Jeg så No Direction Home for et par uger siden. I den film om Dylan, er der en af de medvirkende der siger noget i retning af,
Back then, we used to ask a new act, "have You anything to say?"
I Gasolin dokumentaren, kommer de mange gange ind på teksterne. Mogens Mogensen. FB gør i klip grin med Larsens følsomme tekster (Alene klippene fra 70'ernes København, er alle pengene værd)
Bob Lefsetz, en am. musik-essayist jeg er begyndt at læse (giver mig lyst til at finde pladerne og lytte. Her er et eksempel på hans mesterlige skrivehåndværk , skriver i sine essays også meget om teksterne.
og for det ikke skal være løgn, fortalte en ven forleden, at hun da ikke lytter efter hvad de synger om. Det gør jeg heller ikke, tænkte jeg. Længere.
Da jeg som ung mand begyndte at købe musik, tog vi tit bussen til Odense og Kongensgades Starburgere inden den gik til Accord om hjørnet. Tænk sig, vi stoppede op og beundrede lp'erne der hang i vinduet i porten der ledte ind til butikken. Bladrede i kasserne med plader og smuglyttede når der blev langet ekspertråd over disken. Spurgte man, fik man kyndig vejledning. Kæft det var sjovt.
Det var slut 70'erne, først i 80'erne. Intet internet, ingen pc, intet tv (jo, Poul Thomsen og Otto Leisner, men de larmede ikke så meget), ingen mobiltelefoner og ikke så mange at tale med. Der var video. Mest Chuck Norris og italienske lorte b-film (dem så vi rigtig mange af). Den lokale Biograf lukkede kort tid efter.
Efter sådan en tur i Accord. Måske en kold, mørk og klam efterårsdag, lidt som idag. Pladen blev sat på Rega Planeten (stolt købt hos Danmarks Hifi Klub - man var vel håbefuld audiofil), og jeg satte mig i stolen eller bare på sengen, klar til at læse teksterne på omslaget. Det er ikke engang løgn. Og så gang på gang ..
Jeg forstod som regel ikke en meter af hvad de sang om på pladerne. Ikke engang med teksterne foran mig. Kan huske jeg engang købte Joni Mitchells Wild Things Run Fast fordi en single fra pladen (Chinese Cafe) var blevet et hit. Hvaaaaad er det her for noget, tænkte jeg, da jeg hørte den for første gang. Det er da en Jazz plade det her? Det var den mest avancerede plade jeg på det tidspunkt havde købt. Musikken fik en chance og endte med at ændre min indstilling til musik. Nu en af de plader jeg nok aldrig smider ud. Nu læste jeg så lige forleden et sted, at Chinese Cafe teksten bl.a. handler om Joni's bortadopterede datter. Det opdagede jeg aldrig dengang.
Nå, det jeg prøver at sige er, om jeg (vi?), husker at bruge teksterne på de plader vi får med hjem. Selv er jeg ikke særlig god til det. Efter at have set No Direction Home vil jeg prøve at lytte mere efter teksterne som jeg måske nok har hørt, men sikkert ikke forstået.
"Ved du hvad titlen No Direction Home kommer af?", spurgte en af mine kolleger forleden.
I kan selv gætte resten
Mvh
