Flere watt

[laboa]

On topic , så har en triangel myriader af overtoner. Svært at gengive uforvrænget på stereoen .

[allanowich]

Det har den faktisk ikke. Den ligger frekvensmæssigt oppe mellem 8 og 16khz. Den har sÃ¥ meget energi her oppe, at det er derfor den skiller sig sÃ¥ meget ud midt i al larmen fra de andre instrumenter, som jo ligge noget under i energi i frekvenserne.  

[laboa]

OK - jeg troede trianglen var et sjældent ikke-pitched instrument, som netop gennem sine mange. mange overtoner - hvis spillet/anslået rigtigt - netop gør, det kan være i harmoni i samspillet

[Kaj.]

Zig.

Jeg foretrækker at holde mig til det teknisk saglige. Du har for vane at komme langt bort fra det, når du spidser pennen.

Det jeg vil kommentere er din beskrivelse af 2V signal fra CD'en tilført forstærkeres 150mV indgang. Det giver ikke forvrængning før du skruer så højt op at din udgangsforstærker klipper signalet. På vejen dertil passerer signalet volumenkontrollen, som sikrer at du har kontrol over hvornår du ønsker forvrængning. For ønsker du forvrængning skal du blot overskride din forstærkers klippegrænse ved at skrue helt op!

Forvrængning af grundtonen er det der giver instrumenterne deres klang.

Kaj, din beskrivelse af at overtoner er forvrængning er sådan set rigtigt nok - problemet er at forvrængning ikke nødvendigvis er overtoner. Derfor er de to ikke synonyme. Det der mudrer tingene lidt, er at du kaster den sidste sætning ind et sted hvor jeg ikke mener den er relevant. Hvad du mener med det ved jeg ikke, men du får det til at lyde som om at fordi instrumenternes "forvrængning" ikke blot er acceptabelt men ønskeligt, så er reproduktionsudstyrets forvrængning også acceptabelt. Det mener jeg er to meget forskellige ting, som ikke skal blandes sammen. Jeg er egentlig ikke i tvivl om at du har fuld forståelse for forskellen, men den efterfølgende debat skyldes (tror jeg) at det er uklart hvor du vil hen med at blande instrumenternes overtoner ind i debatten.

Forvrængning af grundtonen er det der giver instrumenterne deres klang, skrev jeg. Det gjorde jeg for at beskrive hvad harmonisk forvrængning tilfører lydbilledet. Der var i teksten tale om en forstærker, som nærmer sig klippegrænsen, hvor harmonisk forvrængning stiger voldsomt.

Alle instrumenter og menneskestemmer har deres individuelle klange som følge af "harmonisk forvrængning" at den grundtone de tilstræber at gengive.

Det er klangen af den samlede mængde harmonisk forvrængning, som udgør lyden man foretrækker eller afskyer.

[nilsvalla]

Selvom trianglen går for et "entone"-instrument, kan man faktisk godt spille den lidt op/ned i frekvens, og på den måde finde harmonien.
Det fungerer ved at gøre klangfladen større eller mindre.
mvh nils

[laboa]

@ Kaj.

Sorry, men synes altså, du forvirrer begreber og forsimpler sammenhænge.

Overtoner er instrumenters og stemmers naturlige lyd-DNA. Det er noget andet end det, som både semantisk og pragmatisk ligger i begrebet forvrængning.

Harmoniske overtoner fremkommer naturlovmæssigt ved svingninger i et legeme, f.eks en streng el. stemmebånd, sekundært vil svinge i sin halve længde, trediedele, fjerdele osv. såvel som i hele sin længde, selve grundtonesvingningen. Og hvor klang også modereres af kassen på instrument el. mundhule/strube på stemme.

Det er simpelthen "nature in action" - virkeligheden. Das Ding an sich.

For-vrængning er pr. definition noget andet jo, typisk noget der ikke skal være der (med mindre man "lægger det på" forstærkede instrumenter ), og det samme med harmonisk forvrængning. Noget der mis-repræsenterer virkeligheden. Ligesom med andre typer forvrængning.

Det er rigtigt, at harmonisk forvrængning i en forstærker ved elektrisk deformation kan indvirke på den gengivede (harmoniske) overtonekarakteristik af et givet instrument, nærmest kunstigt "medspille" overtoner, (i en grad og karakter) der ikke er der… men på den ene side måler alle amps jo typisk i de meget små promiller, og på den anden side måler mange forstærkere ret ens mht. harmonisk forvrængning. Alligevel har de, og ikke sjældent meget, forskellig klang i reproduktionen . Og bare som et eksempel i mine ører meget sjældent en naturtro formidling af forhold mellem "streng" og "kasse".

Så når det kommer til den underliggende bundlinie - high fidelity - og altså om gengivelse med høj troværdighed af Das Ding, bliver ingen klogere af ikke at skelne mellem instrumenter og stemmers overtoner og så forstærkeres harmoniske forvrængning og tilmed endda hævde, at summen af de to nøjagtigt og udtømmende udgør den endelige reproducerede klang. Helt sikkert tværtimod.

Noget helt andet - men mindst ligeså vigtigt - er så, at harmoniske overtoner og -forvrængning isoleret så kun er en flig af klang og hifi-reproduktion af den:

Kort sagt opfører stort set alle instrumenter (og navnlig stemmer) sig ikke kun harmonisk, men også disharmonisk. Selvfølgelig i meget lille eller i meget høj grad. Igen… disharmoniske overtoner, ikke forvrængning. De er også en væsentlig del af Das Ding.

Og dette skal endda holdes op imod, at den ligesvævende stemning, vestlig musik har fulgt i snart to århundreder, indenfor oktaver "frekvenslogisk" er lidt "falsk" (hvor harmoniske overtoner er natur er helt "rene" (og endda "født" i dur)… men egentlig percipieret dissonante og hver overtone har sin overtonekarakteristik… osv.)).

Eksempelvis bortdæmper man 7. overtone på klaverstrenge, da den er ca. 1/3-del halvtone for høj. På den anden side er det samme dissonans-systematik, der er på spil i en tråd (hvad hører du, klassisk) om "perfekt" uperfekt spil i en meget udtryksfuld Solti-fortolkning af Wagners Ringen - at der kan være "musik-pointer" i noget grim-smukt.

Derudover "sidder" klang i høj grad også i opstart og udklingning (hvor grund- og overtoner ikke følger samme mønster) samt i amplitude.

Så… alt i alt synes jeg sgu, det er for forsimplet ikke at skelne mellem naturlige (harmoniske) overtoner og forstærkeres (harmoniske) forvrængning, summe dem og lade det være hele historien om ekstrem kompleks og delikat musikklang og udstyrs udfordring mht. troværdig formidling.

[laboa]

Selvom trianglen går for et "entone"-instrument, kan man faktisk godt spille den lidt op/ned i frekvens, og på den måde finde harmonien.
Det fungerer ved at gøre klangfladen større eller mindre.
mvh nils

Yes, nogle gange ser man en triangel omtalt som et éntone-instrument. Men det er/kan sgu være meget misvisende. I hvert fald som jeg har forstået instrumentet.

Det skal absolut ikke forstås som betegnende et instrument med én sinustone! Tror man mener, man f.eks. ikke på samme måde som gennem at sætte fingre anderledes på en streng på et gribebræt eller modere vakuum på et blæseinstrument kan ændre grundtone (og implicit overtoner). Melodi på en triangel er op ad bakke .

Man kan gennem dæmpning "dreje" grund/overtone(r) en meget lille smule (vi snakker ikke mere end en halvtone her, tror jeg), men meget mere vigtigt kan man modere overtonekarakteristika med fingre og også anslagssted og -materiale. Og også lidt gøre den til en rytme-Hans

Trianglens lyd-DNA består selvfølgelig af en grundtone (bestemt af dens størrelse), men instrumentet kendetegnes af ekstremt mange overtoner, harmoniske som disharmoniske, der tilmed er meget livlige (har meget høj amplitude og langsom udklingning). De drukner nærmest grundtonen.

Mere end "éntone" er ikke-pitched derfor en mere korrekt beskrivelse for instrumentet, synes jeg.

Det meste af tonaliteten, man egentlig kan pitche med, er moderingen af "overtoneprofil".

Noget andet er så, at man klassisk set næsten altid spiller "åbent"… og slipper vildt mange toner løs. Timet og anslået rigtigt formår menneskets ører at filter-harmonisere de "musikalske" overtoner i "sving" med orkestrets harmoniudtryk.

Godt nok godt fundet på, de ører

[Henrik B.]

LH2A.

For at forlade overtonerne, og komme tilbage på sporet, så her mit input.

Flere watt vil hjælpe dig med at spille højere, men som du selv er inde på, så er det en mere stabil og derved strømstærk forstærker du behøver.
Ja, det er en indikator, hvis en forstærker fordobler sin watt, ved halvering af ohmbelastning. Men som andre er inde på, så er papir taknemmeligt. En ren 4 ohms højttaler (hvis den eksisterede) ville også være en forholdsvis let belastning, for en forstærker. Der hvor problemet opstår, er når der er fasevinkler i forbindelse med lave ohm belastninger.
Tidligere målte bl.a. High Fidelity, i forbindelse med test, hvor mange ampere en testet forstærker kunne afgive i 8, 4 og 0,6 ohm. Dette viste ofte, om forstærkerne ville knække sammen, hvis de blev udsat for rigtig lave belastninger. Tyske HiFi magasiner gik skridtet videre, og lavede et "spindelvæv", som viser stabilitet ved aftagende ohmbelastning, og derudover stabilitet ved fasevinkler. I forbindelse med disse tegninger kunne man tydeligt vurdere, om en forstærker ville opføre sig stabilt.
En anden glemt måling/opgivelse, som mange ikke skænker en tanke i dag, er den såkaldte dæmpningsfaktor. Det er fint at have en masse watt, som kan sætte basenheden igang. Men det bliver noget slemt mudret og ukontrolleret noget, hvis ikke forstærkeren formår at bremse svingningen igen, når tonen er ovre.
Så når du vil have saft og kraft, og stram bas, så læs diverse tests og gå efter en forstærker der kan levere nogle ampere og som har en så høj dæmpningsfaktor så muligt.

M.v.h.

[RAMMA]

Henrik B er inde på det rigtige her, nemlig strømformåen og dæmpningfaktor
En god powercube som feks tysk Audio anvender, kunne se sådan her ud.

Audreal-A-600-E powercube.jpg (20.09 KiB) Vist 8142 gange

[boydk]

Ramma
nu er lige præcis den powercube så også noget af det smukkeste
Der er s´gu ikke mange forstærkere, der kan fremvise så stiv en strømforsyning og evne til at trække tæt på alt. Og så er det oven i købet en Xindak i producentspecificeret indpakning. Hvem sagde, at kineserne kun laver skrammel???
Er vild med anmelderen i tyske Audio´s slutbemærkning: Enhver, der henter sådan én, vi være sig selv taknemmelig resten af livet

[Henrik B.]

Jeg husker nu ellers at jeg ofte så rigtig pæne powercubes, da jeg læste AUDIO og STEREOPLAY, tilbage i firserne og halvfemserne. Men bevares, de fleste forstærkere tabte pusten totalt, ned mod de to ohm, eller når der kom lidt fase på...

M.v.h.

[RAMMA]

Ramma
nu er lige præcis den powercube så også noget af det smukkeste
Der er s´gu ikke mange forstærkere, der kan fremvise så stiv en strømforsyning og evne til at trække tæt på alt. Og så er det oven i købet en Xindak i producentspecificeret indpakning. Hvem sagde, at kineserne kun laver skrammel???
Er vild med anmelderen i tyske Audio´s slutbemærkning: Enhver, der henter sådan én, vi være sig selv taknemmelig resten af livet

Ja det er en flot powercube og faktisk typisk for de fleste store Xindak forstærkere og det kan høres på det der kommer ud af højtalerne
Kører selv på 7 år med Xindak 8800 MNE monoblokke uden de mindste problemer af nogen art, "Le Constante " = trofaste er et godt ord at beskrive dem med, det eneste problem for nogen er at de er lavet i Kina.
Det er jeg totalt ligeglad med, for de leverer varen hver gang

[boydk]

Det samme med mine 2 Advance Acoustic MAA-1000. De spiller silkeblødt med en råstyrke, der holder minee Magnepaner i et jerngreb. Har aldrig fortrudt dem (selv om de er fra Kina) og glædes over dem hver eneste dag

[WymaxReborn]

det eneste problem for nogen er at de er lavet i Kina.

Ingen tvivl om at der sagtens kan laves fine produkter i Kina, og specielt hvis grundkonstruktionen er udtænkt af entusiaster. Men man skal være over dem, og det skal man være hele tiden... De har en tendens til at ramme den gode kvalitet ifm. prototypen og de første eksemplarer i produktionen, men når det så er på plads, så vil de konstant forsøge at finde steder hvor de kan springe over gærdet for at tjene mere på produktet. Her skal designeren / den navngivne producent hele tiden "være på" for at kontrollere kvaliteten, ellers risikerer man at specifikationerne ikke længere overholdes. Det lader til at de har et motto om at er man først inden for døren, så kan man gøre alt for at ændre på tingenes sammenhæng, blot det udadtil ikke opdages.

[Wood]

det eneste problem for nogen er at de er lavet i Kina.

Ingen tvivl om at der sagtens kan laves fine produkter i Kina, og specielt hvis grundkonstruktionen er udtænkt af entusiaster. Men man skal være over dem, og det skal man være hele tiden... De har en tendens til at ramme den gode kvalitet ifm. prototypen og de første eksemplarer i produktionen, men når det så er på plads, så vil de konstant forsøge at finde steder hvor de kan springe over gærdet for at tjene mere på produktet. Her skal designeren / den navngivne producent hele tiden "være på" for at kontrollere kvaliteten, ellers risikerer man at specifikationerne ikke længere overholdes. Det lader til at de har et motto om at er man først inden for døren, så kan man gøre alt for at ændre på tingenes sammenhæng, blot det udadtil ikke opdages.

Fuldstændigt korrekt!