Og de holdt deres ord. I dag er hjemmesiden www.inrainbows.com åben for trafik, og selv om køen for at få adgang til siden er fem minutter lang i skrivende stund, tog det alligevel ikke politiken.dk mere end ti minutter i alt at få 10 nye numre med det engelske band på harddisken.
Pladen koster det, kunden vil give. Forsøgsvis downloadede vi pladen for nul kroner - kvaliteten i ørebøfferne lige nu er dog høj nok til, at denne journalist går hjem og betaler rigtige penge for den senere.
Masser af kultur på nettet
Radioheads gratis-gimmick på nettet er kun sidste skud på stammen af musik- og underholdningsartisters opgør med distributionsmellemledet.
R&B-kunstneren R. Kelly har for eksempel netop stillet i alt 22 afsnit af sin hip-hopera 'Trapped in the closet ' til rådighed på nettet. De danske ambient og dub-frontløbere System F3 (som blandt andet består af kunstnerne Opiate, Future 3, og Dub Tractor, red.) har siden begyndelsen af årtusindet løbende stillet numre til rådighed på deres hjemmeside.
Og den altid provokerende 1980'er kunstner Prince fortsatte for nylig sit hævntogt imod pladeindustrien. Det skete, da hans nyeste plade omkring udgivelsen blev distribueret med avisen The Daily Mail.
Radiohead går foran
Ifølge Piratgruppen, som arbejder for at ændre på ophavsretslovgivningen og afkriminalisere den udbredte fildeling, er Radioheads skridt meget væsentligt.
»Det er et af de mest nyskabende og avantgardistiske bands rent musikalsk, som går foran. Jeg opfatter det sådan, at Radiohead har lavet et oplæg til debat og gør op med nogle af de fasttømrede dogmer i musikindustrien. Man behøver ikke sælge musik over nettet til ti kroner per nummer, som var det en fysisk butik«, siger talsmand Sebastian Gjerding.
»Det er jo også et kæmpestort mediestunt, som giver dem en masse omtale. Og så er det en knytnæve lige i ansigtet på musikindustrien, som nægter at rykke sig. De vil næppe blive takket for det her, men jeg synes, det er glimrende«, siger talsmanden.
CD'ens guldalder slut
Han er overbevist om, at bandet Radiohead ikke kommer til at gå sultne i seng, fordi de giver deres musik væk på nettet.
»De skal nok tjene penge på for eksempel at spille live og andre ting. Det tidspunkt, hvor man kunne tjene kassen på at sælge cd'er, er slut, og der er selvfølgelig nogle i distributionsbranchen, som kommer til at stå uden job. Men man skal passe på ikke at bevare en distributionsmodel for deres skyld«, siger Sebastian Gjerding.
Radioheads plade kan også købes i en ekslusiv, analog udgave med ekstra materiale for godt 430 kroner - den slags, man får med posten. Numrene, som hentes via nettet er i 160 kbps komprimering - det er god kvalitet, men ikke på højde med cd-lyd.