AV Precision skrev:3DX skrev:lyttetræthed, er som Arsenix siger, tit en kombination af mange ting. men min erfaring siger mig at området 1-3K Hz (ved ørets resonance) er der hvor det tit er mest belastende.Det er vel ikke særligt chokerende at lyttetræthed opstår hvis højttaleren ikke fungerer optimalt netop dér hvor øret er mest følsomt. At undgå lyttetrætheden ved at dæmpe dette område, og dermed skjule problemerne i stedet for at forbedre gengivelsen i dette meget vitale område, er såvidt jeg kan se et bevidst skridt væk fra hifi (med dét formål at gøre musikken bedre). Da "hifi-lyttere" generelt sidder og lytter efter detaljer såsom anslag på strengene osv, som typisk ligger i diskanten, så vil mange sige at på sådan en højttaler træder detaljerne tydeligere frem (og så gider jeg ærligt talt ikke høre på "sådan er jeg i hvert fald ikke" argumenter, det ændrer ikke på den generelle tendens). En sådan højttaler vil derfor ofte få prædikatet "detaljeret", selvom den ikke lyder "korrekt". Og netop fordi den ikke lyder korrekt, vil den formentligt være lige så lyttetrættende, måske på en anden måde, som dén med en ret frekvensgang der bare generelt ikke lyder rigtigt i dette område. Den ikke-lyttetrættende højttaler er dén der lyder mest korrekt - forudsat at indspilningerne er designet til at blive gengivet "korrekt".Problemerne opstår jo netop hvis man i indspilningen tager højde for at mange gengiver musikken på højttalere med et dyk i mellemtonen, og bevidst indspiller musikken med ekstra "smæk" på mellemtonen, så det skal træde mere frem. Efterhånden som slutbrugeren ændrer på lyden, kompenserer musikerne altså kort sagt for dette, og så starter man forfra - og du har som slutbruger endnu mere behov for at kompensere. På et tidspunkt (nu?) ender du så med at flertallet af indspilningerne ikke er designede til at blive gengivet korrekt. Hvis indspilningen har ekstra mellemtone, for at kompensere for dét dyk som (vi antager at) de flestes højttalere har, så har man jo et problem hvis man er dén ene der har en højttaler der IKKE har dette dyk. Deraf min sammenligning med RIAA-kurven - hvis musikerne begynder at tage højde for slutbrugernes systemer på den ene eller den anden måde (hvadenten det er frekvensafvigelser, dynamik-kompression eller noget helt tredje), så bevæger vi os væk fra overhovedet at have muligheden for en korrekt gengivelse.Det er dérfor jeg mener at en THX standard for musik ville være en god idé. Ikke fordi THX på nogen måde garanterer god lyd, men fordi THX inden for film i meget høj grad har været med til at ensrette indspilningerne. Om du foretrækker at gengive filmlyd på dén måde THX anbefaler eller ej, det er sådan set ikke det væsentlige - det væsentlige er at hvis du foretrækker noget andet, så kan du bare vælge et andet anlæg, og så VED du at fordi indspilningerne er designet mere eller mindre ens, så får du den ønskede afvigelse fra THX på _alle_ indspilninger. Dén mulighed har man ikke inden for musik - hvis du foretrækker et 3 dB dyk mellem 1-3 kHz, så kan du ikke bare købe en højttaler der har dette dyk, og så regne med at al musik gengives med et dyk - for nogle indspilninger har måske netop et _hæv_ i samme område, og andre har i forvejen et dyk på 3 dB, fordi kunstneren har samme mening om lyd som dig, men sidder og master'er på et system der lyder korrekt. Så synes han det lyder rigtigt når han i indspilningen dykker med 3 dB, din højttaler gør det samme og så har du pludselig 6 dB dyk.Det er dérfor det er yderst væsentligt at få musikerne til at arbejde ud fra den samme reference. Så står det den enkelte slutbruger frit for at skabe en lyd der passer til éns individuelle temperament, men for at kunne gøre dette er det nødvendigt at musikeren har et referencepunkt.Mediet bør være en "grænse" mellem kunstneren og lytteren - en "nulstiller" om man vil. På kunstnerens side af grænsen har kunstneren fuld frihed til at påvirke lyden som en del af det kunstneriske værk, uden hensyntagen til hvordan slutbrugerens anlæg påvirker lyden. På slutbrugerens side kan brugeren vælge at få gengivet dette korrekt (og få den bedste oplevelse af kunstnerens tanker med musikken), eller at påvirke musikken på en bestemt måde for at give en subjektiv forbedring. Problemet med musik-indspilningerne er at de to sider overlapper hinanden. Musikerne tager i meget høj grad højde for hvilke anlæg slutbrugeren benytter, og slutbrugeren vælger anlæg for at kompensere for musikerens kompensation, osv osv osv... Så ender man i ét stort rod, hvor det uanset éns holdning til hvordan lyd skal lyde, er direkte umuligt at finde et anlæg der gør dette ved _al_ den musik man egentlig gerne ville høre.I film-verdenen er denne skille-linie mellem kunstner og slutbruger meget skarpere optegnet, og det har THX en meget stor del af æren for - uanset hvad man så ellers måtte synes om lyden fra THX systemer.
Hvis vi som et eksperiment antager at udgivelserne altid er produceret som kunstneren ønsker de skal være så skal alt jo afspilles på et absolut objektivt neutralt anlæg alene fordi beslutningen er taget ved indspilningen.
I modsat fald skal det anføres i de medfølgende noter hvilket anlæg det så skal afspilles på for at give det af kunstneren ønskede resultat.
Faktisk burde branchen løbe kontrollinen ud og sikre at udgivelserne kun kan afspilles på anlæg godkendt af udgiveren
Oder hur ?
