Hvad hører du nu ?

[macwerk]

Lounge Lizards har fået lov at indtage Epos'erne med Queen Of All Ears



Et sted mellem ny klassisk komposistionsmusik og sejt gyngende jazz.
På mig virker den mere komponeret end de foregående, men det bliver den jo ikke dårligere af. Der er stadig en sej rytmegruppe der holder sammen på et hav af småtemaer, der ind i mellem spilles på kryds og tværs.
Lurie & Co. demonstrerer her at de virkelig mestrer temposkiftets kunst helt ud i yderste potens. Temainstrumenter skifter ofte rytme før rytmegruppen, og efter et øjebliks spænding falder det hele nydeligt på plads i et sejt funky jazz-groove.

Det kompositoriske element understreges af at celloen i visse numre spiller en fremtrædende rolle. Jeg ved ikke så meget om celloen, udover at den, behandlet korrekt, kan være et meget smukt instrument. Jane Scarpantoni (der har spillet med snart sagt hvem som helst af New York's in-crowd, og også var med på Live In Berlin fra 1992) placerer celloen som en naturlig del af orkestret og ikke bare som en gæst. I den over 10 minutter lange Monsters Over Bangkok kommer hun næsten hele vejen rundt; fra den enkle og lyriske introduet med sopransaxen til erstatning for den elektriske guitar.

Efter jeg lærte Queen Of All Ears at kende, tror jeg, jeg forstår hvorfor John Lurie lader til at have lagt Lounge Lizards på is. Han er er ganske enkelt kommet i mål med det projekt. Der er ikke mere at fortælle. Det ville enten være en gentagelse eller påtaget underligt - bare for at være underlig.

/vilmann

Et skriv der godt kan tåle en eksponering mere.

Med det sidste afsnit i mente, glæder jeg mig allerede til næste genhør.

Det bliver dog først i morgen for jeg er pt. taget med Brahms og Rolla til Ungarn.

Brahms, Hungarian Dances.
János Rolla / Liszt Ferenc Chamber Orch.
Erato/Hungaroton SLPX 12493.

[vilmann]

Lounge Lizards har fået lov at indtage Epos'erne med Queen Of All Ears



Et sted mellem ny klassisk komposistionsmusik og sejt gyngende jazz.
På mig virker den mere komponeret end de foregående, men det bliver den jo ikke dårligere af. Der er stadig en sej rytmegruppe der holder sammen på et hav af småtemaer, der ind i mellem spilles på kryds og tværs.
Lurie & Co. demonstrerer her at de virkelig mestrer temposkiftets kunst helt ud i yderste potens. Temainstrumenter skifter ofte rytme før rytmegruppen, og efter et øjebliks spænding falder det hele nydeligt på plads i et sejt funky jazz-groove.

Det kompositoriske element understreges af at celloen i visse numre spiller en fremtrædende rolle. Jeg ved ikke så meget om celloen, udover at den, behandlet korrekt, kan være et meget smukt instrument. Jane Scarpantoni (der har spillet med snart sagt hvem som helst af New York's in-crowd, og også var med på Live In Berlin fra 1992) placerer celloen som en naturlig del af orkestret og ikke bare som en gæst. I den over 10 minutter lange Monsters Over Bangkok kommer hun næsten hele vejen rundt; fra den enkle og lyriske introduet med sopransaxen til erstatning for den elektriske guitar.

Efter jeg lærte Queen Of All Ears at kende, tror jeg, jeg forstår hvorfor John Lurie lader til at have lagt Lounge Lizards på is. Han er er ganske enkelt kommet i mål med det projekt. Der er ikke mere at fortælle. Det ville enten være en gentagelse eller påtaget underligt - bare for at være underlig.

/vilmann

Et skriv der godt kan tåle en eksponering mere.

Med det sidste afsnit i mente, glæder jeg mig allerede til næste genhør.

Det sidste afsnit kan vel egentlig opfattes lidt negativt - det var ikke meningen.
Det er blot en konstatering. Der vel iøvrigt underbygges af at Queen Of All Ears er mere indviklet at lytte til end fx. Voice Of Chunk eller Big Heart. Den kræver at man har sætter sig i i musikken og frem for alt lytter. Ellers er det bare støj.
Jeg fik skræmt hende den langhÃ¥rede i seng forleden aften...  hun kunne simpelt hen ikke kapere den

/vilmann

[SES.]

Den kreative sol sol sol arbejdsdag sluttede med en af Decca’s bedste plader, og den Sibelius plade der gjorde Wifi til fan of the man.
Det sidste er jo dejligt så kan jeg bare fylde på hylderne.

[macwerk]

Det sidste afsnit kan vel egentlig opfattes lidt negativt - det var ikke meningen. Det er blot en konstatering.

 

Jeg læser det ikke som noget negativt, blot som en sjov konstatering.

Hvor mange gange har vi ikke hørt om bands der stoppede i utide eller holdt den kørende langt udover sidste salgsdag - Her kommer du, som den første nogensinde, og siger lige tilpas

[Thomas]

Har lige fået denne ind ad døren:

Audioslave med deres 3 plade, revelations.
Er igang med første gennemlyt, men umiddelbart er den egentlig meget fed

[kibri]

Charlie Musselwhite: "Sanctuary"
Very coooooll...

[Kim Olsen]

Johnson - Det passer

selvironien nærmest driver ned af væggene, og beskriver meget rammende stemninger på andre numre. der er selvfølgelig også det sædvanlige hip hop lir, men det er stadigt meget nede på jorden og afslappet i forhold til hvad der ellers bliver udsendt.



Marie Key Band - Udtales ['kæj]

Dette band har en helt speciel stemning, lyden er smuk og forførende omend en smule melankolsk - jeg kan ikke vente til de gæster odense i næste måned.

[Thomas]

Lou Reeds liveplade "Animal Serenade"

fed "magi" på pladen.
Der er blandt andet en fantastisk smuk udgave af Candy Says, sunget af Anthony (fra Anthony and the Johnsons)

[zaka]

Musik der nedstammer fra Neil Young, The Band og Gram Parsons:



Jayhawks - Hollywood Town Hall fra 1992.

Must have, hvis man er til nyere Americana a la Wilco, Uncle Tupelo, osv.

Og så må jeg se at få købt Queen Of All Ears - tak vilmann

[kibri]

Bedste kvindelige rockvokal??

[troelsmeister]

Mit hustru er i Irland sÃ¥ jeg er alene hjemme med en syg datter, der nu endelig er faldet i søvn efter at have grædt en hel dag  

Jeg trænger til energi på batterierne så jeg er startet med:

David Bowie - Reality

[SES.]

Zaka og Macwerk ihærdighed får mig til at spille Mingus og mere Mingus. Denne Atlantic SD1700 fra 77 - er der et anseligt antal musikere samlet til "Three ot Four Shades og Blues". Meget afvekslende fra enkelhed til kompleks.
Mingus bas, George Coleman alt/tenor, Rickcy Ford tenor, Jack Walrath trumpet, Plilipcatherine og Larry Coyell guitar, Bob Neloms piano, george Mraz bas, Dannie Richmond drums.
Jillimie Rowles og John Scofield replacer på det helt stor nummer som er titelmelodien på pladen.

Dyna fanger Mingus bas på fabolous måde. Herlig herlig skive.

Thad Jones med Eclipse står klar til at blæse - medlemmerne lærte noget - som de har brugt lige siden. Nåede de at lave mere end en plade? Jeg håber på en 2-3 stykker - nogen der ved noget?.

[zaka]

Mingus er - fedt at du bliver ved   Iøvrigt stÃ¥r min Three or Four Shades... i kø nu. Jeg har ikke lyttet sÃ¥ meget til den, sÃ¥ den skal lige have en tur mere.

Men først spiller en nyankommen Horace Silver:



The Trio Sides hedder den. Det er en slut-70'er Blue Note genudgivelse af de komplette trio-indspilninger Silver lavede for Blue Note fra starten af 50'erne til slutningen af 60'erne.

Side 1 er ikke færdig endnu, men jeg er så småt på vej op i stratosfæren...

[arsenix]

Zaka og Macwerk ihærdighed får mig til at spille Mingus og mere Mingus. Denne Atlantic SD1700 fra 77 - er der et anseligt antal musikere samlet til "Three ot Four Shades og Blues". Meget afvekslende fra enkelhed til kompleks.
Mingus bas, George Coleman alt/tenor, Rickcy Ford tenor, Jack Walrath trumpet, Plilipcatherine og Larry Coyell guitar, Bob Neloms piano, george Mraz bas, Dannie Richmond drums.
Jillimie Rowles og John Scofield replacer på det helt stor nummer som er titelmelodien på pladen.

Dyna fanger Mingus bas på fabolous måde. Herlig herlig skive.

Thad Jones med Eclipse står klar til at blæse - medlemmerne lærte noget - som de har brugt lige siden. Nåede de at lave mere end en plade? Jeg håber på en 2-3 stykker - nogen der ved noget?.

Samt de mange direkte radiotransmissioner mens TJ var ansat i DR som leder af big bandet

Arsenix

[macwerk]

Mingus og den næste i rækken Jo Banks