Jeg vil gerne lægge ud med at appellere til at dette ikke bliver endnu en ”DK vs. Udlandet” tråd, eller en diskussion om hvorvidt forhandlere/distributører/producenter tjener for meget. Dette drejer sig ikke om at retfærdiggøre prisforskelle på samme produkt, det er et oplæg til diskussion om forhandlerens generelle rolle i et køb af anlæg:
Det diskuteres tit at alt for mange ”køber rabatter”, og at den vare der spares mest på ikke nødvendigvis er det bedste køb. Dette kan de fleste også sagtens forholde sig til – fladskærm A nedsat fra 40.000,- til 30.000,- behøver ikke være bedre end fladskærm B med normalpris på 30.000,-, uden prisnedsættelse. Eller rettere – de fleste ved godt at det ER sådan, men en del har svært ved at efterleve det i praksis. Det er så hvad dét er – noget helt andet er selve dét at finde frem til det rigtige udstyr i den rigtige situation. Og det er hér jeg mener forhandleren kommer/bør komme ind.
De fleste kunder bruger temmelig meget tid på at finde ud af hvad de skal købe, og ikke mindst hvordan de får det billigst. Problemet er – og det vil provokere nogen når jeg siger det, men det er hvad jeg mener – at langt de fleste, selv folk der ligger pænt oppe ad entusiast-skalaen, ikke har evnen til at gennemskue hvordan de får mest ud af sine penge. De forblændes ofte af en masse mere eller mindre fejlagtige idéer om hvad der er bedst, især hvis det ikke drejer sig om køb af en enkelt komponent, men sammensætningen af et komplet surroundanlæg. Derfor ender det oftest med at man får sat en mindre optimal kombination sammen, men til gengæld finder det bedste tilbud på denne, mindre optimale, kombination. Og dermed ender man med at dét der egentlig virkede som et godt tilbud, reelt ikke er dét der gav mest for pengene. Dette gælder _især_ når vi taler om surround-systemer, og ikke mindst når billede-delen inddrages – et stereo-anlæg er straks nemmere at forholde sig til. Men ofte bør man som kunde ”bruge” forhandleren mere, i jagten på den rigtige kombination.
Jeg vil prøve at komme med nogle eksempler på misforståelser der kan udmønte sig i mere eller mindre grelle fejlkøb, for at underbygge min påstand. Jeg vil ikke hænge nogen ud, så jeg vil ikke levere kildeangivelser – de fleste eksempler er fra forskellige fora, resten fra oplevelser i butikken. Alle inden for relativt kort tid siden - og alle kan siges at være spørgsmål/udtalelser fra folk der i en eller anden udstrækning kan kaldes entusiaster – ellers ville de ikke deltage i internet-fora, eller bevæge sig ind i en butik der trods alt er relativt entusiast-præget.
Eksempler på mere eller mindre udbredte misforståelser, der kan resultere i fejlkøb:
”Hvis en fladskærm har HDCP kan jeg ikke bruge den med en PC, der ikke har HDCP.”
”Hvis min surroundreceiver har HDMI udgang, hvorfor skal min DVD så have HDMI udgang?”
”Hvis DVD’en kan opskalere til HDTV, så får jeg billeder i HD-kvalitet fra mine DVD-film”
”Hvis DVD’en har HDMI, er jeg forberedt til HDTV”
”Når DVD-Audio er bedre end CD, så må en DVD-afspiller med DVD-Audio være bedre til at spille CD end en CD-afspiller”
”Hvis bare DVD-afspilleren har HDMI udgang, er billedet godt”
”Hvis DVD-afspilleren ikke har HDMI udgang, kan det ikke betale sig at købe en god projektor fordi jeg ikke kan udnytte den fuldt ud uden HDMI”
”LCD er altid bedre end plasma”
”Plasma er altid bedre end LCD”
Osv osv osv…
Kort sagt – der er _bunker_ af misforståelser der danner grundlag for folks indkøb af udstyr. Vel at mærke ikke kun blandt Hr. og Fru Bilka-kunde, men i høj grad også blandt ganske interesserede kunder. Langt de fleste har ganske enkelt ikke overblikket til at vurdere hvilken sammensætning der til en given pris vil være en fornuftig sammensætning af udstyr – og derfor sker det f.eks. ofte at der bruges uforholdsmæssigt mange penge på detaljer der reelt ikke har særligt stor betydning i den store sammenhæng. Håndsoprækning – hvor mange har købt en bestemt surroundreceiver, fordi den havde mikrofon-opsætning? (der er sikkert ikke ret mange der vil melde sig, men jeg VED der er mange…).
Den rigtigt dårlige nyhed er at det ikke bliver nemmere for den almindelige forbruger at gennemskue markedet – tværtimod, hjemmebio-løsningerne bliver mere og mere avancerede, og der bliver flere og flere faldgruber. Og ikke mindst – flere og flere nye, spændende specs at savle over, som kan forblænde det store overblik – ikke mindst når der er loft over budgettet, og der må tages nogle kompromisser på den ene eller den anden måde.
Hvad skal man så som almindelig forbruger gøre, hvis man står foran en investering på måske 30-40-50.000,- eller mere på en ny hjemmebiograf, men har svært ved at gennemskue hvordan pengene skal investeres? Mit forslag er at man i stedet for at forsøge selv at gennemskue markedet (hvilket er håbløst – jeg lever af det og har gjort det længe, men jeg lærer nyt _hver_ dag!), bruger tiden på at lade nogle forhandlere komme med deres bud på hvordan et system kunne sammensættes. Dvs, hvis det er et komplet system man jagter, så lad være med at lede efter den bedste surroundreceiver, så den bedste DVD-afspiller, de bedste højttalere, den bedste projektor, osv osv, og til sidst er man fuldstændigt rundt på gulvet.
Find i stedet nogle forskellige, seriøse forhandlere, som du føler du har tiltro til, og bed dem komme med DERES bud på hvordan en hjemmebio i det prisleje du vil investere kan sammensættes. Vælg så dét system du føler dig mest overbevist af, og enten køb dét, eller brug det som udgangspunkt for sammensætningen. Du vil som oftest have en meget bedre grundstamme for sammensætningen af anlægget end du selv ville nå frem til. Jeg siger ikke at man nødvendigvis bare blindt skal følge forhandlerens forslag, man skal selvfølgelig lægge sine egne ønsker ind i forslaget så man ender med noget man synes er tilfredsstillende.
Jeg vil påstå at 95% af kunderne – kun de allermest erfarne og entusiastiske undtaget - vil kunne bruge uger på at finde det helt rigtige udstyr, søge de bedste priser på nettet (og givetvis ”spare” tusindvis af kroner), sætte anlægget op derhjemme – og få ringere ydelse end hvis de gik ind til en seriøs forhandler og bad om det bedste anlæg til samme antal kroner – evt. inklusive installation og opsætning.
Det største problem af alle er vel i bund og grund at meget få mænd tør gå ind i en forretning, og blankt erkende at de ikke ved nok om teknikken (man vil helst ikke lyde dum), og bare bede om det bedste til X kroner. Men det pudsige er at som jeg oplever det er det faktisk oftest de kunder der gør dette der rent faktisk ender med de bedste anlæg.