten som kommer ud af højttalerne. MF X-LPS V 8 bliver naturligt nok reference grundlag når jeg skriver om min oplevelse af Pellar.
Hvad jeg hørte fra min MF riaa før Avid Pellar kom i hus.
MF X-DAC V8 leverer ved høj volumen en klar diskant og en hurtig bas med god kontrol. Dvs. bassen stopper og starter uden efterklang. Bassen går dybt med præcision. Ved mellemtonen står alle detaljer klart, tydeligt og fremhæves ens. Små detaljer høres også tydeligt ved bastung musik. Ved kompleks musik med mange instrumenter folder lyden sig helt ud med masser af dynamik og små detaljer i behold. X-DAC har det man populært kalder sort baggrund. Generelt kan man sige at musikken ved høj volumen er helt ude i rummet og omslutter en i sweetspot, populært kaldet 3D effekt.
Til sammenligning, har MF X-LPS V 8 ved høj volumen en åben diskant men er lidt grov i kanten. Bassen er godt kontrolleret i de øvre toner men knap så fast. Helt dyb bas kommer med men har en let rumlende efterklang. Mellemtonen får en del små detaljer med men de ligger lidt og gemmer sig bag mere fremhævede instrumenter og er kun netop hørbare ved bastung el. kompliceret musik. Ved kompliceret musik ved høj volumen hvor der sker en masse lukker X-LPS sig sammen om sig selv. Lyden bliver lidt indelukket og man kan fornemme at den er lidt presset. Modsat X-DAC er der ikke sort baggrund men lettere udefinerbar uro i lydbilledet fra riaa'en i stille passager. Stereoperspektivet er åbent og bredt men ikke fri af højttalerne. Dvs. Musikken er ude i rummet men retningsbestemt fra HT og ud mod sweetspot.
Første indtryk af Avid Pellar.”out of the box”
To dage efter forrige afsnit var skrevet kunne jeg endelig hente min nye Avid Pellar fra postkontoret. Den blev straks sat til og gav mig følgende ”fysiske” brugeroplevelse.
Terminalerne er faste og RCA kablerne sidder tilpas i spænd. Man mærker let modstand når de trykkes i uden at noget giver sig. Skruen til stel er solid og holder godt fast på stelledningen. Pellar’s metalkabinet er pulver lakeret i halvmat sort. Riaa’en har en god vægt i hånden og giver en følelse af solidt kram.
On/Off knappen virker lidt simpel. En trykknap som man kender det på forstærkere, CD afspillere o.l. ville have givet en lidt fiksere brugeroplevelse. Men igen, knappen er solid og funktionel og absolut ikke noget som generer mig. Jeg tænker kun at ikke ville koste mange basse ører med en lidt fiksere detalje.
Der er få indstillings muligheder med dip switches og mulighed for at skræddersy modstand med RCA plugs. Det vil jeg ikke komme ind på her da jeg bruger Pellar med standard 47 K. til min 2,5 mv MC PU. Er man interesseret i div. loading muligheder til egen PU er google din ven. Dog vil jeg sige at jeg prøvede at flytte på en dip switch og de virker lidt skrøbelige. Så det virker som om man ikke skal rode for ofte med dem. Mulighederne er jo også begrænsede med 4 dip switches og et medfølgende sæt 500 ohm RCA plugs. Det er i høj grad en ”set and forget” riaa. Så man afpasser vel loading til den PU man har pt. og skal højst pille ved noget med flere års mellemrum når man køber ny PU hvis den har andre krav end den gamle. Det skal de nok holde til. Kører man konsekvent MM el. HO MC bliver det aldrig aktuelt da riaa’en er sat til 47 K fra producenten.
- Avid Pellar (2).jpg (77.4 KiB) Vist 12836 gange
Lovende lyd
Vi skulle have gæster til eftermiddagskaffe så der var ikke tid til at sidde og lytte til min nye Pellar lige med det samme. Udover det ville jeg også lige være sikker på at der ikke var nogen fejl i kredsløbet med evt. smæld el. hyletoner til følge inden jeg vred øret rundt på forstærkeren. Jeg havde derfor sat riaa’en til og spillede et par LP’er ved moderart volumen mens jeg gik og forberedte til gæsterne. Allerede der kunne jeg høre at der var en anden tyngde og varme fra den nye Avid Pellar end jeg var vant til fra MF X-LPS V 8.
Senere da gæsterne var gået skulle jeg rigtig høre hvad jeg havde fået købt. Jeg valgte David Bowie Young Americans i et 1975 tryk. Med 40 år på bagen har LP’en noget rille og overfladestøj. Desuden har optagelsen altid virket lidt tynd og diskanten haft tendens til at gjalde i de høje toner og Bowies stemme har ligget lidt og gemt sig midt i alt musikken også via MF X-LPS og nuværende hi-fi udstyr. Men det er en superfed plade med mange forskellige instrumenter og sangstemmer så den skulle det være.
Første lyttesession
Inden jeg sænkede nålen prøvede jeg at skrue op for volumen og blev en smule skuffet. Jeg kunne nemlig høre det suse svagt i HT da volumen var inden for den styrke jeg normalt hører højt musik ved. Min MF riaa skulle skrues et godt stykke over ”normal høj lytte volumen” for at suse (og brumme) dvs. at den i praksis var støjfri. Jeg trak på skuldrene, der var i det mindste ingen brum fra Pellar, sænkede tonearmen, satte mig i sweetspot og skruede så højt op som jeg plejede at lytte til.
Hurtigt fik jeg dog fat i fjernbetjeningen og skruet lidt ned igen for der var i den grad hul igennem på den lille Avid. Det første jeg bemærkede var at det svage sus fra før ikke var hørbart. Sikkert af to årsager. Et: Det svage sus var jo netop svagt og blev kun bemærket fordi hi-fi nørden her stod med øret nede ved diskanten for at lytte efter det. Dvs. ikke hørbart på afstand af højttalerne i sweetspot. To: Modsat digital er selv nye LP’er jo aldrig 100 % fri for svag baggrundslyd og den ”overdøver” åbenbat det svage sus.
Det næste jeg bemærkede var at den lettere udefinerbare uro i baggrunden ved stille passager, som jeg oplevede ved MF riaa, var helt væk på Avid riaa’en. Jeg oplevede at der var ro og kontrol i lydbilledet. Dvs. når musikken spillede fik jeg oplevelsen af sort baggrund. Altså at alt hvad jeg oplevede at høre var det, der rent faktisk blev formidlet fra pladen og ikke andet: Musik, overfladestøj og ikke nogen uro. Overflade støjen var på ingen måde dominerende selv ikke fra denne LP som har et vist niveau af støj. Pellar riaa’en gengav knas og klik blødt og afdæmpet. Dvs. modsat MF riaa, sprang klik og pop ikke frem med et smæld og forstyrrede. Jeg glemte, el. hørte det ikke, når musikken spillede, kun mellem hver skæring el. stille passager. Et absolut plus.
Da jeg var færdig med at fokusere på førnævnte begyndte jeg at lytte til hvad der kom ud af HT.
Jeg lyttede stadig ikke til musikken men var helt overvældet af detaljerne som farede rundt i musikken. Ikke sådan at jeg hørte detaljer som jeg ikke havde hørt før, slet ikke. Men alt blev fremstillet tydeligt og rent. Der var bare ikke noget der gemte sig i mixet og Bowies stemme stod så klart og tydeligt at jeg for første gang kunne høre hvert et ord han sang uden at skulle anstrenge mig det mindste.
Den tidligere tyndt lydende optagelse kunne nu tilskrives MF riaa. For med Avid Pellar var der kommet kød på: Fyldig bas som gav et fast hug i basenhederne. Varme og klang i instrumenter og stemmer. Særligt den gennemgående saxofon på albummet lød bare direkte lækker og sprød. Via Pellar oplevede jeg bare en åbenhed i lyden med masser af headroom.
Det tog mig hele side A at vænne mig til alt den detaljerede information som nu kom fra mit hi-fi udstyr med den lille nye Pellar sat ind i kæden. På side B havde analytikeren forladt mig for en stund og jeg begyndte at lytte til musik. Jeg var yderst tilfreds med Pellar. Det var en musikformidler med fyldig varme og ens fokus på både alle stemmer og instrumenter, altså if. til mixet. Dvs. der var ikke noget med dominerende instrumenter el. stemmer. Eller detaljer der druknede i musikken som jeg havde oplevet med samme plade via min MF riaa. Førstehåndsindtrykket var altså yderst positivt.
Første indtryk af Avid Pellar via hovedtelefoner
Sidst på aften skulle jeg da lige nyde mit ny indkøb igen. Det var sent så af hensyn til resten af hustanden tog jeg mine hovedtelefoner på og satte Klaus Schulze Picture Music (1975 tryk) på.
Jeg er vant til LP musik gennem hørebøfferne da jeg jævnligt lytter sidst på aftenen. Jeg plejede at opleve hovedtelefonlyden via MF riaa som rimelig god. Lidt homogen men med fine detaljer og en okay bas. Også her fik jeg en ny lydoplevelse. Åben luftig lyd og god spredning mellem instrumenterne. Der var nu en sprødhed i bassen som gjorde at jeg virkelig kunne fornemme trommestikkerne på trommeskindet frem for bare trommer. Generelt kunne jeg nu høre dybt i mixet og et fik helt nyt stereo perspektiv. Før var musikken ”mellem ørene”. Nu lød musikken ”mellem ørene” og ”omkring hovedet”. Pellar fik virkelig hovedtelefonerne til at vise sit sande potentiale. Jeg har haft dem i mange år og må sige at selv MF DAC’en ikke har budt på samme grad af åbenhed via hovedtelefon lytning som Pellar gjorde.
Så er der bas
Dagen efter ville jeg høre hvad Avid Pellar havde at byde på når der er store udladninger i musikken. Jeg fandt Throwing Snow Mosaic, en 2014 udgivelse med up tempo elektronisk musik med både vokal og instrumental numre.
Med tanke på hvordan der var kommet kød på en førhen tynd lydoptagelse på Young Americans skruede jeg ikke så meget op først. Jeg synes egentligt at Mosaic lød relativt godt på MF riia. Men når der var nogle heftige basgange var lydtrykket tæt på undertryk og det hele blev virkelig intenst. Så med den bas Pellar leverede på Bowie albummet måtte den da vælte væggene med Mosaic albummet hvis det var for højt.
Jeg opdagede at det modsatte var tilfældet, så kort efter blev der skruet godt op.
Pellar havde total kontrol med bassen. Hvor den helt dybe bas via MF riia var massiv, rumlende og intens leverede Pellar samme bas åben, luftig og med fuld kontrol selv på den dybeste bassline og den gik dybt! Hvor de dybeste toner før var et massivt lydtryk med MF kunne jeg nu placere tonerne. Billedligt talt lå bas tonerne i lag. Dvs. billedligt talt lå helt dybe bastoner nede omkr. gulv højde. Lidt over midten omkr. brystkassen (siddende i stol) lå dybe toner og lettere bastoner omkr. hovedhøjde. Jeg sidder altid med lukkede øjne i sweetspot og bruger derfor førnævnte billede fordi jeg med lukkede øjne fornemmer musikken som placeret forskellige steder i rummet if. til min fysiske placering.
Hvor Musical Fidelity riaa på en plade som Mosaic lukkede sig sammen om sig selv og altså nok leverede en heftig men også upræcis bas, var Avid Pellar bare fuldstændig ubesværet: Ro, luftig åbenhed, kontrol og masser af overskud. Selv om den leverede en vanvittig dyb bassline var det bare som om Pellar ikke engang var tæt på at være presset, selv ikke ved bastunge komplekse passager.
Teknisk er Mosaic albummet bedre optaget end Young Americans og albummet ikke så gammel. Dvs. stort set ingen overfladestøj. Så Jeg havde en oplevelse af fuldstændig ro mellem skæringerne og stille passager. Sangstemmer stod tydeligt og skarpt og hvert ord kunne høres selv på et trip hop nummer som går helt i bro med hurtig meget dyb bas og masser af kompleksitet i detaljerne. Åbningsnummeret byder på spil på noget der lyder som en art "ko klokker" i forskellige tonearter. Selv om det sikkert er elektronisk generet lød tonerne rene, klare og ringede flot ud. Modsat med MF riaa hvor der var en lidt hul klang og en vis resonans i diskanten.
Avid Pellar lod sig altså ikke umiddelbart presse af krævende musik der kommer ud i alle tonale hjørner.
Plads til forbedring
Efter en uge hvor Avid Pellar havde vist sig fri for tekniske fejl tænkte jeg, det ikke længere var nødvendigt at holde fast i min ”gamle” riaa som backup og den blev solgt.
Det sidste års tid havde jeg indimellem tænkt på om man skulle prøve at skifte RCA phono kablet, som kom med pladespilleren, ud med et i en bedre kvalitet. Det blev altid slået hen idet konklusionen uundgåeligt var at jeg skulle have en ny riaa i stedet.
Nu stod jeg med lidt penge fra salget og skulle kun smide et beskedent beløb oveni for at købe et phono kabel i en bedre kvalitet. Jeg tænkte at lyden sikkert ikke blev værre af det. Det værste det kunne ske var at jeg ikke kunne høre forskel. Men det skulle nu vise sig at være en god investering.
Det nye kabel gav ikke den store forskel i opløsning og de andre ting beskrevet tidligere men det samlede lydbillede blev bare mere raffineret og behagelig, mere glat om man vil. Plus, den varme fyldighed blev reduceret hvilket faktisk gav en mindre farvet lyd, mindre kød på om man så må sige. Det klædte faktisk riaa’en med den mere afdæmpede lydkarakteristik.
Jeg har en LP fra 2006 med Bonnie Prince Billy The Letting Go og har indtil nu haft et ambivalent forhold til det album. Jeg holder meget af sangene og musikken men har altid fundet optagelsen halvdårlig og anstrengende at lytte til i længden. Den røg på tallerken for første gang i lange tider og jeg fik en helt ny oplevelse med det album. Med Avid Pellar (og nyt kvalitets kabel) var optagelsen pludselig behagelig at lytte til: Klar og ren lyd nu med en snert af varme, en smule fyldighed samt nærvær og nerve i sangstemmerne og luft mellem instrumenterne. Selvfølgelig blev det ikke forvandlet til en audiofil optagelse. Men det jeg før anså for at være en halvdårlig optagelse viste sig nu at være ganske udmærket og for første gang nogensinde kunne jeg nyde musikken fuldt ud uden lyttetræthed.
Vigtigheden af kabler er der delte meninger om. Men jeg oplevede i hvert fald at et bedre kabel gav min pladespiller/PU et kvalitetsløft i lyden og at Avid Pellar evnede at honorere dette.
Samlet vurdering
I min subjektive musikoplevelse og på mit hi-fi gengiver Avid Pellar musik optagelser som det, det er: Optaget og mixet musik. Særligt på optagelser med 40 år el. mere på bagen kan jeg høre hvad der sker i mixet når der bliver skruet op for et track med trompet el. skruet lidt ned i den ene kanal for at flytte pianoet mere over i venstre HT osv.
På David Bowie’s Hunky Dory (1980 tryk) har jeg altid bare haft oplevelsen af at skæringen Andy Warhol havde noget af en heftig diskant og lidt anstrengt lyd. Fra at være anstrengende er det nu blevet til en meget intens musikoplevelse på den fede måde fordi jeg, via Pellar, nu kan høre at den akustiske guitar er optaget i en høj volumen grænsende til overstyring og lagt højt i diskant området i forhold til Bowies sang. Hvilket giver nummeret en pågående og vild attitude.
Live albums får lige den ekstra, ja, livefeeling når man eks. på en 1970 optagelse med Roy Brook The Free Slave (Reissue/ ukendt år) tydeligt kan høre publikum i baggrunden mens musikken spiller. Også her gengiver Pellar liveoptagelsen med hvad den nu byder på. Skæringen Five For Max er klar og ren i lyden indtil den får hele armen på trommer og bækkener. Så bliver lyden pludselig en anelse ulden for atter at blive klar da der bliver mere ro på musikken igen. Der er simpelthen for meget knald på if. til hvad optageudstyret er indstillet til.
Jeg skulle lige vænne mig til at kunne høre den slags tekniske detaljer på ellers velkendte gamle optagelser, men synes det er fint at Pellar også gengiver den teknik som gammelt musik blev optaget med. Det giver en autencitet til musikoplevelsen som jeg godt kan lide.
Generelt gengives LP musik med nerve og nærvær da Pellar i samspil med mit øvrige hi-fi gengiver små ændringer i en sangstemmes toneleje, spændstigheden i trommeskind, svag efterklang fra akustiske guitarstrenge, bækkener som klinger rent ud osv. Lyden er ren og klar med en snert af varme og en anelse fyldighed. Jeg oplever det på ingen måde dominerende og det giver optagelserne en dejlig analog klang. Det er særligt et plus if. til de LP’er som jeg førhen syntes lød lidt hårde i diskanten og /eller tynde i lyden (dvs. uden bund). Bassen kan gå virkelig dybt når mediet kræver det men er flot afbalanceret, nuanceret og kontrolleret lige fra en gulvbas til heftig elektronisk bassline. I det hele taget udviser Avid Pellar kontrol og headroom. Det er særligt ved høj volumen at den viser sine kvaliteter idet musikken er helt fri af HT og giver en flot såkaldt 3 D effekt. I mit hi-fi er den ikke kommet til kort uanset hvilken musik jeg har spillet ved høj volumen.
Konklusion
Alle disse dyder vil blive værdsat af hi-fi og musik entusiaster der, som jeg, har/ ønsker et hi-fi anlæg som gengiver musik med en lyd til den varme el. den lidt mørke side om man vil. Som i en lyttesession ønsker en musikoplevelse med ren klang og jævn kontrolleret kraft hvor fokus er på detaljer og mindre på voldsomme dynamiske udladninger. Hvor musikken om man så må sige omslutter en med behagelig ”tilbagelænet” lyd selv når det det er højt. Det er den lyd jeg har stræbt efter i mine indkøb af det nuværende hi-fi. Det var lykkes så godt det nu kan digitalt (lyd til den varme side) med CD mediet og med Avid Pellar er jeg nu også i mål med LP mediet da den med sin lydkarakteristik passer perfekt ind i resten af hi-fi kæden.
For mig har det handlet om at finde hi-fi apparater som ”svinger godt sammen”. For hvis komponenterne er relativt ens i lydkarakteristik og har samme kvalitet i opløsningsgrad så kan disharmoni i lyden reduceres og give en mere ensartet musikoplevelse.
Man kan overveje Avid Pellar hvis man ønsker dens særlige lydkarakteristik som samlet hi-fi lyd på sigt via fremtidig indkøb af andet udstyr. Eller hvis man, som jeg, allerede er der med resten af hi-fi kæden men mangler en riaa som passer ind. Med det mener jeg at træerne ikke vokser ind i himlen. Har man udstyr som man synes lyder for lyst, for dynamisk intenst o.a. så er jeg ikke sikker på at man vil få en lignende oplevelse af Avid Pellar, at den kan rette op på noget. Med andre ord: Pellar lyder godt fordi den passer ind i min hi-fi kæde og fordi den passer til min smag og de kvalitetskrav jeg har til god hi-fi lyd.
Kan man som hi-fi og musik entusiast genkende noget af sig selv i min tekst så er Avid Pellar anbefales værdig herfra.
Avid Pellar er sat sammen med flg. hi-fi udstyr:
Audiolab 8200 Q forforstærker og 8200 P effekt
Musical Fidelity X-DAC V8 (DAC)
NAD c542 cd afspiller
JBL LS 80 højttalere
Pro-Ject 2xperience Classic pladespiller
Dynavector 10x5 High Output MC (2,5 mv)
Pro-ject Speed Box S
Grado RS 1 hovedtelefoner
Sommer Cable Elephant HT kabler
Audioquest King Cobra RCA kabler og et enkelt "High End" Vincent RCA samt Van Den Hul The Thames Hybrid mellem riaa og TT
