Hvad hører du nu ?

[arsenix]

@macwerk: Jo Namyslowski duer bestemt - det er så vidt jeg kan se og høre 80'er optagelser og det er moderne jazz, så der er en del elektroniske instrumenter med. Jeg skal lige høre dem lidt mere, men indtil videre er jeg altså positiv.

@arsenix: Nej Steeplechase er ikke noget særsyn. De findes forholdsvis tit i brugt-vinyl-butikkerne, men prisen ligger efter min vurdering mellem 60-120,-. De dyreste er NHØP skiverne. Kibri's NHØP/Drew duo skive kommer man til at slippe omkring 100,- for.
Mangfoldigheden af dem er netop årsagen til at jeg er tålmodig og venter til de dukker op på markederne
Steeplechase trykker så vidt jeg ved ikke vinyl mere, så det man kan købe hos Steeplechase er restlager. Cd'erne kan selvfølgelig skaffes...

Du har ret i at vinylerne er restlager (både standard og luxus) og priserne lader åbenbart til at være udsat for det efterhånden almindelige prishyleri, sørgeligt.

Personligt er jeg fløjtende ligeglad med om musikken leves på vinyl, polykarbonat, ristet brød eller snørebånd, bare den kan spilles uden bøvl og ballade

Arsenix

[lorx]

[SES.]

I går aftes baggrundsmusik til 35g på terassen.

[SES.]

En sej skive - sjov at høre før eller efter originalen

 

[zaka]

og



Kvintetten hvor Hank Mobley afløste John Coltrane og Cannonball Adderley   og han slap helskindet fra det .

[kibri]

[zaka]

Disse to det meste af dagen:



Den første er fortolkninger af gamle amerikanske folk-traditionals og den sidste af ditto blues-traditionals.

Parlan på piano og Shepp på tenor-sax. Lyden er super og Shepp's tenor-spil er ekstremt melodisk - faktisk er det meget svært at forestille sig at han også kan blæse noget af det vildeste avantgarde.

Den sidste er en af de bedste blues-skiver jeg har i samlingen. Den er meget blå...

[arsenix]

Disse to det meste af dagen:



Den første er fortolkninger af gamle amerikanske folk-traditionals og den sidste af ditto blues-traditionals.

Parlan på piano og Shepp på tenor-sax. Lyden er super og Shepp's tenor-spil er ekstremt melodisk - faktisk er det meget svært at forestille sig at han også kan blæse noget af det vildeste avantgarde.

Den sidste er en af de bedste blues-skiver jeg har i samlingen. Den er meget blå...

Denne vil sikkert behage dig

Mit eksemplar er pÃ¥ Emarcy 013 482-2, samme billede men udgivet som Roswell Rudd & Archie Shepp (Ã¥rgang 2000)

Det er ganske Ã¥benlyst at gamle avantgardister gÃ¥r samme vej som fanden selv, og de har det i den grad fornøjeligt

Arsenix

[Muws]

Vil ligge hovedet på blokken her, og risikere både liv og lemmer, når jeg blander Red Hot Chili Peppers ind i lineuppet af store musikere der er nævt.

Men det nye Dobb. album, Stadium Arcadium, har altså også i den grad hevet mig tilbage på chili farmen. Hold op hvor er det bare glad, hyggeligt, muntert, gennemført - ja der er mange superlativer man kan smide på her. Mange anmeldere sabler udgivelsen lidt ned, pga. længden, men her er det mig bare en gåde, at man kan samle så mange fede numre på et album.

Især Flea på bassen, viser her hvor energisk, pumpet, og i visse numre ligefremt smukt det kan gøres.


"De får en stuhr 5 tal"!!

[arsenix]

Vil ligge hovedet på blokken her, og risikere både liv og lemmer, når jeg blander Red Hot Chili Peppers ind i lineuppet af store musikere der er nævt.

Men det nye Dobb. album, Stadium Arcadium, har altså også i den grad hevet mig tilbage på chili farmen. Hold op hvor er det bare glad, hyggeligt, muntert, gennemført - ja der er mange superlativer man kan smide på her. Mange anmeldere sabler udgivelsen lidt ned, pga. længden, men her er det mig bare en gåde, at man kan samle så mange fede numre på et album.

Især Flea på bassen, viser her hvor energisk, pumpet, og i visse numre ligefremt smukt det kan gøres.


"De får en stuhr 5 tal"!!

Du får et 03 og et turpas til ørelægen

Arsenix

[SES.]

Not so Dukish! - men det er lige hvad det er...

… for beauty in music is without age, and there is nothing in jazz more beautiful than the sound of a group led by Johnny Hodges.

Gruppen er: Hodges alt, Webster ten, Eldridge og Nance tr, Hamilton cl, Brown tromb, timekeepers Strayhorn, Woode, Woodyard.




Denne er også very Dukish.

Det er denne ikke. Men det swinger, forfriskende lyd uden trommer. Guitar, bas og klaver til saxen. Ellis, Brown, OP.

 

[Muws]

Hehe, well smag og behag

Men det er mange år siden jeg sidst har sat og lyttet en af deres plader ignnem - og nydt det. Men i den heromgang har de sgu gravet noget frem som tiltaler mig i stor stil - bliver sgu i godt humør af den.

Men ret skal være ret, den nye skive med Scott Walker - The Drift er ej heller at kimse af - 11 års ventetid, og han levere varen, lækkert lækkert!

[SES.]

Hehe, well smag og behag

Men det er mange år siden jeg sidst har sat og lyttet en af deres plader ignnem - og nydt det. Men i den heromgang har de sgu gravet noget frem som tiltaler mig i stor stil - bliver sgu i godt humør af den.

Men ret skal være ret, den nye skive med Scott Walker - The Drift er ej heller at kimse af - 11 års ventetid, og han levere varen, lækkert lækkert!

 

Sådan mester, man skal ikke lade sig kue. Min viden om hot chilli er kun gastronomisk, men måske skulle man prøve dem i ørerne også.

 

Ps: hvis du bruger chilli gastronomisk, sÃ¥ husk at vaske hænder før du tisser. 

[zaka]

Hehe, well smag og behag

....

Men ret skal være ret, den nye skive med Scott Walker - The Drift er ej heller at kimse af - 11 års ventetid, og han levere varen, lækkert lækkert!

Smagen fejler da ikke noget  - Scott Walker er kanon. Jeg har ikke hørt den nye endnu, men den 11 Ã¥r gamle Tilt fik mig til at falde pÃ¥ halen...

Jeg har lyttet til noget meget Dukish:



med Kenny Clarke og Oscar Pettiford - kan anbefales.

[Muws]

Well, The Drift er, som "kendere" af Scott Walker, noget anderledes end hvad man hører normalt om man vil. Den er meget dyster, og har det med nærmest at eksplodere uventet i stygere krydret med opera lignende sekvenser (man hører tydeligt at klassisk musik ikke er mit speciale).

Men hvorom alting er, så var det et gamble da jeg købte dette album, vidste ærlig taget ikke hvad jeg gik ind til i denne omgang. Manden er ikke som musikere er flest, så var megetspændt/nervøs for hvad jeg ville få som tak for mine 139,-

Men blev ikke skuffet, faktisk blev det bedre ved 2. og 3. gennemlytning, og tror faktisk det vil fortsætte sådan i noget tid. Nu lader jeg skiven ligge nogle dage, inden den ryger på igen, for ligesom at hvile sanserne om man vil. Oplever tit at man får to vidt forskellige indtryk af noget musik, alt efter hvilke forhold man hører det under.



Men nu vi er ved det musikalskt skæve univers, kan jeg godt vende tomlen op for bandet Clap your hands say yeah - med albummet af samme navn. Jeg ved ærlig taget ikke hvilken genre jeg skal smide dem under, men det kræver ihvertfald at man har den åbne, og imødekommende hat på. For det er vitterligt en musikalsk rejse, som måske ikke vil falde i manges smag, men her er jeg, og de gæster jeg har spillet den for, alle sat tilbage med et skævt smil på læben - ikke helt vidnende hvad man skal synes eller mene. Og hvis et stykke musik kan få den flok, inkl. mig selv, til at holde kæft bare et kort øjeblik, så er det altså noget særligt.