Hvad hører du nu ?

[laboa]

Zorn kommer til at fremstå lukket og elitær, og ikke-hebræisk kyndige bliver holdt godt og grundigt udenfor, eller måske trukket rundt i manegen, hvem ved...?

Det er for fa'en ikke meningen, at musik skal lukke døre, vel?

Enig. Men hvad er det for døre, du hører smække?

Musikken er fed, men hyper-elitær (max noget for promiller i enhver kultur ), men udover det?

[ZIG]

Musikken er fed, men hyper-elitær (max noget for promiller i enhver kultur )

Hvad er dog "elitær musik"?

Musik for de få eller musik for de rige og dumme?

Det lyder som "conspicuous consumption", hvorledes "de få" bekræfter over for sig selv og hinanden, at de er da "de få".

Jeg kendte en gang en administrerende direktør, der rejste langt ned i Tyskland sammen med sin kone, så de kunne høre noget opera. Det snakkede de meget om. Det var da en "kultur-oplevelse". Men jeg ved, at han sov igennem det meste og at hans kone var kun interesseret i at prale om det, idet hun er da tonedøv, og ejer ikke en musikalsk knogle i sin krop.

Musik som kun få er interesseret i er ikke musik - men noget helt andet - og ja, hyper-elitær.

Zig

[laboa]

Ja, men jeg "indlæser" slet ikke så meget.

Hvis jeg synes, det svinger, svinger det for mig. Hvis det insisterer på noget klart åndssvagt, kan jeg ikke få det til at svinge.

Men der skal nok ret meget til

[Tgun]

S.O.D. (Stormtroopers Of Death) Var/er et crossover (hardcore punk/thrash metal) metal band dannet i 1985. Bestående af Scott Ian (el-g) (Anthrax); Danny Lilker (el-b) (ex-Anthrax); Charlie Benante (dm) (Anthrax) og Billy Milano (vo). På 3 dage indspillede de den forholdsvise populære "Speak English or Die", der rystede pressen med dens lynhurtige punk inspireret heavy metal, med dens ultra korte sange og de meget IRONISKE sangtitler. Hør bare The Ballad of Jimi Hendrix ....
Citat: Dan Lilker stated, "The lyrics were never intended to be serious, just to piss people off. REAL ROCK`N ROLL

VH Tommy

[ZIG]

@laboa

Ja, men jeg "indlæser" slet ikke så meget.

Det tror jeg nu ikke at det passer....

Hørte mere Skydiver. Kan sagtens se noget af, det du siger, men jeg tror ikke, MK skal frygte nogen retssag .

Synes egentlig kun, som du også siger, det er de 2 første af de 4 verslinier, som har lidt rem af huden, lidt samme meloditoner og samme harmoniske "ned-step" (fra dur til komplementær-mol) og lidt af samme "verslinie-pause" til sidst. Midten i ned-step af de tre akkorder er godt nok en dominant i AYNIL og ikke en syver, som i SD.

AYNIL cutter også sidste deltakt af i de 2 første linier (3/4), ikke samme taktstruktur (og senere igen i indgang til refræn). 2 sidste versliner er meget forskellige i de 2 sange - igen med mønsterbrud i AYNIL, taktmæssigt og også nærmest toneartskift til mol.

Refrænerne er vildt forskellige - SD bygger videre på vers; AYNIL er nye harmonirepetitioner og forløb er "up-step".

Tekstmæssigt er de to sange nat og dag: SD handler om "jeg" (og når alt går galt, så er jeg sgu ligeglad); AYNIL handler om "os" (you) - der er ingen grænser for, hvad vi kan, bare vi giver og får kærlighed (understøttet af nye "up-step" i harmonier… nok lidt overskvulpet tidstypisk, men det ER jo svært sådan at feje budskabskernen helt af bordet .

SD er i C, AYNIL (starter) i G - så justeret for tonehøjde kan man synge alle dur-melodier til det (nok ikke lige med samme "fit").

Uanset "analyse" af elementer i den helhed, hvor mening sidder, så er de to sange mega-forskellige i stort set alt. Jeg er ret sikker på, man kan finde mange sange, meget tættere på begge.

Jeg tror i hvert fald ikke, MK bevidst har småplanket noget… ikke engang bevidst var inspireret af AYNIL, da han lavede den. Men det er jo også det, der gør Beatles så store - at deres aftryk fylder så utrolig meget .

Jeg kommer nok ikke til at lytte til SD igen (MK er guitarist og fede to første Dire-band skiver, men det er bare mig). Og det er også 100,0% hamrende ligegyldigt for andre end mig og dig.

Til gengæld kommer vores børnebørns børnebørns børn til at høre AYNIL (og Beatles) - for musikken, det musikhistoriske "aftryk" og for tidstypificeringen - og det har sin egen "arena", som er større end du og jeg .

Men jeg er da enig, "If it ain't got that swing it don't mean a thing".

Og jeg tror Tgun har lige forklaret, at S.O.D. har da swinget - så længe man ikke lytter efter teksten....

Zig

[laboa]

Nu skræller du vist appelsiner med bananer isat en kiwi, Zig .

Jeg læser rigtig meget i musikken - ellers er det lige meget. Navnlig hvis der er vildt dybt contra til lidt under anklerne .

Men jeg "indlæser" ikke så meget "udenom-musikalsk" i det - altså for mig og mit "sving" - med mindre jeg synes, det er med til at trække meget fra eller lægge til… både i og udenfor musikken. Og der skal da noget til, før dørerne smækker.

Mht. Die, Speak English, er det så virkelig det, Tgun lige har forklaret? Hvis så, så kan du bare se - jeg læste et andet sving i det .

[gurdet]

Måske...og hvilken joke! Fik du den, var det fedt...lige indtil de glatbarberede med seler og doc Martens begyndte at line op bagved, så kunne det alligevel godt være, man skulle liste af...

Mht det elitære og de lukkede døre: Hvis Zorns "udenomsværk"; album- og sangtitler, cover art osv, har nogen "betydende" kulturel betydning, så er der lukket en dør til en ganske stor del af verden - mig fx, der gerne ville vide, hvad der ligger bag, og som, bare for at nævne en enkelt ting, ikke sådan rigtigt vil betegne mig selv som Zionist (men heller ikke det modsatte).

John Zorn har en mulighed for at samle med sin musik, men så vidt jeg kan se, sådan helt sat på spidsen, vælger han at skille...

At selve musikken måske er for svær at forstå for mig, det er en helt anden sag, som jeg selvfølgelig bøjer mig for.

Hvis det er drilleri og ikke andet, så synes jeg nok, det begynder at blive lidt kedeligt, her 20 år og velsagtens 100 albums senere.

[gurdet]

Ahh, fuck it, why don't we all just sit down and listen to some Gary Glitter...!

[gurdet]

Sådan helt afsluttende, så fulgte jeg "Saft"-sporet, som Kristian lagde ud og endte ved en AllAboutJazz anmeldelse af "Trouble: Jamie Saft Trio play Bob Dylan" eller noget i den retning; endnu en udgivelse på Zorns Tzadik-label.
AllAboutJazz indleder anmeldelsen:

"The sophomore release by the Jamie Saft Trio is a provocative and entertaining statement. Trouble attempts to reexamine Dylan's legacy from a Jewish point of view, as part of Tzadik's Radical Jewish Culture series, and to position Dylan as a Jewish role model—views that Dylan most likely would have renounced immediately."

[laboa]

@ gurdet

Jamen, jeg forstår, man kan lægge vægten et andet sted. Mange steder, sikkert.

Hvilke døre er det, du hører smække - sådan lidt konkret (helst uden glitter)?

[gurdet]

@laboa - der er ingen dør, der er smækket, den forekommer bare ikke helt så vidtåben til verden, som jeg troede, den var.

Det irriterer mig blot, at jeg føler mig usikker på, hvad RJC går ud på. Jeg tror jo ikke et øjeblik på, at Zorn er et snævertsynet menneske, og jeg vil nødig undvære hans musik. For da slet ikke at tale om Marc Ribot og hans guitar.

Zorns musik har måske nok jødiske byggesten, men den virker på mig helt "universel". Hvem ved, måske kan den bygge bro mellem kulturer. Det tror jeg til gengæld ikke, 100 hebræiske album covers er særlig gode til. Og det, synes jeg, er synd...

[ZIG]

John Zorn har en mulighed for at samle med sin musik, men så vidt jeg kan se, sådan helt sat på spidsen, vælger han at skille...

Det er for mig at se selve definitionen på en trickster.

Og dét er en meget farlig størrelse, man helst skal holde sig fra.

Resultatet kan meget hurtigt blive dette....



Where are my Doc Martens...?

Zig

[laboa]

Hold da op - bølgerne går højt.

Speak English or… exclude?

Sorry - ser slet ikke de ting i Zorn/RJC.

[ZIG]

Jeg tror desværre ikke, at sådan en diskussion, som den her, kan undgå at blive dilettantisk.

Når jeg ser på den jødiske kultur (og det gør jeg meget langt fra og kan kun ænse omridset af den), så kan jeg kun se, at den er ældgammel, har overlevet meget, er meget bevidst om sin historie, har enormt meget menneskeklogskab gemt i sin historie, og har en genetisk disposition til høj intelligens, hvorfor den bliver forfulgt og samtidig har let ved at håndtere vi goy.

Det betyder, at "vi" udenforstående ikke kan forstå ret meget af den jødiske kultur.

Og en størrelse som Zorn vil sikkert blive opfattet og forstået på en helt anden måde indenfor den jødiske kultur. Jeg vil da endda tro, at han har en funktion indenfor den kultur og han kan håndteres og bifaldes.

Men udenfor kan han kun blive "misforstået" - og alt andet lide vil han skabe splittelse, en splittelse som vi ikke kan håndtere og neutralisere, som den jødiske kultur ellers kan.

Jeg bryder mig ikke ret meget om hans musik  - sikkert ogsÃ¥ fordi disse betragtninger blander sig - og jeg "hører" trickster, trickster, trickster gemt i selve musikken.

Og jeg kan ikke lide at blive drillet. Og jeg kan ikke lide at være i nærheden af bølger der skvulper højt. Hvilket jeg påstår er hans mission i livet.

Jeg undskylder denne lille, dilettantiske monolog, der ellers bryder en lang og god tradition på denne tråd....men som sædvanlig var det da gurdets skyld.

Zig

[laboa]

WTF, Zig…???

Dét dér lader jeg i hvert fald bare stå… helt uberørt.