Hvis vi nu skal prøve at få tråden tilbage på sporet:
Som komplet udenforstående og absolut ikke DIY'er, så vil jeg påstå at du har ret i dit oprindelige indlæg (hvis jeg forstod det rigtigt) - der bliver mere og mere gætteri i folks DIY-ting, og i og for sig også i færdigvarerne, og folks indkøbs-adfærd generelt. Det hænger som jeg ser det direkte sammen med den stigende tendens til at man ikke må anerkende bestemte principper som "det korrekte" eller "det bedste", alt skal høres og bedømmes subjektivt før man må udtale sig. Der er snart ikke nogen der tør udtale sig om hvordan en højttaler bør være konstrueret længere, det er politisk ukorrekt at have en mening om noget som helst - det skal altid være et eller andet pragmatisk hvor man hver gang man siger noget, er nødt til at tage alverdens forbehold: Det er bare ifølge MIN mening, i MIT setup, i MIT rum, med MIN musiksmag osv osv osv...
Man kan grine meget af folk der blindt spænede rundt i hælene på Duelund (og i en vis udstrækning stadig gør det), men måske er det dén slags vi mangler noget mere af: Nogle kloge hoveder, der tør tage stilling til tingene, og sige: Ja, det kan da godt være der findes ét eller andet produkt et sted hvor en genial konstruktør har fået et håbløst koncept til at lyde godt, men hvis vi skal lave noget velfungerende DIY hjemme på skrivebordene, så kan du gøre det SÅDAN her!
Jeg synes selv jeg har taget dén førertrøje på inden for billed-produkter, hvor jeg dog også samtidig mener det er nemmere at gøre det, fordi det er mere objektivt (for mig at se i hvert fald, måske ved jeg bare mere om billede end om lyd). Jeg har fundet frem til en relativt simpel og opnåelig vej til god billedkvalitet, og så prædiker jeg dén vej overfor så mange som muligt. Så kan det godt ske at der findes en anden vej som ét eller andet geni kan få til at virke i et produkt i millionklassen, who cares - den enkelte forbruger kan vælge at følge dén vej jeg anviser, og derved opnå en god billedkvalitet på en ganske overkommelig facon. Skulle man være DIY'er i dén udstrækning det nu kan lade sig gøre inden for billed-produkter, så vil man nå meget langt ved at følge de ganske få, meget simple retningslinier jeg stiller op.
Dét synes jeg der mangler i lyd-verdenen i øjeblikket. Jeg kan på ingen måde være dén mand inden for lyd, det har jeg som sagt ikke viden nok på området til, men jeg synes det er problematisk at der ikke er nogen der stiller sig op og siger: Hvis du vil lave et godt, billigt og vellydende kabel, så gør du sådan og sådan og sådan. Vil du lave en velspillende højttaler, så gør du sådan og sådan. Vil du lave en god forstærker, så gør du sådan. Så kan det godt ske at der er andre veje der OGSÅ virker, men hér er i hvert fald EN vej der virker. Men gør man dét, så bliver man sendt i krydsild fra folk der skyder fra hver deres skyttegrav med "jamen jeg har altså gjort sådan og sådan, og det virker altså bare MEEEEGET bedre, det har jeg selv hørt med mine egne to ører". Og så ender det med at folk sidder i hver deres lille skyttehul og skyder i blinde.
Og som sagt, jeg synes ikke det er isoleret til DIY verdenen, men i høj grad også til folks indkøbsmønstre generelt.
Mvh. Otto