Mahlers 2. symfoni, Chicago, Solti, Decca. Tidlig Decca Digital - kæmpe dynamik, super lydbillede, 3-dimensionalitet, rumfornemmelse, detaljer, lavt støjgulv etc. Og den diskanthårdhed, der følger med disse tidlige digitalindspilninger fra Decca. Quinteten formår at gengive det hele. Åbningen er en udfordring for de fleste systemer: Voldsomme strøg på kontrabasser, hvor buen nærmest rasper henover strengene. Det stiller voldsomme krav til den tonale sammenhæng genem hele frekvensspektret fra dybeste bas til øverste diskant. Hvis et delefilter laver unoder i fasen, afsløres det hér. Jeg har oplevet højtalere hvor strengene var et sted i lydbilledet og bassens krop et andet sted - ganske syret oplevelse, som elektrostater heldigvis lever i lykkelig uvidenhed om
. Et andet aspekt, der stilles enorme krav til her er mikrodynamik. Basserne stryges meget kraftigt, og hvis ikke en pickup er god nok mikrodynamisk bliver raspelyden (i mangel af bedre betegnelse) blødgjort. Ikke med Quintet Black! Den får man det hele råt for usøddet. Senere i symfonien er detr nogen voldsomme fuld-orkester udladninger som ligeledes gengives med en næsten skræmmende dynamik og overskud - samtidig med at lydbilledet er klippefast, alle detaljer er fuldstændig integreret i i helheden (igen - med elektrostater afsløres unoder hér med det samme), og vigtigst: man (eller i hvert fald jeg ) kan lukke øvnene, læne sig tilbage, og mentalt forsvinde ud af sin stue. Og tage sig selv i at blive en lille smule overrasket over at stuen ikke er større når man åbner øvnene igen!Jeg har netop her til formiddag hørt Prince "Parade". Lilletrommen på Kiss står perfekt centreret, og med et attack som Rondo Bronzen ikke kunne matche. Hi-hatten (her er der en masse finurlige detaljer - det er ret fedt - står helt ude til venstre i lybilledet, og igen har man den her perfekte sammenhæng mellem grundtoner og overtoner, der gør at hi-hatten bliver stående derude - dens placering kan ellers godt blive lidt "ulden" hvis der er "fnidder med fasen".
Lige nu kører Deep Purple "Made in Japan" side 2 - nærmere betegnet trommesoloen fra "The Mule". Også her må Rondoen se sig slået. Der er attack, detaljer, udstrækning i både bas og diskant, timing.... Selv mod slutningen, hvor Ian page virkelig giver den gas, har man ingen problemer med at følge han rundt. Enhver, der lever i den vrangforetilling at elektrostater savner dynamik skylder sig selv at høre den over et par Martin Logan!
Tid til en opsummering: Det kan gøres kort. Ortofon har i den grad slået et home-rum. Det kan godt være den ligner en Legoklods, men der er intet plastikagtigt over dens gengivelse. Jeg har ikke været i stand til at finde noget musik den ike gengiver med større realisme, mere nuancering, bedre balance og flere detaljer end den i forvejen rigtig gode Rondo Bronze. Der, hvor forbedringen i forhold til Rondoen er størst er at bassen er mere detaljeret og "tør" og toppen mere nuanceret - men det er mest fordi, det er de to områder, hvor Rondoen manglede lidt i forhold til dyrere pickupper.
HVad mangler Quinteten så i forhold til dyrere pickupper? - Aner det ikke! Nu har jeg ikke testet hverken de dyre Benz eller Ortofons egne dyrere pickupper i mit egen system. Måske har de endnu mere af det hele? Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, hvor meget mere af noget der reelt kan være, men det er jo netop der hvor man gang på gang overraskes af vinyl: Det virker som om, der altid er mere, der kan hentes op fra en sort skive plastik - forstå det hvem der kan.
Vinylen længe leve!!
