Hvad hører du nu ?

[zaka]

Sikke en morgen, sidder og bliver helt misty-eyed over hende her:



og nu kan jeg ikke tage mig sammen til at komme ud af døren

Lucinda Williams - Live at the Bowery Room 27. maj 2003 - fra FM Radio...

[zaka]

Helt i tråd med Lucinda Williams og et spin-off fra Dylan's Theme Time Radio Hour:



Mary Gauthier - Mercy Now fra 2005 (lånt på bib).

En rystende usentimental skive om misbrug, vold og alskens heartache.

Det er næsten ikke til at holde ud når hun tørt konstaterer:

"Fish swim
Birds Fly
Daddies yell
Mamas cry
Old men
Sit and think
I Drink"

I sangen "I Drink". En sang om social arv ... "I got my daddy's blood inside my veins".

Begejstrede anmeldelser (citater fra hendes egen side):

“Her rich, gothic country tales of broken homes and chemical abuse are easily comparable to Lucinda Williams…it makes for a chilling ride.” - Interview

“Mary Gauthier’s Mercy Now is a truly extraordinary album from a critically acclaimed singer.” – Vanity Fair

“This is an unsettling work of terrible beauty.” – American Profile

“The beauty is that she's able to tell that story of the wind, the rain, the pain, the wonder and the world in between so eloquently.” (4 stars) – Newhouse News Wire

[troelsmeister]

Jeg har hørt den 3 gange i dag så mon ikke det er på tide jeg smider den op her.

Jeg EEELLLSKER Vivaldis de 4 årstider selvom den poppede popularitet har gjort nogle til dommere over værkets enkelthed, det er finere at høre alt muligt andet.

Min favorit er med Anne-Sophie Mutter som solist og dirigent. Med Tronheim Soloists.

[fisp]

Lige købt denne på anbefaling. Flot, flot musik.

[troelsmeister]

Tina Dickow - In the red.

Bedste danske singer/songwriter album i 2005.

    

[zaka]

Amp-melting tex-mex fra Sir Douglas Quintet:



Endnu et Dylan Theme Time Radio Hour spin-off.

Fra allmusic.com:
"The Quintet mixed country, blues, jazz, R&B, Mexican conjunto/norteño music, Cajun dances, British Invasion rock & roll, garage rock, and even psychedelia into a heady stew that could only have come from Texas."

Det er fremragende musik.

[SES.]

Gode musikvenner gav os denne lille meget fine sag. Afhentet i Saxogade (hvor det så ligger henne?) hos Esben. Jeg fik nr 116.



Esben Just (SP Just Frost) solodebuterer med en lækker og effektiv hyldest til sine musikalske rødder
Kun bevæbnet med sig selv og et flygel hylder Esben Just (SP Just Frost) på sit første soloudspil sine musikalske rødder i New Orleans’ våde muld så lækkert og effektivt, at man føler sig hensat til en Sydstats-veranda i 20erne med en knitrende fonograf i baggrunden.

Tre SP Just Frost og en enkelt egen komposition tager på albummet – der kun udkommer i 500 vinyleksemplarer inklusiv en dvd fra optagelserne – plads side om side med klassikere som King Of The Road (Roger Miller), You Are My Sunshine og What A Wonderful World, og det er blandt andet på de to sidstnævnte, Esben Just viser sig fra sin bedste side.
  
Det lykkes ham nemlig at gøre det, så få er lykkedes med: At lave vedkommende og sjælfulde coverversioner af to fortærskede klassikere uden de bliver klæge, uinteressante kopier. Det er i sig selv en bedrift, men hele albummet emmer af netop sjæl og en kærlighed til den musik, Esben Just så fornemt har gjort til sin egen.

[macwerk]

Jeg har startet morgen med lidt nye barokke cellokoncerter - Boccherini, Tartini og Vivaldi, Natalia Gutman cello.

[SES.]

Dem der er så heldige at det er nemt at komme forbi kælderen på 1 sal, kan glæde sig over en maleriudstilling samtidig med at man fylde huller ud i samlingen.

Der er ingen præmier for at gætte

Her er vi nu nået til lørdagens sweets. Ella med ”Like someone in love”, Duke varmer op ved klaveret og har inviteret Hawkins to join the band.

[zaka]

Saxogade nr. 4, 4. sal på Vesterbro - børneklassikeren "Sonja fra Saxogade" kender alle da...eller? . Esben Just holdt for nogle dage siden åbent hus i sin lejlighed, hvor man kunne høre lidt live musik fremført af ham selv og købe vinylen.
Nu sidder jeg og blive helt trist over at jeg ikke fik mig taget sammen - sikke en god ven, SES  

Så er det jo godt at Van Morrison kan hjælpe på humøret:




Complete New York Sessions 1967 3LP på Get Back - optaget for Bang Records - vistnok ikke en  specielt lykkelig tid for Morrison. Jeg er ikke helt inde i historien.

Brown Eyed Girl er der i alternate version og TB Sheets er et helt ekseptionelt godt nummer på ca. 10 min.

Fremer satte den på Stereophile's Records 2 Die 4 liste i 1999.

Fed skive.

[fan of the man]

Saxogade nr. 4, 4. sal på Vesterbro - børneklassikeren "Sonja fra Saxogade" kender alle da...eller? . Esben Just holdt for nogle dage siden åbent hus i sin lejlighed, hvor man kunne høre lidt live musik fremført af ham selv og købe vinylen.
Nu sidder jeg og blive helt trist over at jeg ikke fik mig taget sammen - sikke en god ven, SES  

Så er det jo godt at Van Morrison kan hjælpe på humøret:




Complete New York Sessions 1967 3LP på Get Back - optaget for Bang Records - vistnok ikke en  specielt lykkelig tid for Morrison. Jeg er ikke helt inde i historien.

Brown Eyed Girl er der i alternate version og TB Sheets er et helt ekseptionelt godt nummer på ca. 10 min.

Fremer satte den på Stereophile's Records 2 Die 4 liste i 1999.

Fed skive.

Absolut suveræn udgivelse du har fundet der- du siger bare til når du bliver træt af Lp no1 (min er voldspillet)

[zaka]

Absolut suveræn udgivelse du har fundet der- du siger bare til når du bliver træt af Lp no1 (min er voldspillet)

Den har været i samlingen i adskellige år efterhånden. Skal man have den nu, tror jeg man skal grave dybt i baglommen.

Der er flere højdepunkter synes jeg. Hele første skive er som du antyder kanon. Men også f.eks. The Back Room og Joe Harper Saturday Morning på side 4 er weltklasse.

[zaka]

Fordi SES skrev om den i "Verdens bedste popplade"-tråden:



Den mere end holder - godt nok er det en opsamling af singler, men skruet sammen så man uden problemer lytter fra ende til anden...

Kan stærkt anbefales.

[SES.]

Hi Zaka! herligt at se nogen lige skulle genhøre - jeg er "vandskadet" da jeg satte Lucinda W på da jeg gik i bad - stod ikke op før pladen var forbi.

Her et ret nyt brugtkøb. Og det var godt at jeg scorede. Har en mere RB der ikke er særlig god, så i mange år er han forbigået. Det må der rettes på – denne er eminent

Roy Buchanan has long been considered one of the finest, yet criminally overlooked guitarists of the blues rock genre whose lyrical leads and use of harmonics would later influence such guitar greats as Jeff Beck, his one-time student Robbie Robertson, and ZZ Top's Billy Gibbons.


After an uneven four-year/five-LP deal with Polydor, Roy Buchanan (guitar/vocals) linked up with Atlantic Records for his next trio of long-players, commencing with A Street Called Straight (1976). Under the direction of Arif Mardin, and sporting the same combo that he had been using during his practically incessant touring, this disc is infinitely stronger than his previous non-live effort, In the Beginning (1974). The core unit of John Harrison (bass), Malcolm Lukens (keyboards), and Byrd Foster (drums/vocals), are augmented by a host of all-stars such as Andy Newmark (drums), Will Lee (bass), Billy Cobham (percussion), the Brecker Brothers horn section, and vocals from former Rascals' member Eddie Brigati. Perhaps Mardin's mid-'70s success, creating soul and funk-oriented platters, encouraged him to take the artist in a similar course. Buchanan definitely sounds not only in his element throughout this title , but he rises to the occasion, providing some of his most incendiary licks and aggressive instrumental interaction in a studio setting. This also manifests itself with a bounty of self-penned compositions. Rather than including one or two of his own pieces in an album consisting of primarily cover material, nine of the 11 cuts are, at the very least, co-written by Buchanan. As always however, it is his unmistakable, if not singular fretwork that truly coalesces A Street Called Straight. The frenetic opening whine of "Running Out" immediately sets the tone as Buchanan's guitar sings with a woozy fluid intonation, perfect for his expressive and emotive leads. The middle-eight solo is a prime example of his uncanny ability to switch from sharp, jagged, and sinister, to a string-stretching, bluesy intonation. This contrasts the backbeat-laden "Keep What You Got" funkfest, and the noir combination of acoustic and electric textures on Billy Roberts "Good God Have Mercy." The reading of Jimi Hendrix' "If Six Was Nine" is an almost natural extension of the original, with a brooding and slinky rhythm. While some purists may consider the overproduction slick, Mardin's creation is an undeniable improvement over his prior non-live outings.

[SES.]

I aften er der dømt rock, Bonnie Raitt, Sanne og nu


måske bliver vi mer seriøse som aftenen går – men lige nu – bare rock.

Thessing varmer op