Lige siden begyndelsen af 1990erne har dette med aktiv vs. passiv forstærkning i forforstærkeren vakt undren. Jeg ved godt,hvad jeg selv foretrækker, men det er altså ikke en enten eller problematik.
Ved passiv forstærkning kan der hentes noget, der ofte forsvinder under aktive forforstærkeres gain, hvor man er nødt til at sige, at aktive forforstærkere altid præger lydbilledet på godt og ondt.
En passiv forforstærker kan således efter min mening i reglen langt bedre "tegne" det enkelte instruments egentlig timbrekarakter ganske imponerende afklaret, hvilket en aktiv forfofstærkere ikke kan, da aktive af slagsen, rør el. transistorer har det med at tilføje en eller anden form for boost i selve lydbilledet.
Desværre er dette boost , efter min mening, nødvendigt, dersom det skal være sjovt og dramtatisk at lytte til musik, men prisen herfor er entydigt en mere "falsk timbrereproduktion og en genrelt for boostet dynamikperformance, hvor særligt evnen til omgående at blive tyst, når musikken kræver det, kun sjælden kan opnåes med aktive forstærkere.
Jeg synes det kunne være spændende at debattere dette her. Og imødeser gerne inputs fra de af jer, der enten har tilvalgt en passiv foroforstærkere el. som har gjort samme erfaring, som jeg
