Marc Ribot Ceramic Dog.
Ribot & co. listede nærmest selvudslettende ind på scenen lidt over 2030 i et næsten fyldt (overraskende nok) Jazz House. Ribot, med en stak meget krøllede nodeark i hånden og knald-røde læsebriller ude på næsetippen.
Han sætter sig ned og begynder at spille noget stille, lavt, smukt guitar. Trommeslageren er åbenbart slet ikke klar, for han sidder og roder med trommesættet og en masse underligt slagtøj...eller øehh, det viser sig at det var undertegnede der ikke var klar, for der går lidt tid inden jeg fatter at "roderiet" er en del af åbningsnummeret
.
Et kort åbningsnummer, direkte over i et ekstremt avantgardistisk nummer, hvor det er meget svært at finde hoved og hale. Åh nej tænkte jeg, det bliver anstrengende. Men nej, for de slog direkte over i noget meget fængende heavy-funk.
I det hele taget var der stor variation. Bl.a. et nummer der hedder Bad Cowboy der startede med noget dejligt kitchet twang-guitar fra Ribot's hånd.
En protest-anti-Bush-anti-krigs-sang i form af en lettere omskrevet og vred Ninety-Nine and a Half (Won't Do). Et tungt tungt nummer a la Black Sabbath, så vi faktisk bare sad og ventede på Ozzy. Og så var der bassisten, som også styrede en masse elektronisk udstyr. Når der blev for få hænder i trioen, samplede han sin egen basgang og lod den køre i ring. I stedet lavede han nogle ret coole ting på sin Moog synthesiser.
Ribot er fantastisk med en guitar, men det var ikke kun det der gjorde aftenen særdeles mindværdig. Han var ledsaget af to mindst ligeså kompetente medspillere og så fremstod de som en gruppe og ikke som Ribot med band.
De har ikke indspillet noget af deres musik endnu og Ribot sluttede af med at spørge om der var en blandt publikum som kendte "a big record company mogul"...