Argggh,
Dette er dog den fedeste musik, der er kommet indenbords længe:
Electric Masada: 50 #4 (2003)
John Zorn, Marc Ribot, Jamie Saft, Ikue Mori, Trevor Dunn, Kenny Wollesen, Joey Baron, Cyro Baptista er som ét, stort monster. Musikken er vist bygget på klezmer, men den farer ud over stepperne i noget, der på en gang er jazz og rock - og alligevel uden at være blandet.
Desværre fik jeg lyst til at udvide min Zorn-horisont, og jeg blev nødt til at undersøge noget, der har plaget mig lidt, men som jeg hidtil har ignoreret.
Jeg er ikke glad for musik, der skilter alt for meget med den ene eller anden religion, og der er godtnok mange hebræiske bogstaver og jødisk-lydende sangtitler i Zorns katalog. Til gengæld er det svært at forestille sig, at nogen veletableret gud ville være særlig begejstret for at blive hyldet med musik af den slags, som Zorn spiller. Den er sgu nok en tand for krads...
Det viser sig, at Zorn har stået - og står? - i centrum af en bevægelse, der betegnes Radical Jewish Culture. Arrrgh!
Andre religiøse/kulturelle bevægelser, der kalder sig selv radikale, har røven i klaskehøjde og er genstand for umådelig skepsis, så hvad er nu det her? Det er svært at forestille sig, at det er religiøsitet, der er på spil- men hvad er det så? Er det Cultural Supremacism?
Er der nogen, der kan hjælpe? Jeg er blevet lidt ked af ham Zorn, lige som jeg skulle til at svælge i mere...
Rummelighed. Empati. La Resistance.