Musikkvalitet og lydkvalitet

[P.H.]

Jo, tak - vi vil gerne have begge dele.
Da jeg som barn hørte Beatles tænkte jeg af gode grunde ikke over begrebet lydkvalitet, men nød blot musikken uanset gengiverens kvalitet. Når jeg senere hørte de samme Beatlessange på finere hifianlæg, syntes jeg ikke at oplevelsen nødvendigvis var bedre, blot anderledes.

Noget musik vinder i min smag kun ved at blive gengivet af et superanlæg f.eks .bigband og mere svært tilgængelig jazz - det lyder af h.. til over en transistorradio.

Men musikglæden kan gå tabt, hvis man hele tiden forestiller sig, at det kan blive bedre med dyrere og dyrere anlæg. Det er ligesom at hifi-interessen overskygger musikinteressen. Hvad mener du?

[daniels]

Min musikglæde har ikke ændret sig ret meget selvom jeg har forbedret mit anlæg med tiden.

Jeg kan godt lide at der er lidt volumen på noget musik, så man lige kan overdøve verden udenfor en smule (det kræver ikke det store), men ellers oplever jeg stadig at nyde mine favoritnumre på transistoren i køkkenet (når de lige rammer radioen), som jeg nyder dem foran det tunge grej.

Der er en nedre grænse for hvad jeg gider lytte til, og transistoren bliver jeg træt af at lytte til - så det er ren radio.

Det giver mig nogle større oplevelser af musikken med det gode anlæg, når der er flere detaljer og dynamik.
Og det kan jeg godt opfatte som bedre lydkvalitet giver bedre musikkvalitet.

Men jeg synes bestemt ikke der skal så meget til for at nydelsen er høj.

[mugge]

Min musikglæde er øget efter mit anlæg er blevet bedre. Jeg er blevet mere åben overfor at høre musik, der er anderledes i forhold til det, jeg plejer at lytte til. Nu lytter jeg for tid til anden til gregoriansk kirkemusik, russisk munkekor, avanceret (til en vis grad) moderne kompositionsmusik og avant-garde jazz. Et godt anlæg gør det nemmere for mig at koncentrere mig om musikken alene og ikke den tekniske gengivelse.

[nilsvalla]

Jeg tror den største hurdle, er de forhåndsforventninger man har til udstyret.
Man køber noget nyt, hører nye detaljer i musikken, får blod på tanden (eller musik i øret ) og køber noget endnu dyrere i forventningen om det er endnu bedre.
Før eller siden i hifi-karrieren, har man fået nok af detaljer,  søger tilbage til glæden med udstyret, der "bare" spiller musik.
På det tidspunkt er man nok ikke langt fra udgangspunktet, inden hifi-manien satte ind, som måske allerede var en rigtig god pladespiller.
Jeg syntes noget af det vigtige med udstyr er, det kan fange lyden fra forskellige tids-epoker man lytter på. (hvilket i sidste ende betyder, man selv må have oplevet æraen)

[Kaj.]

Bortset fra at ”musikkvalitet” og ”lydkvalitet” er subjektivt flydende begreber, er min oplevelse den, at jo mere præcist og naturligt anlæggets lydgengivelse af optagelsen er,  jo mere åbnes der for ”musikkvaliteten”. Udvidelsen  af den musikalske horisont. Det er jo i virkeligheden kedsommeligt banalt. Og enkelt.

De der gennem deres liv har udskiftet komponenter i anlægget vil nikke genkendende til at ”lydkvalitet” og ”musikkvalitet” er som bestigning af en klatrevæg, hvor hvert nyt trin udløser det næste. ”Lydkvalitet” skiftevis ”musikkvalitet”. Nye oplevelser på vej mod et mål man i musikalsk sammenhæng slet ikke aner hvor er.

Jo flere detaljer anlægget formår at gengive, jo dybere begiver man sig ud i det musikalske univers. Fartøjet i det univers er vores lydanlægs komponenter. Men vi kan jo vælge at stoppe hvor vi er. Undlade at  afsøge nye grænser. Med risiko for at glide tilbage til The Beatles ping-pong-stereo og monofonien, som engang begejstrede mennesker på samme måde, som vi begejstres af det bedste vi kender i dag.

Mit problem er at stoppe. For hvad er der af muligheder og oplevelser omkring det næste hjørne   

[gnist]

Jeg har aldrig manglet detaljer på mine anlæg, jeg synes heller ikke der er kommet flere efterhånden som prisen på anlægget er blevet højere, derimod er dynamikken og evnen til nærmest at eksplodere når det kræves blevet meget bedre med prisen. Idag kan jeg side stille i stolen og alligevel komme til at svede som et svin når Deep Purple, Nazareth eller Black Sabbath giver den gas, det er musikkvalitet og lydkvalitet for mig

[P.H.]

Det er jo selvfølgelig især ved akustisk, klassisk og vokalmusik, at man gerne vil have at instrumenter og stemmer lyder som den ægte vare. Og det  er måske det, der er det sværeste at opnå - man kan konstant lave mindre forbedringer. Men detaljefikseringen kan måske også blokere for den umiddelbare musikglæde.

[P.H.]

Nogle gange kan flere detaljer være en ulempe. Lidt ligesom når man læser en biografi om en person man beundrer. Nogle gange får man flere informationer end man bryder sig om

[gnist]

Jo, men der synes jeg så at den højere kvalitet på anlægget gør at man alt for nemt kommer til at fokusere på optagekvaliteten, ting som Norah Jones overstyrede stemme hele vejen gennem albummet Come Away With Me bliver alt for tydelig

[Klokkeblomst]

Jeg går mere og mere efter musikalitet end det lydmæssige.
Selvfølgelig er det rart når anlægget spiller rent og frekvenslineært, men når man lige har været til koncert og kommer hjem og derefter finder ud af at anlægget lyder pi..e dårligt, så må det være det musikalske man søger.
Det er når musik bliver fysisk, hvor imod når man på en søndag søger efter lidt finlytning, 3dimensionalitet og hygge...så skal anlægget også kunne klare det.

Mit anlæg vil jeg nok beskrive som PA med hifi-dyder...
Før i tiden hifi med PA dyder...

[Milu]

Bortset fra at ”musikkvalitet” og ”lydkvalitet” er subjektivt flydende begreber, er min oplevelse den, at jo mere præcist og naturligt anlæggets lydgengivelse af optagelsen er,  jo mere åbnes der for ”musikkvaliteten”. Udvidelsen  af den musikalske horisont. Det er jo i virkeligheden kedsommeligt banalt. Og enkelt.

De der gennem deres liv har udskiftet komponenter i anlægget vil nikke genkendende til at ”lydkvalitet” og ”musikkvalitet” er som bestigning af en klatrevæg, hvor hvert nyt trin udløser det næste. ”Lydkvalitet” skiftevis ”musikkvalitet”. Nye oplevelser på vej mod et mål man i musikalsk sammenhæng slet ikke aner hvor er.

Jo flere detaljer anlægget formår at gengive, jo dybere begiver man sig ud i det musikalske univers. Fartøjet i det univers er vores lydanlægs komponenter. Men vi kan jo vælge at stoppe hvor vi er. Undlade at  afsøge nye grænser. Med risiko for at glide tilbage til The Beatles ping-pong-stereo og monofonien, som engang begejstrede mennesker på samme måde, som vi begejstres af det bedste vi kender i dag.

Mit problem er at stoppe. For hvad er der af muligheder og oplevelser omkring det næste hjørne   

Dér ramte du sgu' lige plet!
Velskrevet!

[P.H.]

Ja, Kajs input er jo ganske dækkende - men lad os bare få nogle flere kommentarer

[nilsvalla]

Jeg har aldrig manglet detaljer på mine anlæg, jeg synes heller ikke der er kommet flere efterhånden som prisen på anlægget er blevet højere, derimod er dynamikken og evnen til nærmest at eksplodere når det kræves blevet meget bedre med prisen. Idag kan jeg side stille i stolen og alligevel komme til at svede som et svin når Deep Purple, Nazareth eller Black Sabbath giver den gas, det er musikkvalitet og lydkvalitet for mig

Mener nu heller ikke, lyden bliver bedre som prisen stiger,
(i hvertfald ikke mere)
men de første 20år af min hifi-interesse, blev udstyret jeg købte gradvist dyrere og dyrere.
Langsomt går det op for en, det bedste man hørte, blev remplaceret langt hurtigere end man kunne skifte pladerne.
Men min historie endte godt, for hvad der viste sig, at være det bedste, havde jeg stadig stående i kasser, da det tilsyneladende ikke kunne sælges  

[nilsvalla]

ps.

Jeg mener nu ikke musikkvalitet og lydkvalitet nødvendigvis følges ad.
i det mindste ikke uden man først har defineret, hvad lydkvalitet er.
Og lige præcis her kan det blive lidt usikkert for, er lydkvalitet den lyd der bedst rammer en musikalsk autenticitet, eller er det lyden der slavisk følger de døde elektroniske impulser fra et apparat.
ps.
I en eller anden forstand må det bedste udstyr jo være, udstyret der slavisk følger input fra mediet, men er ikke altid det der giver største lyttelyst.
Men i sidste ende kan man vel betragte HI-FI som en disiplin for sig selv, side om side med levende musik og, ifølge mine ører, meget tit og ofte større nydelse end levende musik.

[Tweaker]

Lytter man til musikken igennem anlægget, eller lytter man til anlægget igennem musikken?

Dyrest er langt fra altid bedst. Jo dyrere og mere transparent, jo mere kritisk bliver den korrekte sammensætning, så det hele går op i en højere enhed.

Eller som Børge fra SK Sound sagde; "Små anlæg små problemer, store anlæg store problemer". Han har en pointe.

Velproduceret musik kan sagtens være en nydelse på et billigt velsammensat anlæg, imens dårligt produceret musik kan lyde ganske rædselsfuldt på et dyrt og transparent anlæg. Hvis eens anlæg ikke kan spille al slags musik, og give en nydelse, så er der noget galt.