mr.antisilver skrev:
Når et high-end anlæg endeligt er sat op, er det i reglen muligt at høre, hvilke præferencer ejeren har eller i det mindste i hvilken retning, han har ønsket lydperformancen.
Et af de helt centrale spørgsmål er lydens karakter mht. anlæggets særegne måde at præsentere de udøvende musikere.Når vi anmelder, forholder vi os jo bl.a. til selve soundstagen, altså lydbilledets størrelse. Altså om lydbilledet har en nogenlunde korrekt størrelse i forhold til virkeligheden. Denne størrelse gælder både bredde, dybde og højde og endda i visse tilfælde fremefter(altså 4.dimension). Når vi har konstateret hvorledes soundstage er afbilledet , melder næste spørgsmål sig hurtigt, nemlig om selve lydbilledets egentlige karakter, altså den karakter lydbilledet fremviser ved siden af dets tonalitets grad af neutralitet el.mangel på samme og om dettes forholden sig til de 2 fænomener benævnt analytisk vs. symfonisk og grund- og overtonernes indbyrdes forhold.
Sidstnævnte fortæller noget om, om hvorledes vægtningen imellem det direkte anslag (grund) og udklingningen af selvsamme (overtone) er præsenteret i et bestemt produkt. Dette fænomen er måske ikke så meget fremme i vælten, når vi læser tests, men enkelte meget grundige amerikanske test har af og til beskæftiget sig med dette spørgsmål, der jo i og for sig betyder mere end vi umiddelbart aner. Men her kommer musikpræferencen i reglen ind over og træffer så at sige den enkeltes valg uden at den enkelte almindeligvis er synderlig bevidst om, at grund og overtonernes indbyrdes forhold reelt er i spil. For er der for megen fokus på grundtonerne vil lyden altid favorisere mere moderne rytmisk musik, hvor der ikke er anvendt "ægte" instrumenter, der(altså klassiske instrumenter) altid har brug for udklingningen. Mange taler også om rumfornemmelse i forbindelse hermed og dette begreb er i og for sig anvendeligt til at fremstille, hvorledes forholdet imellem grund og overtone er. Jo mere rumfornemmelse jo mere fokus på overtone, er en god regel at have i baghovedet. Men at det ikke er helt så simpelt, er vi nogen, der kan skrive under på. For når vi taler akustisk musik, så kender de fleste ikke det rum, hvori optagelsen oprindelig foregik og vi bliver så reelt henvist til at gætte en smule. Ude i virkeligheden i en koncertsal vil der nemlig også være forskel fra koncertsal til koncertsal. Men det er dog ikke sværere end at den trænede lytter efterhånden opnår en vis rutine i, hvad der er en god balance. Med den reference (når den er opbygget) bliver vi så i stand til at bedømme, hvad et realistisk forhold ml. grund og overtone bør være. Lytter man til meget forskellig musik, herunder også mere kunstigt skabt musik uden andet behov for rumfornemmelse end forsangerens "stemmeudklingning" opstår der ofte det problem, at en vis læggen vægt på grundtonen favoriserer denne musikform, men omvendt går ud over klassisk/akustisk musik. Et allround system foretager altid et valg her, bevidst el. ej. Her bliver det vigtigt, at den enkelte har en afklaret holdning til om et anlæg fortrinsvist er købt til udelukkende en bestemt genre el.ej.
Dette område er et klart indsatsområde for mig, da jeg naturligvis ønsker at kunne tilgodese flere genrer. Til dette formål er det et gode med flere pladespiller (og cd maskiner).
Det anden fænomen, nemlig analytisk vs. symfonisk lyd er straks lidt nemmere at gå til, men er samtidigt reelt noget hifi entusiaster kan blive "rygende uenige" om. Mange har nok prøvet at køre sit setup i analytisk retning, hvor man opnår det, at det bliver meget nemmere at adskille og udpege de enkelte udøvende og deres instrumenter. Og der findes mange, der faktisk ønsker denne type performance. Risikoen derved er, at samspillet og overtonernes udklingning (harmonierne) ikke aftegnes tilstrækkeligt, hvorefter musikken kan opleves som uinspirerende, ja nærmest "monitoragtigt" i længden.
Overfor dette står dens modsætning, nemlig en vægtning af det "symfoniske" el. harmoniske/disharmoniske ved musikken, hvor den enkelte udøvendes instrument ikke tildeles særlig opmærksomhed i det samlede lydbillede, hvor det således er helheden, der fokuseres på. En eksponent for sidstnævnte er Cardas kabler.
Jeg personligt "tipper" henimod det symfoniske, også fordi jeg ikke oplever ,at punktformighed, som den kan fremvises/opelskes på analytiske systemer reelt forekommer i virkelighedens koncertsal. Men jeg er ikke helt konsekvent...sådan er det jo med kompromisser...de går ikke hele vejen.
Jeg har dog hørt systemer, der både helhjertede vægtede både grundtonerne og en analytisk performance...og det kan jeg altså ikke holde ud.
Hvilke overvejelser..har i gjort jer om dette
Niklas skrev :
Har du mulighed for at komme tættere på nogle begreber som bidrager til større forståelse af din hensigt med indlæget?
Først må jeg nok æde den kamel,at indlægget var alt for knudret.Beklager.
Jeg prøver at rette lidt op på det.
Med analytisk vs. symfonisk lyd, som jeg ikke mener er "homebrewed" som sådan, sigtedes oprindeligt til om man, når man sad dér og lyttede til musikken fik den ene el. anden fornemmelse. Altså oplever man at setup overfokuserer på detaljerne for detaljernes egen skyld eller oplever man at de enkelte instrumneter(og deres detaljering) er indarbjedet under en helhed.
Jeg sætter således lighedstegn mellem helhedsorienteret lyd og symfonisk, hvis det er en sproglig opklaring.
I amerikanske/engelske tidsskrifter er det helt almindeligt med denne opdeling imellem analytisk orienterede og symfonisk orienterede lydkarakteristika. Jeg inddrog tillige forholdet ml. grund-og overtonereproduktion i denne problemssfære, hvilket jeg finder, der er belæg for, idet analytisk/symfonisk lyd står i forhold til grund-og overtonekarakteren, idet sidstnævnte til syvende og sidst skaber enten en naturlig el. ned/fremtonet rumfornemmelse og spiller en ikke uvæsentlig rolle i denne her forbindelse
For at forstå fænomenet "symfonisk" lyd må man foretage en abstraktion om man aldrig har lyttet med dette begreb i baghovedet. Symfonisk kan vi lave en superhurtig oversættelse af...(selvom det er mere indviklet end som så) ved simpelthen at benævne det helhedslyd, altså hvor det så at sige er ønsket først og fremmest at opelske fornemmelsen af "hele orkestret" og underordne hvert enkelt instrument under denne helhed.
Lydbilledet kan ved symfonisk lyd af og til, særligt med visse amerikanske kabler, virke for stor og overdimensioneret, men kan med det rette forhold mellem grund-og overtonereproduktion virke yderst befordrende på lytteren om han mestendels ønsker sig et egentligt overblik over den akustiske begivenhed. Denne overbliksfornemmelse kan mistes, når et system modsat performer analytisk, hvor der i reglen kan komme til at mangle en klar fornemmelse at hele den akustiske begivenhed ved så at sige at "tvinge" lytteren til for stor opmærksomhed på de enkelte instrumenters særlige timbre og detaljering..og lige pludselig kan man "vågne op" og imens man lytter..og indse, at man ikke har hørt "et samlet stykke musik", men en masser forskellige instrumenter, der så at sige har slåset om lytterens opmærksomhed.