Bag dagens lange kalenderlåge gemmer sig Ukraine. I størrelse (areal) er landet kun nr. 43 i verden, men de har verdens fjerdestørste kartoffel-produktion!
Netop den gode landbrugsjord, og den store korn- og kartoffelproduktion var en af årsagerne til at Hitler under Anden verdenskrig gik ind i Ukraine for at skaffe sig "Lebensraum":
Ukraine var den nation, som led de største menneskelige tab under Anden verdenskrig - i hvert fald set i forhold til indbyggertallet (knap 10 mio. døde under krigen!). Et specielt tragisk sted var massegravene ved Babi Yar, hvor nazisterne i løbet af få dage henrettede titusindvis af jøder:
Shostakovich' 13. symfoni handler om disse massegrave ved Babi Yar i Ukraine:
Ukraine har et af Europas største vandkraftværker, DnieproGES, men er nok mere kendt for at være en af de førende nationer hvad angår brug af atomkraft, og de har bl.a. Europas største kernekraftværk, Zaporozhe:
Desværre siges enkelte af landets kernekraftværker af være i dårlig forfatning, og vi husker jo alle, hvor galt det gik med Tjernobyl 1986, selv om netop den ulykke skete, mens Ukraine var en del af Sovjetunionen, og ikke en selvstændig republik:
Men til noget mere positivt!
The Beatles har ganske vist ikke meget med Ukraine at gøre, men på deres "White album" sang de jo denne udødelige linje: "Ukraine girls really knock me out"! Jeg har altid troet, det var sagt med et glimt i øjet, og har forestillet mig tykke matroner med træsko i kartoffelmarken. Men Ukraines bedste kvindelige tennisspiller Alona Bondarenko går ikke med træsko:
Nu vi er i sportens verden, men jeg indrømmer, at Sergey Bubka nok er mere kendt - en af idrætshistoriens allerstørste atleter!
Inden for fodbold har ukrainske spillere også gjort sig bemærket; både Oleg Blokhin (1975) og Andriy Shevchenko (2004) har været kåret til årets spiller i Europa. I det hele taget er Ukraine en stor sportsnation (mange medaljer ved seneste OL), hvilket man vel kan forvente af en tidligere Sovjetstat.
Men for mig betyder Ukraine især stor klassisk musik! Lad os begynde med den store ukrainske pianist Heinrich Neuhaus:
Neuhaus var en virkelig stor pianist, men huskes nu især for sit musikpædagogiske virke. Blandt hans elever finder man Emil Gilels, som er født i Odessa, Ukraine:
En anden Neuhaus-elev var Sviatoslav Richter - også fra Ukraine (og opvokset i Odessa). Her ses Neuhaus og Richter sammen:
En anden stor Odessa-pianist er Shura Cherkassky:
Andre store ukrainsk-fødte pianister er Benno Moiseiwitsch (også fra Odessa!), Ignaz Paderewski, Mieczyslaw Horszowski (Murray Perahias lærer), Moriz Rosenthal, Rosina Lhévinne, Mark Taimanov, Vladimir Horowitz og Valentina Lisitsa. Lad os få et billede af Lisitsa:
Men Ukraine har ikke kun fostret store pianister; de har også givet os nogle af de største violinister, fx Nathan Milstein og David Oistrakh - begge fra Odessa! Her et billede af Oistrakh:
Men violinistrene Leonid Kogan og Isaac Stern er også født i Ukraine. Billedet er af Issac Stern:
Ukraine har også givet os store dirigenter som Nikolai Malko, som var chef for DR's Radiosymfoniorkester i et kvart århundrede og Igor Markevitch. Men også Jascha Horenstein, som herhjemme nok er kendt for sin suveræne indspilning af Nielsens femte, er fra Ukraine. Hans indspilning af Mahlers 8. symfoni er efter min mening en af de allerbedste!
Og for at runde Ukraine af må vi ikke glemme en af det 20. århundredes største komponister, Sergei Prokofiev:
God Jul!