af Kaj. » fre dec 15, 2017 10:00
Hifi. Sjovere i gamle dage.
Det var enklere. Man satte mere pris på det lidt man havde. Man dannede sit eget musikalske univers. Og delte man det med andre, var det kun i selskab med de få omhyggeligt udvalgte.
Fortsætter man med det, iført mentale og fysiske skyklapper, er alt uændret.
Det er de mange valg og muligheder, der udvisker det gamle billede. Det handler nu - mere end nogensinde før - om at vælge fra. Som metafor. Sletter du ikke et eller flere flueben under installationen af et program på computeren bliver du ”beriget” med gratis tillægssoftware ”du slet ikke kan undvære”. ”Prøv det gratis”. Jo, de kloge har opdaget, at mennesker har svært ved at vælge fra. Bare vent til juleslikskålen stilles foran dig. En test. Kan du sige nej tak? Og sende den videre.
Vi lader os forføre af mulighederne. Vores naturlige nysgerrighed fører os rundt om det næste hjørne. Vi skal da se, hvad der foregår der. Den dag det ophører har vi checket ud af denne verden.
Det er dilemmaet mennesket står i. Med stigende intensitet i takt med alderen. Udfordringen er at vælge fra. Eller til stadighed arbejde på at udvælge og udnytte de muligheder og værktøjer øjeblikket giver os.
Hvad er der forkert ved at kunne udvælge sine yndlingsnumre fra et album og glemme resten? Lave sine egne playlister. Det gjorde vi da også med FM radioen og spolebåndoptageren, mens vi bandede over speakerens unødige kommentarer hen over indledningen af ”Funeral For a Friend”.
Vinylafspilningens genopblussen er, som jeg ser det, en protest mod ”alt det besværlige” i at få streamingtjenesternes brugbare lydkvalitet helskindet frem til højttalerne. Valg af vinyl i forsøget på at vælge det vanskelige nye fra. Skjult bag påstanden om at ”den eneste sande lydkvalitet” kommer fra dengang, verden var til at overskue. Pladestøjen i indløbsrillen, som forspil til den sande oplevelse. I mindet om ungdommens hede forelskelse.
Tiden, hvor tanker og meninger blev luftet i den lille sluttede kreds omkring vinylpladerne som eneste medie, er i dag ændret til, ”at man hænger sit vasketøj ud til skue for offentligheden”. Meninger om elektronikken, musiksmag og alt det internettets debatfora og sociale medier flyder over med. Ting man skal tage stilling til. Eller konsekvent fravælge, hvis man vil tilbage til gamle dage. Hvor alt var såre godt. Enkelt. Overskueligt.
Jeg fylder 64 næste gang. Og det har aldrig været sjovere og rigere end nu.
Senest rettet af
Kaj. fre dec 15, 2017 11:21, rettet i alt 1 gang.