Fransk priskiller i
high-end klassen
Hvad skal en højttaler i high-end klassen koste anno 2008? Er 18,995 kr. tilstrækkelig for at opnå det forjættende lydlandskab, alle sande entusiaster stræber så hårdt for at opnå? Eller er der noget om snakken om, at hifi i den seriøse klasse er blevet alt for dyrt, som der jo har været (og er) så megen debat om på danske hifi fora?
Få svarene i min anmeldelse af Focal electra 1027 Be. God læselyst!
Af: Mogens Kamp
Focal tilbyder hele 6 serier. I hver serie tilbydes der mulighed for at tilkøbe både en subwooferløsning og en dedikeret surroundløsning.
Electra seriens muligheder ses på billedet ovenfor, hvor der foruden selve 1027’eren er afbilledet seriens center, subwoofer og de smarte sidevægshængte surroundspeakere.
Hvornår er en højttaler high-end?
Når man skal i gang med en vurdering af en ny højttaler, kan det være rart lige at klargøre, hvad det er for krav, vi med rette kan stille til de højttalere, vi betaler for at kunne nyde hver eneste gang, vi, fornøjede, sætter os ned for at lytte til vores favoritmusik.
I mine øjne og ører er der 2 grundlæggende kriterier, vi skal blive eller være bevidste om.
Som et selvfølgeligt kriterium må vi med rette kunne forlange, at højttaleren besidder og behersker en række entydigt afklarede parametre i praksis. Det er disse vi ofte drøfter på fora og som går under betegnelsen ”hifi-parametre”. Her taler vi om forhold såsom graden af opløsning, den tonale sammenhængskraft, dynamikken, præcisionen, klinisk versus symfonisk spillestil, basfundamentet, energiformidlingen og ikke mindst neutralitetens grad og særlige karakter for nu at nævne nogle af disse.
Det andet kriterium er hvorledes den enkelte højttaler formår at få førnævnte ”hårde” kvaliteter til at gå op i en synergistisk helhed, hvor virkemidlerne – i fald det lykkes - er doseret således, at det får lytteren til i videst mulige omfang at glemme, at han lytter til en højttaler. Og dermed i hvilket omfang højttaleren ’forsvinder’ for at give plads til de musikalsk udøvende. På en soundstage-realistisk måde kunne jeg tilføje.
Mange har utallige erfaringer med at foretage en direkte sammenligning af de ’hårde’ kvaliteter. Vi foretager AB og ABA test for at afsløre forskellige højttaleres evner til at videreformidle den helt rette opløsning, detaljeringsniveauet, rumegenskaber, neutraliteten, ægtheden og bassens karakter for at nævne nogle få typiske sammenligningskriterier.
Men den slags vurderinger bør aldrig stå alene og bør altid suppleres med lyttevurderinger over tid, der nøje har sig for øje at vurdere højttalerens evne til at anvende føromtalte virkemidler på en for musikken’ begunstiget måde. Det er med andre ikke nok, at hifi-parametrene alle som én er forbilledlige. Det er synergimixet og virkemidlerne i lyddesignet, der skal skabe de reale resultater i længden. At falde på halen over fremragende hifi-parametre er således mere en fare end det er afklarende og fyldestgørende for hvad der holder i længden. Hvem har ikke hørt et hifi produkt, der excellerer enten inden for næsten alle parametre eller blot nogle af dem for så senere ikke at opleve ægte ejerglæde i længden med produktet? Brugtmarkedet er et klart vidnesbyrd om dette synspunkts rigtighed.
High-end er således en betegnelse, vi burde benytte lidt mere kritisk og som tilmed i langt højere grad burde være hængt op på troværdighed , ægte synergi i formidlingen, produktets evne til aften efter aften at give musikalske oplevelser og ikke mindst tilskynder ejeren til at lytte på musik, fordi han ikke kan lade være.
High-end er naturligvis også udtrykt i et hi-fi produkts bagvedliggende teknologi, men er den anvendte teknologi ikke afstemt med en fra producenten klar viden om og indsigt i, hvorledes teknologien skal omsættes i praksis for at opnå et produkt, der ikke blot måler godt, klarer alle hifi-parametre mere eller mindre forbilledlige, giver det musikalske output et mere eller mindre korrekt aftegnet vindue ind i det forunderlige musikalske univers, så er det i reglen skønne spildte kræfter.
Derfor definerer jeg high-end som know-how og dygtig dosering af teknologiske virkemidler således at der skabes et troværdigt spillende produkt, hvor synergieffekten overtrumfer hifi-parametrenes isolerede betydning. Om 1027’eren kan falde ind under det, vender jeg tilbage til når jeg evaluerer højttalerens samlede lyd.
Lidt om præferencer, referencer og disses vilkår i
high-end.
Når jeg indledningsvist talte om high-end og forsøgte mig med en definition heraf, så var det vel vidende, at der eksisterer forskellige præferencer og for den sags skyld forskellige udlægninger af den indre forbindelse mellem præference og referenceoplevelser med instrumenters opførsel i koncertsalen. Og det kan ikke være anderledes. Forskellige personer interagerer først og fremmest med musikken på en ’personafhængig’ måde, hvor der først og fremmest indgår et behov for at få tilfredsstillet de særlige krav bestemte musikgenrer fordrer. Noget grej er bedre til bestemte musiktyper end andre og dermed til at opfylde helt bestemte krav.
Men for mange opstår efterhånden et behov for at udforske andre musikgenrer og dermed ændres kravene til afspillekæden. Og her er højttalerne særligt vigtige. Det er efter min mening her, der kan kan opnås supergode og skelsættende forbedringer af den samlede lyd.
Forskellene mellem forskellige højttalere kan være yderst stor i praksis og er det også i denne her anmeldelse, hvor mine Proac response 3 udgør sammenligningsgrundlaget. De har nu 16 år på bagen her i hjemmet og har i samfulde 16 år kvitteret med ægte ejerglæde. Ikke dermed være sagt at de er verdens bedste. De er blot karakteriseret ved en i mine ører generel glimrende anvendelse af virkemidlerne og har formået både på rock –, jazz- og klassisk musik at skabe overbevisende oplevelser, hvor tid og sted ofte har været sat tilpas ud kraft. Det har ikke været de ’hårde’ kvaliteter, der som sådan har sikret dette. For jeg har da ofte hørte andre speakere, der har pirret mig voldsomt både på hifi-parametrene og virkemidlerne, men ikke nok til at jeg har alvorgjort en udskiftning. Til syvende og sidst fortæller det jo noget om mine egne præferencer og dermed om hvad jeg har fundet vigtigst over tid.
Men kan jeg have været lullet lidt i ’søvn’ af ’troen’ på Proacs kvaliteter eller har jeg haft de ’forkerte’ højttalere til sammenligning eller er high-end højttaleren anno 2008 vokset Proac’en over hovedet,
når det kommer til den reale musikalske formidling?
Og hvis dette er tilfældet, hvad siger det så om mine præferencer, hvis det overhovedet siger noget om det? For kunne det forholde sig sådan, at det teknologiske og vidensmæssige niveau hos nogle højttalerfabrikanter har udviklet sig ’faretruende’ positivt og endda er omsat i deres produkter i en grad, der tvinger os til at revurdere, hvad der er muligt at opnå til priser, vi for ganske få år ikke turde håbe på blev mulige? Dette skal jeg prøve at forholde mig til nedenfor.
Præsentation af Focal 1027 Be
Specifikationer : ... "" Derfor er focal idag historisk
billige i danmark""...
- 3-vejs basrefleks
- 2 x 6,5 tommers basenheder [W-woofers]
- 1 x 6,5 tommers mellemtoneenhed[W-type]
- 1 x 1 tommers Beryllium inverteret dome
- 38-40 khz. [+- 3 db]
- 91 db. følsomhed [2,83 V/ 1 meter]
- 8 Ohm
- Delefrekvenser : 350 hz/2 khz.
- Anbefalet forstærker: 40 –300 watt
- Mål: 1110 x 264 x 350 mm[højde x bredde x dybde]
- Vægt 33 kg.
- Pris: 18.995 kr.
- Singlewiring
- Surroundløsning i samme serie er mulig.
- Dedikeret subwoofer i samme serie
Focal sælges i dag af Hififreaks. Hififreaks har til huse i Esbjerg og firmaet har ved overtagelsen af Focal ønsket at effektivisere distributionen og benytter et direkte-til-dig koncept. Dette har medført nogle ganske pæne prisreduktioner på alle Focals produkter og Hififreaks er – så vidt vides - allerede nu Skandinaviens største distributør. Konceptet er baseret på internethandel, men tilbyder også lyttemulighed i både Esbjerg og ude hos kunden selv. Filosofien i konceptet er enkelt: man sender prisreduktionen for den forbedrede distribution direkte til kunden i form af lavere priser. Derfor er Focal i dag historisk billige i Danmark. Set fra et forbrugersynspunkt kan man kun kippe med flaget over en sådan prisudvikling. Firmaet tilbyder i øvrigt også – som en udvidet service - at tage kundens brugte højttalere i bytte ved køb af nye Focal.
Focal produceres i Frankrig. Så vidt jeg er orienteret søger Focal at stå for produktionen af alle dele til deres højttalere, idet ideen er, at man derved kan opnå fuld kontrol af delene og ikke mindst tilpasningen af delene til andre dele og dermed opnå at kunne realisere de krav udviklerne hos Focal tilsigter på en gennemkontrolleret måde.
Ambitionsniveauet hos Focal kan synes stort. Alene det forhold at Focal kan tilbyde højttalere i ethvert prissegment vidner herom. I Danmark har Focal i al den tid, jeg har interesseret mig for ægte vellyd, dog virket noget usynlige på markedet. Men internationalt har Focal haft en ledende rolle og har opnået den ene udmærkelse efter den anden i diverse anmeldelser – som oftest i skarp konkurrence med B&W.
1027’eren er ingen undtagelse herfra. Den har opnået mange rosende ord med på vejen igennem den internationale hi-fi presse. Men alle hidtidige evalueringer er foretaget med udgangspunkt i en højere pris end den, vi i øjeblikket er vidne til i Danmark. Af den grund har jeg fundet det interessant at efterprøve dels niveauet hos Focal og dels prisvurderingen af højttalerens lydmæssige udkomme.
1027 er en 3-vejs basrefleks højttaler med særdeles gedigne data [se boksen ”tekniske specifikationer]. Den er udstyret med 2 stks. 6,5 tommers basenheder af den særlige W type, og basniveauet skulle række ned til 30 hz. [-6 db]. Mellemtoneområdet varetages ligeledes af en 6,5 tommers W-type enhed og denne varetager området op til 2 khz, hvilket repræsenterer en sjælden lav delefrekvens opadtil. Diskantenheden er et kapitel for sig selv og er en inverteret Beryllium dome, der kan rumme frekvensområdet fra 2 khz op til 40 khz og med en resonans på kun 680 hz. Alle enheder er produceret af Focal selv.
Kabinettet fremstår gudesmukt og repræsenterer fransk æstetik på første klasse. Forarbejdningen er ligeledes upåklagelig og det samlede indtryk førend højttaleren har sagt en lyd er en fornemmelse af raffineret klasse.
Højttalerens baffel er udført i rundbuet 50 mm MDF og skulle være konstrueret med det for øje at sikre transientgengivelse i særklasse og skulle ydermere sikre en generel ufarvet gengivelse.
I bunden af højttaleren er der en skjult basport , der, i samarbejde med de ikke-parallelle sider, skulle give det vigtige basområde pondus, hurtighed og en generel ufarvet karakter via den i øvrigt kompressions – og støjfrie port.
Opstillingsprocessen
I modsætning til elektronik produkter kræver et sæt højttalere meget mere inden de yder deres bedste – jeg tænker naturligvis på placering. Men for ikke at lave en alt for lang historie ud af det, så lad mig konkludere, at Focal 1027 ikke var nogen undtagelse. De skal placeres temmelige nøjagtige for at yde sit bedste. Rummet er godt og vel 7 x 5 meter og det viste sig hurtigt, at afstanden til bagvæggen kom i fokus.
Jeg endte ret hurtig med en afstand mellem højttalerne på 2,30 – 2,70 meter, helt nøjagtigt endte de 2,48 meter fra hinanden, hvorimod afstanden til bagvæggen var genstand for utallige forsøg inden jeg blev tilfreds med lydbilledet. Det var selvsagt niveauet i basområdet, der var i spil i.f.t. afstanden fra/til bagvæg og det viste sig, at 1027 måtte tættere på bagvæggen end Proac’erne og jeg endte med beskedne 28 cm til bagvæggen [ca. 1 meter til sidevæggene]. Men derfra var den så også i ”vinkel” i mit lytterum. Det var sådan, de skulle stå!
En verden af ultimativ ægte energi åbenbarer sig…
Efter højttaleren var blevet opstillet til min fulde tilfredshed, blev det tid for evaluering af lyden. Dette blev en drabelig ”wake-up” vurdering , da det hurtigt stod klart, at mine egne Proac på afgørende vis mere end tabte pusten på en række centrale kriterier. Og det blev aldrig helt det samme at lytte til Proac’erne igen.
Det stod således fra første færd klart, at Focal 1027 både bemestrede hifi-parametrene med bravur og formåede at dosere virkemidlerne på en måde, der ikke efterlod den fjerneste tvivl om, at denne højttaler hører til i high-end klassen. Med stor margen endda.
For at starte med det væsentligste, så blev al musik tilført et energiniveau Proac’erne på ingen måde var i stand til at formidle. Samtidigt blev det præsenteret med den selvfølgelighed et ægte high-end produkt altid besnærer lytteren med. Det stod med det samme klart, at Proac’erne benyttede nogle helt andre virkemidler, men det sørgelige var, at jeg ikke var i tvivl om, at Proac’erne ganske enkelt fjerner energi fra musikken. Jeg har på intet tidspunkt ved tidligere sammenligninger med andre højttalere oplevet dette i så udtalt og nådesløs en grad.
1027 var ganske enkelt overbevisende i præsentationen af musikkens energi og det endda igennem hele frekvensområdet. Dette betød også, at musikken fik en ny intensitet over sig, der gjorde det langt mere involverende at lytte. Man blev simpelthen låst fuldstændig fast på musikkens indhold og al tale om lyd og gengivelse trak helt i baggrunden. Energien og virkemidlerne var trådt i karakter på en yderst overbevisende måde.
Lydbilledet tæt på absolut perfekt.
Et af de forhold, der hurtigt sorterer fårene fra bukkene, når vi taler korrekt reproduktion, er en højttalers evne til at skabe et troværdigt lydbillede. Det er også et af de områder, hvor Proac’erne besidder indiskutable kvaliteter, men det stod hurtig klart, at Focal sagtens kunne matche disse kvaliteter samlet set.
Focal 1027 præsenterede således et nådesløst - næsten bogstavelig talt - korrekt lydbillede og var i stand til at frembringe et intet mindre end fremragende vindue ind i musikken, hvor afstanden mellem de udøvende var superpræcist aftegnet. Både bredden, dybden og højden i optagerummet og dermed 3D-effekten i lydbilledet var tæt på forbilledligt. Men blev bibragt en yderst troværdig soundstagefornemmelse, der samtidigt var ”afbilledet” ekstremt holografisk og højttaleren forsvandt fuldstændigt på gode indspilninger. 1027’eren leverede et lydbillede, der ikke var præget af at være for stort. Jeg mener ikke, at et lydbillede skal være ”bigsounded” i sig selv. Lyttevinduet skal være realistisk præsenteret og en kunstig forstørrelse af lydbilledet, som høres på repræsentanter for den mere amerikanske lydfilosofi, mener jeg bliver for kunstig i længden, selv om det naturligvis umiddelbart kan virke besnærende. Jeg tøver således ikke med at karakterisere Focal 1027 som generelt korrekt performende lydbilledemæssigt med en enkelt bemærkning i form af, at vokalisten [ved traditionelt miksede rock reproduktioner]stod en anelse lavere end på Proac’erne. Ikke meget, men lige nøjagtigt nok til at jeg bemærkede det. Og langt fra hvad f.eks. Spendor 9 i sin tid leverede som et slags lavpunkt for en high-end højttaler i dette parameter. Lydbilledet på Focal var samtidigt klippefast og højttaleren lod sig ikke påvirke i negativ retning ved store komplekse dynamiske udladninger. Lydbilledet forblev helt stabilt i enhver situation og der blev alene formidlet et dynamisk sus og en musikalsk ekspansion, når symfoniorkestret for alvor satte ind. Man kan samlet set udtrykke det sådan, at højttaleren på intet tidspunkt gav slip på sit autoritative greb om musikken. Og sådan skal det naturligvis også være på high-end niveau!
Detaljering som ingensinde før
Jeg plejer at sige, at det ikke er nogen sag at skabe en højttaler, der kan besnære på udvalgte eller alle hifi-parametre, men at denne præstation ikke i sig selv gør en stor [lyd]formidler. Jeg mener for så vidt sagtens man kan finde højttalere, der kan tricket med at formidle på high-end niveau uden at de samme højttalere objektivt kan siges hverken at måle tilforladeligt eller subjektivt glimrer ved tilstedeværelsen af alle udprægede hifi-parametre. Det centrale må være, at højttaleren sammenlagt evner at ophæve tid og sted på flest mulige indspilninger via virkemidlerne og dermed kaster lytteren ind i de forskellige musikalske dramaer på en overbevisende måde.
Men overfor dette synspunkt er jeg –efter mit vanedannende bekendtskab med Focal 1027 – nødsaget til at tilføje, at jeg ikke længere ”ser” nogen som helst grund til at nøjes med halvlunkne præstationer, når man kan få både og. For sandheden om Focal 1027 er, at den demonstrerer en unik, vanedannende detaljeringsgrad og rumformidling, der tilmed er garneret med realistisk og skelsættende energireproduktion i et klippefast realistisk lydbillede. Man kan uden videre zoome ind og ud på de myriader af detaljer, den nærmest af vellyst kaster ud til sin lytter uden at den samtidigt fastholder lytteren i fascinationen heraf. For Focal 1027 vil mere end at fascinere på udvalgte parametre; den vil føre sin lytter helt ind til kernen i det musikalske landskab og tilbyder derfor da også fuld indsigt i den musikalsk begivenhed og til dette formål er den overdådigt udstyret i sine virkemidler, der altså er flere end blot detaljeringsniveauet.
Men det er alligevel grundlag for at være [del]begejstret overfor både mængden og kvaliteten af detaljekomplekset. Aldrig før har jeg hørt så mange detaljer i egen stue. Og aldrig før har disse detaljer været fremført på en musikalsk integreret og ikke mindst naturlig klingende måde. Jeg blev nærmest ”druknet” i detaljerigdom. Men hvor var det dog befriende, at hvad der før druknede i ”lydfloden” nu pludselig lod sig differentiere tydeligt og ikke mindst klart og endda med perspektivet i fuld behold. Smålyde i koret bagest i et værk blev pludseligt meget mere tilstedeværende og livfulde. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg i Focal 1027 stod overfor den hidtidigt bedst performende speaker [i egen stue], når vi taler om evnen til at formidle enhver tænkelig som utænkelig detalje på realistisk niveau. Alene karakteren af et korværks intonationer vidnede om, at Focal 1027 havde til hensigt at blotlægge enhver lille variation og det blev ikke ved hensigten; den gjorde det overbevisende som var det en selvfølgelighed! Og jeg er nødsaget til at tilstå, at dette var ret så vanedannende, idet dette medvirkede kraftigt til, at reproduktionen fik ægte liv over sig og når jeg vendte tilbage til mine Proac’er var dettes fravær direkte noget, jeg savnede, ja.. det var en begrænsning i mine Proac’er, der ellers ikke tidligere i andre shootouts har haft den type problemer. Men Focal gjorde det onde ved mine Proac’er udi detaljeringsformidlingen. Ingen tvivl om det.
Tonal delikatesse
Jeg skal indrømme, at mine forventninger til Focal 1027’s evne til at formidle diskantinformation var præget af en række fordomme, der hovedsageligt var næret af egne oplevelser med B&W 801, der i længden blev for hård for mine sarte ører. For Focal 1027 var jo også som B&W udstyret med en ”metaldiskant”, ganske vist Beryllium, som jeg ikke før Focal 1027 havde gjort mig ”in-house” erfaringer med, men jeg tog andre internationale anmelderes udtryk om, at den spillede silkeblødt i diskantregionen med et vist gran salt. For jeg vidste jo af bitter erfaring, at metallisk lydende diskantenheder aldrig ville have en chance hos mig, hverken på den korte eller lange bane.
Men mine fordomme blev gjort til skamme. Fuldstændigt til skamme.
For betegnelsen ’silkeblød diskant’ er faktisk ramt lige i solar plexus, når vi skal karakterisere karakteren af 1027’erens diskantreproduktion. Her er ingen grim egenlyd og hårdhed. Faktisk var Proac’ens modificerede scan speak 2905 dome den hårdtklingende af de 2. Ikke at det var [er] et udtalt problem på Proac’en, men mere for at illustrere, at Focals Beryllium diskant var intet indre end fremragende og jeg må da indrømme, at det er svært ikke at gøre den til egentlig reference for, hvad det er muligt at opnå i dag på diskantfronten. Det være hermed gjort!
Men som om den fremragende diskantgengivelse ikke var nok, så kvitterede 1027’eren også med en opsigtsvækkende mellemtonereproduktion og også her stod det klart, at Proac kom i problemer, hvilket var mindst lige så overraskende. Sammenhængskraft var et nøgleord for mellemtonen i Focal. Den var afklaret, tydelig og enhver tendens til mumlerier og besværlighed med faktisk at høre, hvad der rent faktisk blev sunget, var helt væk. Det var svært ikke at få den fornemmelse, at Proac’ens mellemtonegengivelse var præget af en tendens til i nogle sammenhænge at være en smule mumlende og endda med en tendens til at præsentere i ”multicoloursound” og ydermere med en lille tendens til at tilføje lidt kunstigt varme til musikken. Focal’en derimod var sjældent hørt sammenhængende igennem hele mellemtoneregisteret og den benyttede sig heldigvis ikke af billige tricks i det vigtige øvre mellemtoneområde, hvor den fremstillede nøgternt og korrekt uden dog at være analytisk. I det hele taget spillede Focal’en på en og samme gang både tydeligt, afklaret og differentieret, således at enhver differentiering i f.eks. det vokale output blev præsenteret med en selvfølgelighed og en ledsagende live-ægte fornemmelse uden at dette på nogen måde blev en selvstændig ’melodi i melodien’. Selv om det kan se ud som en ’frase’, når jeg hævder, at der ikke er en ’melodi i melodien’, så er det alligevel alvorligt ment, idet dette jo repræsenterer status quo i mange højttalersystemer, der prøver at sælge sig på enkeltstående kvaliteter – som oftest på bekostning af helheden. Men den slags billige virkemidler er ikke Focal’s bord. 1027’eren præsenterer et tonalt hele, hvor alting var bundet rigtigt sammen og indenfor mellemtoneområdet fandtes ingen farvninger, ingen tilførsel af varme, ingen lyttetrættende øvre mellemtone, ingen såkaldte ”musikalske” mumlerier og ’tågedis’ og endelig ingen hårdhed af nogen art.
Nedadtil virker overgangen fra mellemtoneenheden til basenhederne helt uden problemer i praksis og man frydes over hvor tonalt delikat det samlede lydbillede virkede. Det var [og er] altså klasse af en anden verden. Karakteren af basområdet var præget af en sjælden hørt hurtighed. Der var ingen træghed eller ”grød”. Det overlod Focal 1027 til Proac’en. Hurtigheden og bassens fysiske karakter medvirkede også stærkt til, at højttaleren fremstod som en sand mester udi at skabe drive på rytmisk musik. Man kunne simpelthen ikke undgå at blive revet med af den musikalske begivenhed. Det er lige i min ånd : musikken skal beruse og det kan den ikke, hvis højttaleren blot fremstiller et glansbillede af musikken. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at sidste oktav havde været fremført lidt mere autoritativt. Dette kunne til dels opnås dersom man flyttede højttaleren endnu tættere på bagvæggen end de 28 cm, som var min foretrukne placering, men i fald man gjorde dette, så væltede lydbilledet en smule i mit lytterum og det var klart at foretrække, at det fremragende lydbillede forblev intakt. Men i andre lytterum kan det måske være anderledes, så her må man med supergrundighed forsøge sig med den ideele placering, hvilket en højttaler af Focal 1027’s klasse klart fortjener
Alt i alt en aldeles fremragende tonal præstation med referenceniveau i mellemtone – og diskantregionen.
……”Myriader af ’støjfrie’ detaljer
myldrede frem og placeringen af dem
foregik med et lettelsens suk:
Koncertsalen var lige dér foran mig.
Sprællevende”…
Tjubang, superdrive og tutti grandioso
Detaljering, energi, rumformidling og tonal perfektion gør det dog ikke alene. Der er mange flere aspekter i musikkens fremstilling, der også skal formidles, førend jeg kan erklære mig tilfreds.
Her tænker jeg naturligvis på om musikken bliver fremført med nerve og drive og på i hvilket omfang højttaleren kan formidle dynamiske og transientmæssige forhold realistisk og også på om højttaleren kan tilfredsstille mine behov for et vist lydtryk uden at kny.
For nu at tage det sidste først, så har Focal 1027 ingen problemer med at spille min stue på 35 m2 op på samme vis som Proac response 3. Og jeg spiller pænt højt, når vi taler rytmisk musik og ud fra det vil jeg mene, at Focal 1027 vil kunne tilfredsstille stort set alle medmindre de da skal have det på PA lydtryksniveau. Videre har jeg haft en tendens til at skrue en smule ned, når Focal 1027 spillede, simpelthen fordi den glimrede med det totale fravær af mumlerier og ’tågedis’ hen over ’lydlandskabet’. Således betragtet er Focal 1027 en allrounder, der både performer glimrende, når der spilles højt og lavt. Belastningsmæssigt er den en smule hårdere ved Metaxas Solitaire effekttrinnet, der bliver noget varmere end når Proac er spændt for. Men – bortset fra at det viste sig under evalueringsperioden, at jeg havde en mindre løs forbindelse på Metaxas’en – har Focal spændt på ikke givet anledning til problemer belastningsmæssigt. Jeg kunne –som en service –for så vidt godt have tænkt mig, at have sat en mere gennemsnitlig integreret forstærker stævne sammen med Focal – både for at sikre mig, at den er rimelig nem at drive og for at få fastslået, hvad der ville ske i diskantregionen, når en mindre velopløst forstærker ’fødte’ Focal’en, men jeg havde ikke en sådan til min rådighed, men mit gæt er dog, at Focal’en vil kunne samarbejde fornuftigt med en hvilken som helst solidt udført integreret forstærker.
For at vende tilbage til 1027’erens karakteristika udi dynamiske aspekter, så kunne jeg konstatere, at Focal’en også hér var aldeles overbevisende. Med dens realistiske og ikke ’bigsoundede’ lydvindue formår den at ekspandere fantastisk, når orkestrets ’tutti’ sætter ind. Oplevelsen af dynamik vurderet som forskellene mellem stille og storladne eksplosioner i musikken fremstod nærmest ”pinligt” korrekte sammenlignet med de, jeg oplever i koncertsale. Mange gange kan ikke-high-end højttalere bringes lidt ud af ’fatning’ ved store eksplosive tutti -udladninger, hvorefter realismen kortvarigt forsvinder, hvilket igen resulterer i, at lytteren rives ud af den akustiske begivenheds illusoriske sammenhængskraft. Focal 1027 hører ikke til i blandt sådanne tvivlsomme speakere. Den lader sig ikke slå ud af kurs; den er usvigelig sikker, når musikken bliver kompleks og ekspanderende. Den bevarer således overblikket i enhver tænkelig og utænkelig situation.
Et andet yderst overraskende aspekt ved Focal’en var, at musikken blev fremført uden hvad jeg vil betegne som ’musikalsk støj’, der kan medvirke til en forringelse udi oplevelsen af dynamiske konturer. Focal 1027 var således yderst tavs, når programmaterialet var det og selv om det kan virke som et ubetydeligt forhold, så viste det sig i praksis at være yderst vanedannende. Musikken blev simpelthen langt mere realistisk formidlet. Man kan sige det sådan, at ”sortbaggrunds-niveauet” i Focal’en for første gang gav forholdet entydig mening. I mange andre højttalere har denne egenskab i værste fald været det rene bedrag og i bedste fald alene begrænset tilstede. Det stod efter bekendtskabet med 1027’eren klart, at flertallet af markedets andre højttalere og mine egne Proac så at sige ’støjer’ i sig selv og at dette som oftest tillægges såkaldte ’musikalske kvaliteter’ som var det en entydig positiv egenskab. Man er nok nødt til at lægge ører til Focal for helt at forstå, hvor fejlagtig den forherligelse af tilstedeværelsen af ’støj’ egentlig er. Musikalitet – sand musikalitet støjer ikke!!
Den afklarethed dette forhold bidrog med var således ikke til at tage fejl af og i kombination med højttalerens udtalte renhed blev præsentationen af et hvilket som helst musikinstrument naturtro i sjælden hørt grad. Man var således ikke i tvivl om, at Focal bemestrede at fortælle historien om det enkelte instruments klangkarakter [timbre] og jeg blev i visse situationer yderst forbløffet over, hv