Af Karsten R.S. Ifversen
Ny og forbedret lyd’ står der uden på mange genudgivelser af populære klassikere. F.eks. den nye anmelderroste Led Zeppelin-udgivelse ’Mothership’. Men det er løgn. Lyden er forværret. I hvert fald ud fra en almindelig lydteknisk betragtning.
’Forbedringen’ går ud på, at man har skruet op for de svage passager i musikken. Det betyder, at numrene har en jævn lydstyrke hele vejen igennem, og man derfor ikke skal fifle med volumenknappen, når først man har sat musikken i gang. For der sker med garanti ingen udsving. Lyden kører i max fra begyndelse til slut.
Det betyder, at der ikke længere er mærkbare variationer i styrken i lydbilledet. Hvor det tidligere kunne være som en bjergrejse fra de hviskende dalstrøg til de stormfulde tinder, er musiklytning i dag at betragte som en rejse ad en flad motorvej.
Årsagen er, at vi har flyttet vores foretrukne musikkilde fra pladespilleren over cd’en til computeren. I halvfjerdserne og firserne var den store interesse for ’high fidelity’, som står for høj troværdighed i lydgengivelsen, med til at fremdrive nuancerede lydindspilninger, der svarede til forbrugernes investeringer i deres anlæg.
I dag er det ikke længere hi-fi-anlægget i stuen, der er målgruppen for musikproducenterne. Det er computeren, radioen og mp3-afspilleren. Alle som regel udstyret med minimale højttalere, der ikke har den nødvendige fysiske størrelse til at gengive et naturtro dynamisk spektrum.
MÅDEN, MAN snyder på, er ved kompression. Man presser lydbilledet sammen, så det lyder højt. Selv lave lyde, der er komprimerede, lyder høje, fordi de minder om den begrænsning, vores ører selv lægger på høje lyde for at beskytte sig mod overbelastning. Presser man en tones lydstyrke op til det maksimale niveau, klipper man toppen af lydbølgerne.
Man kender fænomenet fra børnelegetøj, hvor bittesmå højttalere lyder kolossalt høje – selv når de ikke er det. De forvrænger blot. Vores hjerner er udviklet til at reagere på den type lyde. De påkalder sig vores opmærksomhed, fordi de minder om den måde, øret selv beskytter sig mod ekstremt høje lyde på, og virker derfor trættende i længden.
EFFEKTEN kan også udnyttes til at virke energisk. Og den rytmiske musik i disse år virker da også generelt mere energisk end tidligere. Arctic Monkeys og Foo Fighters er eksempler på bands, hvis plader er stærkt komprimerede, og de lyder simpelthen, som om de aldrig slapper af, aldrig trækker vejret. Prisen er tabet af dynamik.
Uanset de forskellige melodiske kvaliteter er variationen i musikoplevelsen også derefter. Man bliver meget hurtigere fysisk træt af at høre på cd’er fra de seneste 10 år sammenlignet med dem 10 år tidligere. Foo Fighters’ forsanger David Grohl var trommeslager i Nirvana, og deres plader fra før, mp3-afspillerens begrænsninger blev idealet for det ny lyddesign, har en helt anden variation i dynamikken. Her er der stille, i de rolige passager, og derfor virker det så meget desto stærkere, når musikken for alvor eksploderer og Kurt Cobains forpinte stemme skriger.
Donald Fagen fra duoen Steely Dan, hvis indspilninger ofte bliver betragtet som nogle af de fineste lydarbejder i studiepladens historie, siger i musiktidsskriftet Rolling Stone, der har taget udviklingen op til kritisk behandling: »Med al den tekniske innovation, der er kommet til, lyder musikken kun værre. Gud er i detaljen. Men der er ikke nogen detaljer længere«.
SELV OM cd-mediet for mange almindelige forbrugere virkede som et fremskridt, var det for de mange, der havde spenderet 5.000 kroner eller mere på et godt anlæg, faktisk et dårligere medie end de analoge vinylplader. Trods sin skrøbelighed og grundstøj kan lp’en levere lydinformationer i en opløsning og en dynamik, som cd-mediet er teknisk afskåret fra.
MEN DET helt alvorlige tilbageskridt i lydkvalitet er først kommet med mp3 og lignende digitale formater, hvis funktioner er at reducere så meget information som overhovedet muligt fra musikken, uden at den bliver uigenkendelig. På den måde kan lydfiler reduceres til blot en brøkdel og dermed spare kostbar plads på harddisken til mere musik.
Men prisen for reduktionen er tabt information, og selv om forskellen er hørbar selv på en computer, så er den horribel hørt over et ordentligt anlæg.
Men det er ikke det digitale lydmedie, der er problemet som sådan. Det er måden, producerne udnytter det på. Kvantitet har aldeles overvundet kvalitet.
HI-FI KLUBBEN HAR en biografreklame, hvor en lydproducer torturerer en almindelig musiklytter ved at holde hans hoved under vand i et akvarium. Han fortjener ikke bedre, fordi han med sit dårlige lydanlæg ikke er i stand til at værdsætte den lydkunst, produceren har frembragt.
Det er muntert, men afspejler ikke længere virkeligheden. For i dag er det produceren selv, der er med til at ødelægge det engang så teknisk forfinede folkelige medie.
CD’EN HAR et begrænset maksimalt lydniveau. Men hvert år forsøger producerne at få dem til at lyde højere ved at hæve lydniveauet i de stille passager. Det kan kun gøres ved, at man formindsker det dynamiske råderum. Dermed får man en udjævning af udsving i lydstyrken, der gør, at Led Zeppelins ’Stairway to Heaven’ i den ny, remasterede udgave ikke opleves som en frygtindgydende opstigning fra jorden til himmerige, men snarere som at bestige en skammel fra toppen af et højt bjerg. Det går helt umærkeligt fra højt til højt.
target=_blank>karsten.ifversen@pol.dk
Det helt alvorlige tilbageskridt i lydkvalitet er først kommet med mp3 og lignende digitale formater, hvis funktioner er at reducere så meget information som overhovedet muligt fra musikken, uden at den bliver uigenkendelig
Billedtekst:
Ny Forbedret lyd? Abbas sang ’One of us’ på cd fra 1983 (tv.) og 2005 (th.). Udsvingene, der skaber et højt rum omkring sangen, er forsvundet. For at hæve det generelle lydniveau er toppene klippet af og dynamikken udjævnet. Foto: Wikipedia, Loudness war
Ny Forbedret lyd? Abbas sang ’One of us’ på cd fra 1983 (tv.) og 2005 (th.). Udsvingene, der skaber et højt rum omkring sangen, er forsvundet. For at hæve det generelle lydniveau er toppene klippet af og dynamikken udjævnet. Foto: Wikipedia, Loudness war