Når jeg lytter hifi, er der udover musikken i sig selv, også alle disse former og figurer, der dannes af lyden, lydbilledet.
Nok ikke mange er i tvivl om, CD i akademisk forstand, indeholder et bredere frekvensområde, spiller med mindre støj og med større dynamikområde, end vinyl.
Men et er hvad man hører og noget andet, hvad der måles.
At en sanger, med sin akustiske guitar, vil skabe lidt dramatik i sin sang med noget dybbas, kunne måske gøres, med stor afvekslende variation fra sangens musikalske tema, med en bas lige omk 80hz. Er der højt/langt nok op til indspilningens højeste frekvenser, høres bassen måske dyb nok til skabe dramatik.
Hvor dybt, hvor højt frekvenserne bevæger sig, er i dette tilfælde, ikke så vigtigt i sig selv, men mere vigtigt er det, en forskel kan fornemmes/mærkes.
Der behøves ikke de frekvens og støjmæssige "fordele", digi indeholder (i fh til vinyl), for at sådanne musikalske "modsætninge" kan fornemmes.
Musikken kan sagtens leve indenfor det område, analogen råder over.
Med Digi syntes jeg i en forstand, det hele bliver meget mere forudsigeligt. firekantet klodser, der passer, skarpt i billedperspektivet.
Med vinyl, bliver det noget med firekantet, trekantet, runde og stjerne-formet klodser, der måske ikke gang, altid, passer med hinanden.
Men når det høres, er man ikke i tvivl om, sådan skal det lyde. uforudsigeligt.
F.eks kan forsangeren på vinylpladen, tage et skridt ud foran linien imellem de to ht, og synge et par ord der, før han igen træder tilbage, indenfor rammen.
Digi-freaks vil nok mene, "fejl", men det er jo sådanne "fejl" der gør vinylen levende og mindre forudsigelig. Lyd i bevægelse.
Hurdlen for entusiasterne under 40år er, om de kan abstrahere fra pladeknas, støv og lignende. Vi andre gamle, er født og opvokset med disse hurdler, så for os, ingen problemer.
Det skal selvfølgelig forstås som et "sådan oplever jeg det"-indlæg, med en hvid betoning af kontrasterne.