Hej alle Duelund Memorial deltagere.
Jeg vil her kort skrive lidt om Steens fortvivlelse over de komponenter, som sidder i signalvejen, og som i særdeleshed ligger mellem forstærkerkæden og ud til / i højttalerne. Se evt. min beskrivelse af den første signalkabelproduktion under ”Dig og Steen”.
Efter at have erfaret at der rent faktisk var (er) forskel på kabler gik debatten lystigt om hvad de forskellige delefilterkomponenter gjorde ved lyden. Allerede dengang var der præferencer for det ene kontra det andet mærke af kondensatorer, spoler med eller uden jernkerne osv.
Steen havde i grove træk sine egne meninger om tingene, men var klar over at der var rigtigt meget mere at hente på den konto hvis man begyndte at gå lidt i dybden med tingene.
Mine input til Steen var i den mere ”simple” ende af skalaen, da jeg ikke er svagstrømsingeniør og derfor ikke er super stærk i dén slags. Nysgerrige var vi dog, og begyndte at splitte forskellige typer kondensatorer ad for at se hvad de indeholdt (ikke elektrolytter ). Efter at have skilt nogle polypropylene kondensatorer ad var Steen klar over at der var en grund til at de lød ”galt”.
Det var jo netop konstateret at plastik havde en dårlig indflydelse på lyden. Selv om kondensatorer har en speciel karakteristik i et givent arbejdsområde mente Steen at det var lige meget. Der måtte være noget at hente ved at lave kondensatorer på en anden måde. Jeg husker at man kunne gnide noget af det pådampede metalliske materiale af polypropylenen, og det kunne alt andet lige ikke være godt. Altså, at lede den følsomme (primært diskantlyd) lyd gennem noget meget tyndt ”metalpulver”.
Mit forslag var at rulle kondensatorerne selv af enten alu-folie (stanniol har alle jo lige ved hånden), men det kunne måske være lidt svært at lodde ”terminaler” på folien, idet aluminium kan være svært at lodde på, med mindre man har noget specielt flusmiddel til formålet. En anden løsning kunne være at lave dem af kobberfolie – det er jo i det mindste nemt at lodde på!!!
Så langt så godt. Steen meldte pas mht. dén slags finurligheder (også pga. det evige tidspres), men vi arbejdede videre med ideen i tankerne. Hvad skulle der bruges som dielektrikum??? Her var mange muligheder: Rispapir, silkepapir, gaze, bomuld, tyndt vævet silke osv. Hvordan skulle det så behandles??? Her var også en del muligheder: Transformerolie, lin-olie, voks, bi-voks, paraffin osv. Hvor tykt skulle dielektrikum være for en given spænding osv.?? Steen talte om at det kunne være mange skønne spildte kræfter at gå i gang med dén slags med vores begrænsede viden, så han holdt ideerne åbne og valgte på et lidt senere tidspunkt at kontakte Jensen kondensatorer for at anmode om lidt assistance.
Som jeg opfatter det var Jensen med på ideen, og herfra begyndte Steens (og Jensens) udvikling af rigtige HiFi-kondensatorer at tage form. Gad vide om ikke Arsenix var lidt med til det i den periode??? Jeg fik aldrig selv arbejdet med disse kondensatorer i praksis, men mener da at kunne se, at Steen fik produceret nogle spændende kondensatorer som bliver brugt både til super-RIAA´er og ikke mindst delefiltre (!). Ud over at de findes i kobber- og sølvfilmsudgaver ved jeg ikke hvad dielektrikummet er. Kondensatorerne er til sidst viklet ind i ”et-eller-andet” som så er vædet med linolie (?). De kaldes vistnok ”rugbrødskondensatorer” idet de giver associationer til et fladt stykke rugbrød (uden pålæg, dog!).
Når man ”rodede” så meget med HiFi som Steen gjorde på det tidspunkt var det til tider lidt problematisk at købe de gode (og dyre) komponenter. Det fik mig til at gå i gang med at undersøge hvordan man kunne vikle sine egne luftspoler, så man fik den korrekte værdi i mH og i Ohm. Så svært kunne det heller ikke være. Problemet var at det jo samtidigt gjaldt om at vikle sådan en spole mest hensigtsmæssigt, så man ikke brugte unødigt meget tråd, eller fik dem viklet i nogle underlige dimensioner. Den ønskede værdi skulle nok dukke op – bare man viklede længe nok
Til at starte med talte vi meget om at bruge lakeret kobbertråd som var lige til at vikle uden at skulle lave for mange krumspring. Øvelsen gik nu ud på at finde frem til nogle formler som angav forholdet mellem spolens ydre diameter, hullets diameter, bredden af spolen samt kobbertrådens diameter. Efter at have fået fat i en leverandør, som godt ville levere lakeret kobbertråd i forskellige dimensioner var vi sådan set klar til at vikle spoler selv. Nogle få beregninger viste, at der økonomisk var fantastisk meget at hente i forhold til at købe spolerne færdige i f. eks. DAT.
Steen havde sin lille drejebænk i kælderen, så det var bare et spørgsmål om at få lavet nogle ”spole-trisser” i standardstørrelser, som spolerne kunne vikles på. Medens denne proces foregik kom der andre bud ”på banen” mht. spoler. Der var nogle som havde vist Steen at der var noget at hente ved at vikle spoler på en ”ringkerne”. Her var der i første omgang tale om to ”C-formede” jernholdige profiler som skulle sættes op imod hinanden med en lille luftspalte imellem (hvis jeg husker korrekt?!). Hvis denne løsning skulle vise sig at holde vand, ville det være en bedre løsning end luftspolen idet man ville reducere det omkringværende magnetfelt til et minimum, og dermed reducere påvirkningen af de andre komponenter i delefilteret. Samtidig ville man kunne reducere risikoen for at kernen gik i mætning under belastning.
De spoler Steen fik viklet som luftspoler var vist ikke ret mange, og det var i de små størrelser. Selv om ”hjemmeproduktionen” af luftspoler ikke rigtigt kom i gang var det alligevel sjovt. Man kan nu se, at den type spole viklet på ”ringkerne(???) som DCA bruger, og sælger, er en rigtig god komponent. Der er i hvert fald en del som bruger dem på kritiske steder i deres delefiltre. Husker jeg ikke helt galt findes de også i Gryphons Poseidon system.
Som de fleste ved på nuværende tidspunkt, udvidede Steen også sortimentet til at omfatte modstande, som (vistnok?) er lavet af grafit. Dem har jeg desværre aldrig haft noget med at gøre, og har desværre heller ikke haft mulighed for at høre dem i en specifik opsætning. Noget tyder dog på at de er intet mindre end forrygende gode.
Til alle jer som stadig holder af at bruge luftspoler i jeres delefiltre kan jeg kun anbefale at I undersøger hvad det vil koste at lave dem selv. Der er rigtigt meget at hente, især på de store størrelser. De formler som Steen og jeg dengang ikke lige kunne finde mht. spole-vikling findes nu nemt ude på Internettet.
Mange venlige hilsener til alle HiFi-fuskere…
Karsten Sømand