Musik? - Ja Tak

[ZIG]

kibri har henvist til et udmærket musik-forum (Steve Hoffman) og her fandt jeg et spørgsmål, som jeg synes er vigtigt og kunne tænke mig at stille på dette forum.

Hvorfor er det vigtigt for os at lytte til musik?

For mit eget vedkommende har jeg ikke noget entydigt svar. Ja, det er vigtigt, meget vigtigt, men jeg er ikke  sikker på hvorfor.

Det er så vigtigt for mig, at jeg passer på selve "oplevelsen". Jeg lytter aldrig til musik i bilen. Det er sjældent jeg lytter til baggrundsmusik. Jeg bruger aldrig hovedtelefoner, for jeg bryder mig ikke om oplevelsen.

Men hvorfor er det så vigtig at have en god musikoplevelse. Jeg kan hurtig blive mæt og to plader er oftest nok. Men jeg kan også blive sulten og skal have tændt for anlægget.

Så selv om jeg har stillet spørgsmålet, bliver jeg indtil videre svar skyldig.

Men hvad med jer?

Hvorfor er det vigtigt at lytte til musik?

Zig

[gurdet]

Ja, den skal ikke få lov at falde nedenud uden en reaktion af en art...men det bliver banalt :

 

Stimulering af de fem sanser:

 

Smagssansen -

Jeg snupper en øl/et stykke chokolade. En kropslig og muligvis emotionel oplevelse.

 

Lugtesansen -

Jeg overrumples af en duft. En uplanlagt emotionel oplevelse.

 

Følesansen -

Jeg bliver kildet op og ned ad ryggen. Uhhh - en vældig kropslig oplevelse.

 

Øjnene -

Leder efter noget interessant i virvarret, noget der rører intellektuelt og emotionelt.

 

Ørerne -

Hvad kan man lige finde?

Lærkesang... stærkt emotionelt

Kanonsalutter... vældig kropsligt

Holger Bech Nielsen... voldsomt intellektuelt

Musik... i bedste fald både emotionelt, kropsligt og intellektuelt

 

Musik i bilen er da fremragende, hvis man vælger den med omhu. En kopi af Pixies' Surfer Rosa er nærmest groet fast i min bilspille, til stor kropslig og også lidt intellektuel glæde på mine (relativt korte) køreture. I øvrigt ZIG - du lovede da selv evig rengøringsekstase, hvis vi fik fat i - what was his name - en ung, britisk bluesrock guitarist, så du er da vist kun pseudo puritaner  !

 

Ellers ved jeg ikke, hvad grunden skulle være...

 

Mvh   

[mr.superetik]

Det er vigtig af den indlysende årsag, at musik perciperes hinsides det sproglige center i hjernen og dermed har musik en berusende effekt, der ikke kan opnås via de sprogligt-neurale synapseforbindelser

[gurdet]

Det er vigtig af den indlysende årsag, at musik perciperes hinsides det sproglige center i hjernen og dermed har musik en berusende effekt, der ikke kan opnås via de sprogligt-neurale synapseforbindelser

 

Men samme sted perciperes vel også både hundeglam og motorstøj - uden samme berusende effekt?  

 

 

[ZIG]

"Musikkens berusende effekt" - ja, det kan jeg nikke genkendende til - men den er meget lunefuld og kan sagtens udeblive. Musik kan sagtens blive til støj under de forkerte omstændigheder og måske også omvendt.

Jeg har stadig ikke fundet mit eget svar. Det nærmeste, jeg kan komme til det, er at "den åbner". Man har været et sted, man ellers ikke kan komme. Og den reparerer og stimulerer og gør glad.

Og jeg giver superetik ret, at det er rart at lade snakketøjet hvile, mens "emotionerne" får lov til at boble af sted. Hvilket gør det svært at finde det rigtige udstyr og den rigtige plade og det rigtige tidspunkt.

Så jeg vil stadig holde fast ved at musikkens gunst kommer ikke på kommando - men er en slags gave, man skal liste sig op til.

Og der er mange gange jeg gør rent uden Aynsley Lister til hjælp.

Zig

[mr.superetik]

Det er vigtig af den indlysende årsag, at musik perciperes hinsides det sproglige center i hjernen og dermed har musik en berusende effekt, der ikke kan opnås via de sprogligt-neurale synapseforbindelser

 

Men samme sted perciperes vel også både hundeglam og motorstøj - uden samme berusende effekt?  

 

 

Korrekt. Men - og det er helt centralt - så kan de af dig nævnte dog aldrig optræde i harmonier

[vilmann]

Av...    det kan da let gå hen og blive en meget akademisk diskussion.

Jeg foretrækker noget lidt mere jordnært.

Prøv at vende det om: Tænk lige over hvor meget musik vi hører hver dag - hvad enten vi vil eller ej.
Der er musik i supermarkedet, i tøjbutikken, i morgenradioen, i tv-avisen, i radioavisen, i reklamerne. You name it - det er der, og der ingen der tænker over det.
Det grænser i den grad til misbrug, og hvis nogen føler sig mæt af musik hen under aften er det ikke noget under. Men der er selvfølgelig en årsag til at musikken bruges som den gør.

For eksperimentets skyld burde der udstedes musikforbud en enkelt dag - fuldstændigt og overalt - bare for at se hvordan folk reagerer.
Jeg er ret sikker på at det vil blive en fattigere dag.

Jeg aner ikke hvorfor det er vigtigt for os at lytte til musik. Det er selvfølgelig noget med at det stimulerer noget i bevistheden, men hvorfor behovet forskelligt fra person til person?

Jeg ved heller ikke hvorfor nogle bare ikke kan klare Lounge Lizards, når jeg nu synes det er verdens 8. vidunder.. Min ellers dejlige kone, bliver fuldstændig balstyrisk og kropumulig når Lurie og venner ruller sig ud.  Hvorfor?

Hvorfor er der nogle der kan nøjes med Rollo & King og den slags, når det er så åbenlyst elendigt?  Jo - jeg kan godt forstå man kan falde for det, men at man ikke får lyst til at gå videre og finde ud af hvad musik ellers kan, fatter jeg ikke.

Hvordan kan ellers fornuftige folk nøjes med at høre det seneste R&B-hit når man kan få en hel plade med Bikstok Røgsystem?

Det er selvfølgelig noget med at man ikke bare lige sætter sig ned og hører Kresten Osgood's Hammond Rens, hvis ikke man er klar til den slags, men hvad er det der gør at ellers intelligente folk flipper den seneste 80'er-reunion og aldrig går længere? Der er da for pokker udgivet ordentlig musik siden da.

Absolut flere spørgsmål end svar  

/vilmann

[kibri]

Jeg er afhængig.
Hvilket middel jeg har behov for, varierer meget. Nogle gange skal jeg prøve noget helt nyt - går det i hjernen, hjertet, fingerspidserne eller en helt anden legemsdel..?  
Så for nylig en film helt uden brug af musik - det var godt nok en uderlig oplevelse. Vi skriver vores eget soundtrack.

Gurdet - er høresansen i virkeligheden den mest overstimulerede?  

[gurdet]

Mon ikke det er meget som i andre af livets forhold; nogle trives bedst med faste rutiner, andre søger konstant nye udfordringer. Et temperamentsspørgsmål!

 

Jeg tror selv meget på, at der kan (og må) læres hele livet, og at det er dér, man kan tanke ny energi - hele livet. Men det er frygtelig let at falde i og bare lade sig behage af det man allerede har et rart forhold til - både i musik og i alt det andet...

 

Mvh    

[gurdet]

Jeg er afhængig.
Hvilket middel jeg har behov for, varierer meget. Nogle gange skal jeg prøve noget helt nyt - går det i hjernen, hjertet, fingerspidserne eller en helt anden legemsdel..?
Så for nylig en film helt uden brug af musik - det var godt nok en uderlig oplevelse. Vi skriver vores eget soundtrack.

Gurdet - er høresansen i virkeligheden den mest overstimulerede?

Givetvis - sammen med synssansen. Men syn og hørelse er jo også evolutionært gearet til at være på hele tiden. Det er livsvigtigt, både når man er jæger, og når man er byttedyr. 

Mvh

[macwerk]

Sidder lige og disker en udsendelse om emnet (som også kan ses online):

Viden Om - Musik og stress

[mr.superetik]

 

 

Jeg tror selv meget på, at der kan (og må) læres hele livet, og at det er dér, man kan tanke ny energi - hele livet.

 

Mvh    

 

Jeg er begejstret for dette synspunkt, at vi hele tiden må lære, hvori det underforståes at vi "træner" os selv til at indrette ny viden (om lyd og musik) således at der neurologisk bliver "plads" for disse nye metoder/indsigter i vores synapsestruktur og dertilhørende forgreninger, da disse ikke kan anskues som en stationær størrelse.

Dette synspunkt støttes af historisk mærkværdigheder såsom den gang for over 100 år siden ,hvor et af stravinsky's værker (husker ikke hvilket, men det har nyligt været præsenteret i tv dokumentarudsendelse herom), da det blev spillet første gang i koncertsalen medførte at stort set samtlige tilstedeværede bogstaveligt -under indflydelse af værket, begyndte at angibe hinanden. Hele koncertsalen blev følgeligt et ragnarok.

Men hvorfor kunne dette ske ?-- jo, den plausible forklaring er den, at ingen af de tilstdeværende, der var for at lytte dette nye værk havde lyttet til noget, der blot mindede herom og havde følgeligt ikke tillært sig, hvorledes de skulle tolke et sådant værk, hvilket igen afspejler, at der ikke var et neuralt synapsenetværk tilstede, der kunne aftolke musikken.

Således er det glædeligt at flere og flere får øjnene op for, hvor afgrundsdyb en betydning træning har, når vi taler evnen til at kunne forholde os til bestemt musik. Og ikke mindst at selvsamme træning jo "materialiserer sig" som neurologiske "færdigheder" udi lytningens kompleksitet via den ved træning forbedrede synapseforgreningsudvidelse  i hjernen.

[ZIG]

Jeg er ikke færdig med dette spørgsmål: Hvorfor lytter vi til musik?

Jeg bryder mig slet ikke om superetiks fysiologiske reductionisme, så jeg bliver nødt til at finde på noget selv.....

Så jeg vil ty til ordet - bevidstheden. Og med det mener jeg ikke noget, der er begrænset til, hvad der er mellem vores ører. Jeg tror "bevidstheden" ligger i verden, som den præsenterer sig til os.

Lad os sige, at vi sidder i vores musikrum, så fylder bevidstheden hele rummet - og denne bevidsthed vil have en kvalitet. F.eks. hvis min hund synes, vi skal gå tur, så vil hun give rummets bevidsthed en kvalitet, der er fyldt med hastværk, uro og behov, der skal dækkes. Så kan jeg i hvert fald ikke få en god musik oplevelse ud af det, før vi går tur.

Tilsvarende hvis jeg har en ven på besøg, kan jeg lynhurtigt mærke, om musikken ikke duer for ham, for hele rummet bliver ufokuseret og urolig, hvilket igen ødelægger musikoplevelsen.

Jeg tror, vi lytter til musik, fordi bevidstheden trænger til pauser fra dagligdagens mange gøremål. Denne evige jagt efter alt det, vi skal lave, er ganske ennerverende og den skal ikke fylde alle vores vågne timer. Så musikken er en nødvendig pause. Når jeg tænder for anlægget, slukker jeg for de praktiske opgaver. Men sådan som jeg er indrettet kan musikken ikke vinde denne konkurence - hvis der er ting, der absolut skal gøres, så vil jeg gøre dem først, så jeg har ro til at lytte til musikken.

Bevidstheden trænger til pauser fra vores jagt efter mål. I denne pause opnår bevidstheden en behagelig kvalitet. Der opstår harmoni - man er ét med verden, for her skal verden ikke bruges men nydes. Musikken er et udmærket middel til denne oplevelse af kosmisk ro og orden (for det er selve musikkens sjæl). Hermed kan vi hvile i os selv og i verden for både jeget og verden er forsvundet.  Vi er igen lutter bevidsthed.

HiFi er til gengæld et meget dårligt middel til denne pause - for dens mange analytiske kategorier giver blot anledning til ævl og kævl og mere stræben efter det næste mål.

Nej - maskinerne skal spille musik, således at rummet og bevidstheden fyldes med glæde, der ikke spaltes i subjekt og objekt - synaptiske netværk og Mark Levinson - men er blot én enhed.

Her  er mere kritik af hifi contra musik.

Zig

[macwerk]

Bevidstheden trænger til pauser fra vores jagt efter mål.

Det er mit indtryk at mange mennesker høre så meget musik (i bilen, i baggrunden, i ...) for netop at undgå stilhedens bevisthedsudvidende pauser  

[ZIG]

Det har du ret i macwerk, men her drager folk musikken ind i dagligdagens hurlumhej. Selve musikken er ikke i fokus men er blot et "hjælpeprogram" til de andre hovedopgaver - at køre bil, at støvsuge, at holde kedsomhed borte.

Men jeg vil egentlig gerne vende tilbage til superetiks hybris - den idé at man med sin vilje kan ændre sin bevidstheds kvalitet.

One afternoon recently, Mogens says, he was home making dinner when Pat burst in the door, having come straight from a frustrating faculty meeting. "She said, 'Mogens, don't speak to me, my serotonin levels have hit bottom, my brain is awash in glucocorticoids, my blood vessels are full of adrenaline, and if it weren't for my endogenous opiates I'd have driven my car into a tree on the way home. My dopamine levels need lifting. Pour me a Chardonnay, and I'll be down in a minute.'"

Er det sådan, det foregår hjemme hos dig, superetik?

Jeg vil også kraftigst opponere imod den idé, at vi skal lære hele livet igennem og at vi skal sidde på en skolebænk og træne vores synapser.

Sikke da noget arbejdsgiver vrøvl.

Jeg vil vove den påstand, at de folk, der kom op og slås til en urkoncert  af en af Stravinskys værker, havde en oprindelig reaktion til nogen lyde, der formørkede bevidsthedens kvalitet.

At nogen opiniondannere og anmeldere senerehen træner folk til at udøve mere kontrol over deres oprindelige reaktioner er blot en del af civilisationens byrde og ikke nødvendigvis en god ting. Tilsvarende når anmeldere skriver spalte op og spalte ned om en CD maskines eller en plades fortrin, kan dette føre os på afveje, for deres behov er at få tekst på papir, mens vores behov er at finde vores oprindelige respons.

Zig