Den afrikanske samling.
Hvordan ville populærmusikken af i dag se ud, hvis man fjernede al afrikansk indflydelse? Ingen rock’n’roll, ingenting! En skræmmende tanke! Derfor er det også lidt sært, at man (jeg) kender så lidt til afrikansk musik. Nu har jeg så grundlagt min egen afrikanske samling - verdens mindste - for at prøve at lære lidt.
Samlingen består indtil videre af fem albums (hvis man fraregner min enlige Youssou N’Dour, der har fået poleret det meste af det sorte af.), alle er udgivet fra 2004 til i dag. Desuden er de alle fra samme del af Vestafrika – Mali – på kanten af Sahara, et sted skal man jo starte. Regionens musiktradition er gammel og rig, videregivet fra far til søn gennem utallige generationer, en pligt der hos Mandé folket påhviler Griot’erne.
Nå!
Jeg vil gerne kort præsentere mine fem afrikanske plader, måske kunne andre uindviede få lyst til at give dem et lyt? Jeg har absolut ingen musikteoretisk viden, så det følgende bliver noget subjektivt føleri. Og så vil jeg i øvrigt håbe, at de, der måtte ligge inde med afrikanske perler, lægger et lille hint ud her, så vi andre kan få vores afrikanske samlinger op at stå.
Keletigui Diabate
”Sandiya” (2004)
”Keletigui Diabate – the legendary balafon master” står der på coveret, og den etikette holder! Manden er forrygende. Balafonen er en art xylofon, et traditionelt instrument, der her er det gennemgående, helt dominerende instrument. Nogle numre har balafonen solo eller duo, andre har tillige fløjte, guitar, kora (en afrikansk harpe), violin, vokaler og percussion i varierende sammensætning. Balafonen bobler og risler legende fremad og det giver, når den står uden øvrigt akkompagnement, musikken et overstrømmende og lidt ”børnemusikagtigt” (kone-stempling) udtryk. Derfor er det også hvor balafonen får modspil af andre instrumenter (og især af koraen, der spilles af Toumani Diabate), at resultatet bliver magisk. Albummet er overvejende traditionelt, men slutter sjovt nok med et cover af Gershwins Summertime.
Har man en indre luftxylofonist, kommer han ud!
”Boulevard de l’Independance” (2006)
En kora er en kalabasharpe med 21 strenge og Toumani Diabate er vistnok den største på instrumentet. Han er Griot og altså arveligt forpligtet som musiker. Arven har han taget på sig, men samtidig er det hans erklærede mål at fusionere den traditionelle og den moderne musik (deraf navnet Symmetric Orchestra). Og hvilket orkester!! De har spillet en udendørs club i Malis hovedstad Bamako stort set hver fredag de seneste ti år, og de er som én kæmpestor, levende organisme. I nærheden af 50 musikere har medvirket på albummet, der spænder vidt med hornsektion, violiner og cello, en håndfuld percussionister, guitarer, en mængde traditionelle instrumenter, et fantastisk kor og dertil den gennemgående kora. Man kunne tro, at resultatet ville være kaotisk, men det er slet ikke tilfældet; der er fuldstændig styr på sagerne, og der bliver spillet virkelig tight. Musikken er kolossalt afvekslende, med stille passager og vilde ridt, hvor hele udtrækket banker afsted over savannen.
Det er virkelig nemt at holde af denne skive, musikken har et internationalt (men dog samtidig klart afrikansk) snit og optagelsen er virkelig god.
Lobi Traore
”Mali Blue” (2004)
Dette er i virkeligheden en compilation, samlet fra fire albums (’91 - ’98).
Ali Farka Toure har produceret fire af numrene og spiller guitar på to andre.
Musikken er afrikansk blues med et skvæt USA. Elektrisk forstærket guitar og traditionelle instrumenter og sågar programmerede trommer på et nummer – øv bad. Lobi Traore har fået fine anmeldelser overalt, og musikken burde sådan set ligge lige til mig. Desværre må jeg sige, at jeg finder albummet underligt kedeligt, og de fleste af numrene skiller sig ikke rigtig ud fra hinanden. Musikerne gør for så vidt et glimrende stykke arbejde, og hvis jeg virkelig koncentrerer mig om det, synes jeg egentlig også det swinger, men snart driver jeg igen et andet sted hen. Mærkeligt!
”In The Heart Of The Moon” (2005)
To giganter i afrikansk musik samlet i tre dage på et hotel med udsigt over Nigerfloden. Og så var dette album gjort – stort set. Der blev ikke øvet eller noget, og næsten ikke talt undervejs, den ene ville foreslå et nummer ved simpelthen at starte på det, og den anden ville så bare springe på.
På et skelet af traditionel og Toure-skrevet musik skaber Ali Farka Toure’s guitar og Toumani Diabate’s kora et vidunderligt, improviseret univers. De to skiftes til at lægge grundmelodien, der kører rundt og rundt og rundt, mens den anden improviserer hen over. Der sker så meget næsten umærkeligt i musikken, at det, der først forekommer en anelse anonymt, efterhånden hypnotiserer lytteren fuldstændig så man forsvinder derind - sådan oplever jeg det i hvert fald. Forståelsen mellem de to er helt uvirkelig, pure magic! Der er kun et lillebitte skår i glæden. Nogen har syntes, at Ry Cooders navn ville pynte i noterne, og derfor har han og nogle få andre lagt lidt bas her, lidt percussion der, lidt guitar på et enkelt nummer. Det skæmmer ikke musikken som sådan, men er på den anden side fuldstændig overflødigt, for albummet tilhører suverænt de to - øv!
Mojo magazine kaldte dette ”the most beautiful music on earth” og hvis man tager sig tid til at lytte, folder musikken sig ud præcis sådan.
Ali Farka Toure (1939 – 2006)
”Savane” (2006)
Dette blev Ali Farka Toures sidste album. Han nåede at lave det helt færdigt og kalde det sit bedste album, men ikke at se det på gaden inden han døde. Man har kaldt stilen for desert blues, en betegnelse Toure ikke selv brød sig om. Men blues er det, bare helt anderledes end den sædvanlige. Den trækker kraftigt på den traditionelle musik, bruger traditionelle instrumenter men derudover også mundharpe og saxofon, og der er tydelige (bilder jeg mig ind) linjer til arabisk musik. Det er et fantastisk album, som uvægerligt starter min indre, imaginære afrikanske film, med billederne af de uendelige sletter med flimrende sol (osv. osv.). Hvert sekund, fornemmer man, er værdifuldt, Toure har vidst, at han var ved at forlade denne verden, og dette er hans sidste kraftanstrengelse.
"En mester har forladt os, men efterladt os et sidste mesterværk”. Jeg kan kun tilslutte mig og anbefale enhver med lyst til afrikanske opdagelser at lytte til Savane.
Mvh
