Kære forum,
Jeg er nok hverken den første eller sidste, som kommer til at opleve dette problem, men jeg håber at I kan hjælpe mig på rette vej.
I søndags hentede jeg en ny Music Hall MMF-7.3 med en Welltempered TLC MM-pickup. Jeg har købt en Rega Fono MM mk3 til at starte med og spiller på en Hegel H300. Desværre er eventyret startet med nogle bump på vejen.
Jeg har købt en stak helt nye plader og fælles for dem alle er at de har resulteret i en anseelig mængde statisk støj. Jeg troede og håbede at det var et dårligt match med Rega'en, så jeg har også prøvet en NAD C162 forforstærker m. RIAA og en Pioneer DJM3000 mixer. Den statiske støj var tilstede ved alle tre i nogenlunde samme grad.
Jeg har købt en AM pladebørste og Katta inner sleeves, som har taget klart det meste, men der kommer stadig enkelte udladninger. Der kommer også lidt statisk 'knas' når jeg benytter løftearmen.
Jeg købte i går et hygrometer som måler 41-42% RH ved 21 grader. Jeg regner med at købe nogle planter under alle omstændigheder, men har også haft kig på en luftfugter.
Lang intro, men nu til mit spørgsmål. Jeg har læst mange tips til, hvordan man minimerer statisk elektricitet, men kan der gøres noget elektrisk eller mekanisk, som kan forbedre pladespillerens evne til at udlede den når først den er tilstede?
Tak!