Jeg fik lejlighed til at høre TT's tæt pakkede Doxa i lørdags. Væk var det allermeste af de medfødte tendenser til let massivitet i mellemtoneområdet som jeg tidligere har observeret fra flere af de oprindelige Doxa'er. Forstærkerens kun ca. 60.Watt havde dog visse problemer med at trække Diamag's temmelig svært drevne højttalere til mere end normalt lytteniveau. Et problem som TT ikke mærker noget til hjemme i privaten.
Brum, knasen eller linoliepletter var der intet af, Derimod: det (oprindelige) Duelund-kabel er en ond hund at binde pænt op og Magneto nægter at bruge loddeslavernes foretrukne tæmmesnor, kabelbindere, hvilket et fuld forståeligt, de er jo som regel af billig PVC!
At sno de - lange - oprindeligt monterede kabler frem til RCA-bøsningerne kan tippe forstærkerens lyd begge veje og kan vel gøre det ud for en slags skærmning/spareløsning/tillæg af induktiv belastning. Ikke godt!
De oprindeligt monterede RCA-bøsninger er nogle af de mest elendigt lydende jeg lige kan komme på at have hørt, nogensinde!
Det var godt at nogen ville bringe dette ene eksemplar af forstærkeren til en pænt meget højere tilstand, med fornuftige audiofile løsninger.
Mvh. Jens/Modifix.